Øksemanden og Big Brother

Bekæmpelse af terrorister kan ikke overlades til PET og folkeskolen. Befolkningen må mobiliseres som demokratiske fundamentalister. Det er ikke længere tilstrækkeligt at kæmpe for sin modstanders ret til at være uenig. Terrorismen tvinger os til at kæmpe for vores egen ret til at være uenig.

PET vidste godt at somalieren med øksen var medlem af et terroristisk netværk. Det siger chefen for PET selv. Og til de juridiske Kloge Åger som så brokkede sig over at PET ikke havde politianmeldt ham, forklarede PET-chefen pædagogisk at man ganske vist godt vidste at han var terrorist, men at man bare ikke vidste det så godt at det kunne holde i retten. Og det kan kun PET selv vide, for andre har ikke adgang til deres informationer. Samtidig kan vi læse i avisen at øksemanden aktivt har rekrutteret terrorister i Sverige. Somalieren selv siger at han slet ikke havde til hensigt at myrde Westergaard. Med økse og kniv i en taske tog han simpelt hen toget kl. 18 fra København og en taxa fra Århus Hovedbanegård ud til tegneren og stod så i stuen allerede kl. 22. Og hans familie og naboer og arbejdskolleger bedyrer at manden med øksen skam er en flink og fredelig fyr som er velintegreret og snart er familiefar til fire børn med sin fraskilte kone.

Nu er tegneren så blevet udstyret med bodyguard døgnet rundt. Det fuldtidsbeskæftiger 12 betjente og koster 30 årsværk på politiets regnskab.

Ingen ’Anti-Muhammed’ på vej

Historien om Westergaards skæbne er blevet grundigt dækket i alle medier. Og det har allerede skræmt mange kunstnere og kreative endnu mere end de var i forvejen. Flere fortæller at de er blevet ekstra varsomme med at skrive replikker i romaner og film som kan bringe familien i fare. Og man kan ikke være forsigtig nok. Filminstruktør Susanne Bier og hendes ellers helt frygtløse producer, Peter Ålbæk Jensen, har måttet forsikre Sudan om at en ny film som er på vej, slet ikke forhåner noget religiøst. Ingen behøver altså frygte at der er en film med titlen ’Anti-Muhammed’ på vej.

Folk som tror så stærkt på en sag at de er villige til at slå sig selv og andre ihjel for den, har stor magt i demokratiets politiske føljeton. Medierne fortæller vidt og bredt om den voldelige aktion og dens konsekvenser. Det er vand på terroristernes mølle. Mange af os fredelige tøffeldyr falder så til patten. Og ikke kun tøffeldyr. Selv en liberal frontkæmper som Bertel Haarder har indrømmet at han praktiserer selvcensur for at undgå at skulle leve et liv med konstant bodyguard. Samtidig understreger alle at ytringsfriheden skam gælder stadig – rent principielt. Da Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten enedes om ikke at vise Muhammed-tegningen igen i anledning af overfaldet på Westergaard, så understregede en chefredaktør at avisen rent principielt forbeholdt sig ret til at trykke tegningerne igen, for ”hvis vi ikke gjorde det, ville vi have tabt.”

Terroristiske dødbidere er kommet for at blive

Der er ingen grund til at blive hysterisk over det. Demokratiet bryder ikke sammen fordi ytringsfriheden går hen og bliver principiel når det handler om Muhammed. Men det gør medierne kedeligere at der ikke er nogen der tør tage gas på Muhammed. Og det føles også mærkeligt fordi vi samtidig ser mere og mere om Muhammeds tilhængere i tv-nyhederne. Og hvis det går hen og bliver en tendens i dansk politik at styre medierne og kunsten og kulturen på denne måde, så kan det blive ekstremt kedeligt at være vælger og borger. Den politiske debat får jo saft og kraft ved at de forskellige topfigurer offentligt mobber hinanden med ord. Demokratiet ville dø af kedsomhed hvis Løkke, Thorning og de andre hele tiden skulle undgå at gå til stålet fordi de frygtede at der stod en fanatisk politisk modstander med en økse i deres stue. Ganske vist rummer partierne stadig fanatiske medlemmer, men alle respekterer at man ikke må elske formanden så meget at man dræber dem der mobber ham eller hende.

