Fra krig til fred

Stemningen af alt-eller-intet er nødvendig for at få vælgerne til at acceptere at man går i krig. Men denne officielle krigsretorik er en klods om benet når tiden er moden til forhandling.

Hells Angels har sluttet fred med indvandrerbanderne. Og i Afghanistan tegner der sig en løsning hvor NATO og den netop valgte regering må forhandle med Taleban i stedet for at slå dem ihjel. Samtidig skal man betale mindre fanatiske Talebankrigere for at holde op med at kæmpe for Taleban og fx blive almindelige bønder eller gå ind i politiet eller militæret.

Baggrunden for begge aftaler er at parterne indser at de ikke kan vinde den voldelige kamp. Det mulige udbytte står ikke mål med omkostningerne. Herefter enes man om et kompromis som nøje afspejler de fysiske magtforhold som striden har blotlagt.

Det handler om territorier

Det er langt lettere for kriminelle bander at lave en fredsaftale end det er for NATO at lave en aftale med Taleban. Der er ikke så meget ideologi og højstemte værdierklæringer omkring bandekrigen. Parterne vil bare gerne have fred for den andens indblanding i ens egen kriminalitet. Udfordringen er at dele de gode territorier mellem sig. Og så få baglandet til at rette ind. Internt i banderne kan man fortsat hade og afsky den anden bande med udtalelser, forbandelser og hån. Det er kun når de er til stede at man er nødt til at skrue ned for retorikken. Og så er det blevet forbudt at slå dem ihjel.

NATO og de krigsførende demokratier må ud i et større ideologisk arbejde for at få vælgerne med på en fredsaftale. For at skabe accept af at man gik ind i krigen og betalte til den, har man argumenteret med at det gælder demokratiets liv eller død.

Igen handler det – som bandekrigen – om territorier. NATO angriber et af terrorismens arnesteder. Men ingen i den hårde kerne i bandekrigen har formentlig forestillet sig at man kunne udrydde den anden bande ved at føre krig. Det har hele tiden drejet sig om at få en forhandlingsposition som kunne sikre en fornuftig aftale og freden til at fortsætte forretningerne.

Mediernes bombardement

Men når et demokrati går i krig, så er det forholdsvis håbløst at overbevise befolkningen om at det i virkeligheden handler om at sikre sig noget så bureaukratisk som en god forhandlingsposition for en fredsaftale. Man må ideologisk helt op i det røde felt hvor det handler om at besejre fjenden, dvs. få fjenden til at kapitulere. Man forestiller sig noget i retning af Anden Verdenskrig hvor De Allierede besejrede Aksemagterne så de indgik en betingelsesløs kapitulation.

Stemningen af alt-eller-intet er nødvendig for at få vælgerne til at acceptere at man går i krig. Men denne officielle krigsretorik er en klods om benet når tiden er moden til forhandling. I takt med at vælgernes opbakning til krigen svækkes på grund af en række historier om døde soldater og de pårørendes afsavn og lidelser, så vil den regering som fører krigen, skrue op for de ideologiske begrundelser for fortsat at føre den. Men de demokratiske medier fortæller vanen tro om ofrene. Og medmindre befolkningens angst for terrorisme akut styrkes fordi der finder et alvorligt terrorangreb sted i nabolaget, så vil mediernes historier om krigens ofre bombarderer befolkningen med argumenter imod krigen. Og så må regeringen jo på et tidspunkt finde en måde at slutte den på.

Klar til fredens fornuft

De fanatikere som man i går var nødt til at slå ihjel for at sætte en stopper for terrorismen, skal man så i morgen sidde og forhandle fred med under civiliserede former. Heldigvis er det mest et rent retorisk problem. For stadig flere vælgere er modne til en aftale og vil derfor se særdeles velvilligt på ethvert forsøg på at begrunde forhandlingsvejen rationelt.

Til toppen af siden

;_top