Demonstrativ afmagt

Demonstrationer når sjældent deres erklærede mål. Til gengæld skaber de altid de billeder i tv, som det egentlig handler om.

700 demonstranter fra Storbritannien og Frankrig skiftede forleden tog i Padborg. De skulle til klimatopmødet i København. Formålet var at få nogle budskaber banket igennem til politikerne i Bellacentret. Budskaber a la ”Bla bla bla – Action now” og ”There is no planet B”, som tv-seerne kunne se på store gule skilte under demonstrationen.

Efter demonstrationen spurgte en tv-journalist flere fremtrædende forhandlere inde i Bellacentret, om de havde hørt demonstranternes budskaber. Desværre havde forhandlerne ikke hørt noget. De havde heller ikke haft tid til at se tv-transmissionen fra demontrationen.

Meningen med dette tv-indslag var åbenbart at fortælle, at de 50 – 100.000 demonstranter havde valgt en forkert kommunikationsform. Mange seere sad sikkert også og spurgte sig selv, om der overhovedet var noget nyt at fortælle. Og hvorfor ikke bare sende en e-mail eller et dokument til Løkke eller Connie med 100.000 underskrifter i stedet for? Så kunne de jo fortælle eventuelle nye indsigter videre inde i centret.

Svaret ligger i billederne. Både på vores nationale tv og på CNN og Al Jazeera spillede demonstrantionerne en fremtrædende rolle i dækningen af topmødet. Et klima-topmøde uden demonstranter i konflikt med politi har svært ved at blive tophistorie. Og det er jo det, der er hele ideen, når demonstranter med betalt rejse fragtes hertil. Jordens befolkning demonstrerer for at bevare jordkloden.

At skabe disse billeder og få dem bragt ud til jordens befolkning er de deltagende protest-NGO’ers egentlige mål. Herved markedsføres NGO’en, og medlemmerne får belønning ved at se deres kamp så flot eksponeret i prime time. Det opmuntrer til næste aktion. Men ideen er selvfølgelig også, at der skal skabes nogle billeder, som rykker politisk hos verdensborgerne.

TV-nyhedsmediernes billeder er i dag grundlaget for den politiske magt. Men demokratiets institutioner er i høj grad indrettet, som om vi stadig lever i den græske bystat, hvor Aristoteles opfandt retorikken. Det betyder, at vi dyrker ordet og den rationelle diskussion og undervurderer de billeder, som danner vores meninger, mens vi ser dem. Billeder rammer alle uanset sprog, uddannelse og kultur. Derfor er billeder nøglen til vores holdninger. Så kan politikere og andre bagefter høste holdningerne ved at sætte rationelle argumenter på og således kanalisere dem ind i de etablerede institutioner ved hjælp af traditionel retorik.

Skyldes krigene i Irak og Afghanistan at muslimske fundamentalister fløj to kaprede fly ind i to skyskrabere i New York? Nej. Krigene skyldes billederne af det. Billederne rejste den frygt for konsekvenserne af intet at gøre, som sikrede lydhørhed over for rationelle argumenter for at gå i krig.

Men denne mekanisme er på spil overalt i dagens politik – også i det helt små. For ethvert offer, som et tv-indslag fortæller om, vil der findes mindst én politiker som pønser på, om der mon er basis for et rationelt begrundet forslag, som skal forebygge, at vi vil få billeder af denne slags ofre at se igen. Dette er demokratiets kreative kerneproces.

Ethvert pr-bureau og politisk partis kommunikationsafdeling ved selvfølgelig, at forretning og politik på den store scene, hvor alle skal påvirkes, drives af billeder. Men da pr-bureauer og kommunikationsafdelinger er nødt til at holde sig inden for lovens rammer, så kan der være noget tamt over de billeder, de frembringer for deres klienter. Hvor stramme grænserne er, så vi i efteråret, hvor succes-videoen om Karen, som søgte sit barns ukendte far, førte til fyring af den ansvarlige turistchef. Her står organisationer uden for ’the establishment’ friere.

Især Greenpeace er berømt for intelligente, men ulovlige aktioner, som involverer meget få demonstranter, men kræver en detaljeret planlægning. På mange måder ligesom Olsen-bandens velkendte aktioner, men med rent idealistiske mål. Alle kender billederne af gummibåde, som sejler i vejen for hvalfangere, og bannere, som hænger ned fra høje skorstene. Og nu også de to velklædte deltagere, som – på vej til dronningens middag – foldede bannere ud med teksten ’politicians talk, leaders act’. Det unormale ved denne aktion var, at politiet ikke var underrettet i forvejen. Det er afgørende for Greenpeace, at deres aktioner ikke medfører fysisk skade på personer. Her kunne en lidt for tændt sikkerhedsvagt godt være kommet til at skyde én eller begge de aktionerende. Det ville have været fatalt for Greenpeace’s image. Selv om det havde været endnu bedre tv end de billeder, vi nu ser igen og igen, hvor demonstranterne lodses af vejen, efter at især kvinden i mange sekunder har fået lejlighed til at vise budskabet.

Ideologiske bevægelser, som ønsker demokratiet afskaffet til fordel for – på papiret – mere ideelle løsninger, har overhovedet ingen hæmninger, når de skal have medierne til at lave billeder, som fremmer sagen. De hårdt konkurrerende medier i demokratiet vil aldrig kunne undlade at bringe netop de billeder, som sådanne bevægelsers terroraktioner skaber. Derfor kender alle Al Qaida, og vores public service-medier bringer de videoer og lydbånd som organisationen udsender med forbandelser og trusler om nye aktioner – ikke som betalte reklamer, men som ofte højt prioriteret nyhedsstof.

I sammenligning med mere topstyrede politiske systemer er demokratiet særligt sårbart for billeder, som kan underminere systemet. I princippet vises alt, som mindst et medium ønsker at vise. Vores tro på den rationelle samtale får os nok til undervurdere styrken i billeder, som kan eksplodere i offentlighedens hoveder. Der er en tyrkertro på, at man kan afmontere den bevidsthedsbombe, som et stærkt billede kan være, bare man pakker det ind i traditionel retorik med passende overskrifter, interviews og ekspertkommentarer. Selv om troen er stærk, så er det sikreste dog nok at sørge for, at sådanne billeder slet ikke opstår. Sådan som politiet gjorde, da de effektivt forebyggede voldsorgier ved klimatopmødets demonstrationer.

Til toppen af siden