Tålt selvcensur

Fra at være noget privat, som vi hver især praktiserer af høflighed, for at gøre karriere eller lignende, så er selvcensuren nu blevet noget, vi alle gør sammen – med åbne øjne.

Selvcensur er ikke noget særligt. Tværtimod vækker folk uden selvcensur opsigt. Det er en lidelse at være sammen med folk, som altid skal sige sandheden her og nu. Sådanne mennesker findes, men de er ofte meget ensomme, fordi de sender alle langt væk. De opfattes som selvoptagne og hensynsløse. Selv børn lærer tidligt, at det er smart at koble det, man siger, med det, man gerne vil opnå. Selv om Godfather er en fed morder, så siger kun tåber det, mens han hører det.

Alligevel er det tankevækkende, at et stort flertal af landets vælgere er enig med de tre store, landsdækkende morgenaviser i, at Muhammed-tegningen ikke bør vises igen, selv om samme tegning er anledningen til, at der forleden gik en øksemand løs på tegneren i hans dagligstue.

Eksperimentet som afslørede langt mere end nogen havde drømt om

Hele forløbet startede med at Jyllands-Posten bad en række tegnere om at tegne Muhammed til avisen. Formålet var at kaste lys over selvcensuren i landet. Det var kommet bladet for øre, at forfatteren Kåre Bluitgen havde meget svært ved at finde en illustrator til en bog om Muhammed.

Resultatet overraskede vist alle. Danmark kom i sin værste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig. Jyllands-Postens bygninger, kulturredaktøren og tegneren er i dag højt placerede mål for ekstreme muslimske organisationer og deres selvmordsaktivister. Og selvcensuren er nu blevet helt officiel og accepteret af medier og landets borgere. Fra at være noget privat, som vi hver især praktiserer af høflighed, for at gøre karriere eller lignende, så er selvcensuren blevet noget, vi alle gør sammen – med øjnene åbne. Vi har lært lektien. Selvcensuren blev afsløret, men det førte ikke til at den blev svækket eller fjernet. Tværtimod er den nu blevet officiel og dermed stærkere end nogensinde.

Den store Leder som frelser

Man kan spørge, om det gør så meget? Vi kan jo stadigvæk tænke, hvad vi vil. Og se tegningen for vores indre øje. Men i demokratiet gør det al mulig forskel, om noget må siges i debatten eller ej. Det er fx både lovligt og ønskeligt, at politiske ledere får sandheden at vide. Enhver, der stiller sig op på en piedestal, må også acceptere at blive pillet ned igen – og helst smile hele vejen ned for at begrænse vælgerflugten.

Det betyder, at ethvert tilløb til, at en figur udvikler sig til Den store Leder og en frelserfigur ret hurtigt bliver saboteret af andre aktører i demokratiets politiske føljeton. Derfor gror Løkke ikke ind i himlen. Når fanatiske tilhængere af en figur med terror får andre medvirkende til at udøve selvcensur, så rammes demokratiet derfor på et af sine mest ømme punkter. Det bliver umuligt at pille figuren ned fra den piedestal, som tilhængerne utrætteligt stabler ham op på med ord og gerninger. Han bliver stille og roligt en stærkere autoritet i offentligheden, som alle andre aktører skal tage stadig mere hensyn til. Han og hans tilhængere behandles derfor mere og mere i medierne, samtidig med, at han er værnet mod satire og hårde angreb.

Ytringsfriheden er blevet principiel

Samtidig afviser både medier og politikere, at de er ramt af selvcensur. Ét af de argumenter, som blev brugt af medierne for ikke igen at vise Muhammedtegningen, var, at alle jo kendte den allerede. Derfor var det ud fra et rent sagligt nyhedssynspunkt overflødigt at vise den. Og man afviste, at det havde spillet nogen rolle, at et klart flertal af befolkningen også syntes, at det var bedst ikke at vise den igen.