Men desværre er de terroristiske dødbidere med økse kommet for at blive. Og de arbejder i flok: De er produkter af et netværk som indfanger svage sjæle, og hjernevasker dem til en fanatisk tro på netværkets mission som gør det naturligt at futte sig selv og andre af for at redde verden. Den eneste sikre effekt for os alle sammen er at livet bliver mere besværligt: Vi må fx ikke mere gå på havnemoler, og vi skal møde timer før vi skal op at flyve.

En terrorist er ikke lønmodtager

Frygten for at vi skal få et Big Brother-samfund er dog nok overdrevet. Erfaringer viser at det er yderst vanskeligt at indrette offentlige systemer således at de effektivt overvåger borgerne – selv når borgerne tigger og beder om det. Et aktuelt eksempel fra sundhedsområdet er de såkaldte kontaktpersoner som enhver patient der indlægges på hospital, skal have. Et flertal af kræftpatienter har ifølge en helt ny undersøgelse ikke mærket noget til at de har haft en sådan person. Ofte fremkommer historier i pressen om at patienter som har været gennem et længere forløb, måske på flere hospitaler eller afdelinger med forskellige specialer, har savnet en koordinerende person. Og man kan supplere med historier om borgere som forgæves bønfalder politi og alarmcentraler om hjælp. Hertil utallige historier om efterretningsvæsner som svigter, senest da en årvågen passager tilfældigvis reddede et amerikansk fly fra at blive sprængt i luften. Hvis Big Brother lever, så tyder meget på at han både er blind og døv.

Det er derfor næppe tilstrækkeligt at kampen mod fanatikerne føres af offentligt ansatte inden for skolevæsen, politi og efterretning. Ansatte som er underlagt regler for arbejdstid og normalt familieliv har svære kår når terrorister skal bekæmpes effektivt. En terrorist er ikke lønmodtager med fast ugentlig arbejdstid, men arbejder døgnet rundt alle ugens dage uden anden betaling end anerkendelse fra de gamle drenge i netværket. Og er villige til at ofre deres liv for sagen. Her må offentligt ansatte stå af – også selv om de er topmotiverede og brænder for karrieren.

En anden begrænsning i effektiv bekæmpelse af terrorister er de midler et demokrati er villig til at bruge. Hverken udvisning eller fængsling reducerer jo den fanatisme som driver galskaben.

Demokratiske fundamentalister

De terroristiske netværk har ingen hæmninger når det kommer til opdragelse og genopdragelse. Her er hjernevask helt naturlig fordi den sag man kæmper for er så supergod at ethvert menneske bare er et middel. Jævnligt dukker der på tv optagelser op af tilfangetagne soldater som stærkt angriber deres eget land og den krig mod terror som udkæmpes. Måske er de stadig iført deres militære uniform for at understrege at her taler altså en soldat som har indset sandheden og nu står åbent frem, så familie, venner, andre soldater og alle vælgerne i det demokratiske land som har sendt ham i krig, med egne øjne og ører kan se og høre at han helt frivilligt og med overbevisning fortæller dem sandheden. Og alle medier viser forestillingen.

Selvfølgelig kan religiøse fundamentalister som øksemanden også hjernevaskes den anden vej. Selvfølgelig kan sådanne folk i løbet af relativt kort tid bringes til i stærke vendinger afskrive deres tidligere, fanatiske tro. Og kaste sig ind i kampen for demokratiet. Rent teknisk er det muligt. Men sådanne metoder er uacceptable i et demokrati.

Ikke engang Big Brother kan altså redde os fra terrorisme. Vi er nødt til selv at tage fat. Den demokratiske stat kan kun i længden holde terrorismen stangen hvis den bakkes op af borgere som er demokratiske fundamentalister. Og det er ikke længere tilstrækkeligt at kæmpe for sin modstanders ret til at være uenig. Terrorismen tvinger os til at kæmpe for vores egen ret til at være uenig.

Til toppen af siden