Klima som kult

Nogle politiske sager udløser så stærke følelser at de tvinger (næsten) alle til at bryde ud i korsang med hallelujaher. Andre sager er dømt til fornuft og evig strid.

Det handler i øjeblikket om jordkloden. Og ingen kan være imod jordkloden. Bag om alle uenigheder, er vi alle enige om at den klode vi alle sammen bebor, skal havde det så godt som muligt. Vi er enige om at

· Vi bør gøre alt vi kan, for at bevare jordkloden bedst muligt

Uenighederne begynder når man skal konkretisere ’alt vi kan’ og ’bedst muligt’. Men da alle – selv Bjørn Lomborg og Folketingets formand, Thor Pedersen (V), og andre ”klimaskeptikere” – alene af sproglige grunde går ind for påstanden som den står, så er den altid god som oplæg til en hyldest af den jord vi lever på og af vores fælles forpligtelse til at passe godt på den. Påstanden er i familie med

· Vi bør give den opvoksende generation de bedst mulige vækstbetingelser

· Vi bør sørge for værdige forhold for vores ældre medborgere.

· Vi bør vande vores potteplanter tilstrækkeligt

Ingen ved sine fulde fem kan være imod. Det er umuligt at benægte dem uden samtidig at melde sig ud af det danske sprog. Sådanne påstande kalder sprogforskerne for platheder. Navnet er uheldigt, for det lyder negativt. Men det er ikke tilfældigt

Mange forskere og andre gode mennesker som nærer omsorg for kvaliteten af den offentlige debat, kræver nemlig platheder afskaffet til fordel for indholdsmættede udsagn som det er muligt at modsige. Men denne kritik af den indholdstomme positive påstand er forkert. Den bygger på en alvorlig misforståelse af det job som sådanne uimodsigelige påstande udfører. Det er ikke påstande om kendsgerninger. Det er fanfarer som indleder en hyldest af noget vi alle har kært, fx jordkloden, de unge, de ældre – og om nødvendigt potteplanter. Politik er ikke kun diskussioner mellem rationelle væsner. Politik er også at hylde det gode og udskælde det onde med lidenskab.

Derfor er vi i disse dage vidne til en hektisk konkurrence om at hylde jordkloden. Mens man deltager i hyldestfesten, vokser ens image. Og dem der ikke deltager, men surmuler i hjørnet, mobbes af alle og står til tab på image-kontoen.

Umiddelbart kan det undre at der i medierne findes figurer som tilsyneladende er modstandere af jordkloden, dvs. ”klimaskeptikere”. Hvordan er det muligt at være imod noget som alle går varmt ind for, og som det af sproglige grunde er umuligt at være imod? Forklaringen er at disse skeptikere er ligeså nødvendige for klimadebatten som kættere er for enhver religion. Der skal være nogen man kan hade, forfølge og forbande. Ellers mister hyldesten saft og kraft.

For at man kan score image hos vælgerne på at hylde, så må vælgernes frygt være vakt. Kun fordi vi frygter konsekvenserne hvis alting fortsætter uden handling, står landet i disse dage på den anden ende. Korteger af limousiner skærer uden hensyn til trafiklys igennem København med præsidenter og statsministre på vej til og fra møder og receptioner. Alle medier er fyldt op med klima. Mediernes mange historier om truslerne mod kloden har gjort vælgerne lydhøre overfor politikeres og kommentatorers hyldest af kloden og forslag til hvordan vi bevarer den.

Man styrker især vælgernes tro på sin politik ved at fremføre rædselsvækkende eksempler på hvilke konsekvenser det har ikke at følge den. Det gælder ikke kun i klimaspørgsmålet, men i al politik. Og ikke kun i politik. Princippet fulgte allerede salmedigteren Thomas Kingo for flere hundrede år siden når troen skulle styrkes i menigheden. Hans salmer rummer utallige saftige, inspirerede vers om jordelivets elendighed, men kun få, meget blodfattige, abstrakte vers om himmerigets velsignelser. Derfor er der omkring enhver plathed – himmelsk eller jordisk – en sky af rædselsvækkende eksempler og nogle få, men slemme skurke eller sataner som er imod platheden. Dette er nødvendigt for at man kan rejse de følelser hos vælgerne som der skal scores på. Og for at få vælgerne til at købe de medikamenter man falbyder til at kurere frygten med.