Men i medierne fungerer billeder jo ikke som illustrationer i et leksikon. Vi ser igen og igen de samme billeder, som vi allerede har set til bevidstløshed, fx billedet af de to fly som terrorister styrer ind i Twin Towers. Og hvorfor dog hele tiden vise billeder af Løkke? Alle ved jo, hvordan han ser ud. Billeder, vi ser igen og igen i nyhedsmedierne, skal genopvække følelser og fortælle, at nu fortsættes føljetonen – ligesom jingles i et underholdningsprogram. Og til denne brug er Muhammed-tegningen jo uovertruffen. Nu må vi så i stedet nøjes med igen og igen at se tegneren, som hænger et indrammet billede af siden fra Jyllands-Posten med alle tegningerne op på væggen i sin entré.

Helt grotesk var argumentationen fra auktionsfirmaet Laurits.com, som afviste at sælge en Westergaard-akvarel til fordel for Haiti-hjælpen: ”Vi kan ikke overskue konsekvenserne af et salg. Når vi ikke kan overskue konsekvenserne af et salg, kan vi heller ikke i dette tilfælde lave en risikobedømmelse – fx for vores medarbejdere. Og så sætter vi ikke en vare til salg.” Den begrundelse har mange politikere, inklusive statsministeren, taget stærkt afstand fra. Og benyttet som anledning til at advare stærkt og mandigt mod selvcensur. Principielt gælder ytringsfriheden stadig. Det bekræfter også flere eksperter.

Selvcensur er noget andre gør

Voldsepisoderne i forlængelse af Muhammed-tegningen har medført at mange debattører, politikere, kunstnere og det store flertal af borgere nu har valgt selvcensuren. Men det sker som regel med en hel del bortforklaringer. Måske erkender man slet ikke, at man har pålagt sig selvcensur. At man har lyst til at sige noget, men undlader det af hensyn til faren for voldelige repressalier, er jo noget, som man kun selv er klar over og derfor også let kan holde kæft med eller bortforklare. Det er både lettest og som regel også bedst for selvrespekten at bortforklare selvcensur fremfor officielt at erkende den. Og hvis man ikke engang selv indser, at man har underlagt sig selvcensur, så kan selvrespekten jo slet ingen skade tage. Selvcensur er kun noget, som andre lider af – og som man måske ovenikøbet selv tager offentligt afstand fra, samtidig med at man i praksis udøver den.

Når mange debattører og medier og store befolkningsgrupper ønsker at forebygge vold gennem selvcensur, så opstår der et kollektivt behov for at legitimere, at man gør det. Det er ikke bare en privatsag, men bliver en politisk eller forretningsmæssig fordel at legitimere at de voldelige og de symboler, som de forsvarer, behandles bedre i offentligheden.

Vold à selvcensur à politiske resultater

Trin 1 er at man viser respekt og forståelse over for de stærke følelser, som åbenbart driver så desperate voldelige handlinger, som netværket udfører. Fordømmelse og dermed kamp mod netværket erstattes af forståelse for, at der er tale om ”krænkelse”, ”manglende respekt”, ”intolerance” og lignende. I dette valg af, hvordan man beskriver baggrunden for volden, ligger det afgørende politiske valg mellem at bekæmpe eller acceptere den voldelige teknik. Dette valg leder direkte og logisk over i de følgende trin.

Trin 2 er, at man oplyser om baggrunden for disse følelser, dvs. oplyser om det voldelige netværks ideologi, herunder dets historie og ideologiske mål.

Trin 3 er, at man på så officielt niveau som muligt konkret går i dialog med netværkets officielle repræsentanter.

Trin 4 er, at man imødekommer konkrete ønsker om politisk handling fra netværkets officielle repræsentanter.

På denne måde leder disse faktorer:

· ekstrem, men lovlig politisk eller religiøs organisation som er omgivet af

· hemmeligt netværk med voldelige aspiranter

· mange neutrale borgere som bare ønsker at få fred

· debattører og kunstnere som hemmeligt pålægger sig selvcensur

· politikere som ønsker at skabe ”fred i vor tid” til de mange neutrale borgere

· medier som gerne vil formidle freden og tilfredsstille det store brede behov for legitimation af selvcensur

frem til de 4 trin til handlinger som medfører at demokratiet imødekommer den ekstreme organisations ønsker.

Mekanismerne er stærke og kan muligvis ikke stoppes. Men det er nok væsentligt at vi bliver ved med at skrive kronikker om det, når det sker. Og at medierne trykker dem.

Til toppen af siden