Men ingen skurk vil selvfølgelig frivilligt finde sig i den absurde rolle at være modstander af noget som man ikke kan være modstander af. Derfor forsøger Lomborg, Thor Pedersen og afvigende forskere at komme igennem med mere nuancerede budskaber hvormed de offentligt kan redde både deres forstand og moral. Men fordi alle de partier og medier der hylder platheden, har så meget brug for fæle skurke, så er det vanskeligt for en skurk at trænge igennem med et mere nuanceret budskab som vil nedbryde hans skurkerolle. Enhver antydning af forbehold over for den totale hyldest som undslipper en der er under observation for at være vantro, forsimples og optones af de mange som synger i kor, så der træder en klar skurk i profil. Som fortsat kan forbandes med stor lidenskab.

Hertil kommer at klimabevægelsen er global. Den er steget ned til os fra højere sfærer. Allerede ved IOC-kongressen i efteråret oplevede vi hvordan alt lokalt småkævl måtte vige da internationale kendisser kom til byen. At Obamas fly lander helt udramatisk, er fx Breaking News og dækkes i detaljer. Denne historie om store folk fra verdensaltet der kommer til en måbende, lille by på landet, er også på spil i klimaspørgsmålet. Det giver mange politiske sager som kommer til vores nationale scene fra den internationale scene, en ekstra overpolitisk status, dvs. et klart skær af noget religiøst. Personer som er kendisser på den internationale scene, er endnu mere kendisser på vores lokale danske scene.

Ud over klimaspørgsmålet var det i 2009 budskabet om pandemien H1N1-influenzaen som steg ned til os og fik denne religiøse status i kraft af platheden:

· vi bør bedst muligt forebygge at befolkningen lider unødigt af influenza H1N1.

Det er afgørende for den religøse status at platheden er forbundet med frygt hos vælgerne. Det lykkedes aldrig rigtigt at rejse den nødvendige frygt for denne influenza i den danske befolkning. Influenza-kulten blev derfor aldrig så stærk hos os som den fx blev i Sverige og Norge som vel også er nationer der er mere modtagelige for religiøst tungsind og forbandelser end vi danske er.

Det er heller aldrig lykkedes at gøre Danmarks medlemskab af EU til noget der kommer i nærheden af at være en religiøs bevægelse i den danske befolkning. Platheden er god nok:

· Danmark bør indtage sin naturlige plads i Europa

Men der er jo ikke noget der bare ligner en folkelig religiøs bevægelse omkring den. Den nødvendige frygt skulle rejses ved hjælp fx af terror, finanskriser og miljøkatastrofer som EU skal redde vælgerne ud af. Men det vanskeliggøres af at EU i offentligheden nærmest fremtræder som en pamperorganisation. De frygtskabende historier går ofte på budgetoverskridelser, misbrug af tilskud, bestikkelse og embedsmænd i nøglepositioner som ”falder ud af vinduet” uden at nogen rigtig forstår hvorfor. Et symptom på problemerne med at sælge EU, er at der mangler gode skurke man kan forbande. Som sagerne ligger, findes de klareste skurke inde i organisationen. Der er derfor slet ingen udsigt til religiøs rejsning omkring EU.

At sætte fokus på teknikker og dydsscoring og spin i et så følelsesintenst spørgsmål som jordklodens overlevelse kan virke kættersk. Men det er vigtigt for demokratiet at vælgerne er opmærksomme på den grundregel i politisk kommunikation der siger at når vælgernes følelser er store, så kan politikere og andre score. Kun et meget kvalitetsbevidst, modigt medium tør bringe et indlæg som dette. Det bør hyldes.

Til toppen af siden