|
|
Bragt som
kronik i Jyllands-Posten 01-04-2010. Senest opdateret 23-11-2018 16:04:29
(illustration – foto taget af forfatteren på Søfartsmuseet i Helsingør
2010 - indsat 23-11-2018)
Mordene på
den tidligere bandeleder Nedim Yasar og journalisten Jamal Khashoggi
spreder bølger af selvcensur. Fuldstændig som volden efter
Muhammedaffæren gjorde i nullerne – og stadig gør.
Strøget af selvcensuren
Fra
at være noget privat, som vi hver især praktiserer af høflighed, for at
gøre karriere eller score en partner, så er selvcensur efter
Muhammed-affæren blevet noget, vi alle gør sammen – med åbne øjne. Læs ”Fire trin til
stueren vold” og hvordan
medierne legitimerer selvcensur.
Det er en lidelse at være sammen med folk, som altid
skal sige sandheden her og nu. Sådanne mennesker er derfor ofte meget
ensomme. De opfattes som selvoptagne og hensynsløse. Børn lærer
tidligt, at det er mest smart at tale om lommepenge, når far og mor er
i godt humør. Selv om Godfather myrder folk, så skal man være godt dum
for at sige ham det lige op i hans åbne ansigt.
Alligevel er det opsigtsvækkende, at et stort flertal af
landets vælgere i januar var enig med de tre store, landsdækkende
morgenaviser i, at Muhammed-tegningen ikke bør vises igen, selv om
samme tegning var anledningen til, at der gik en øksemand truende rundt
i tegneren Kurt Westergaards dagligstue. Og for kort tid siden kunne
foreningen af Danske Bladtegnere ikke enes om en støtteerklæring til
Lars Vilks i forbindelse med aktuelle dødstrusler mod ham. Den svenske
bladtegner har tegnet Muhammed som hund.
Selvcensuren her i vores land er nu blevet accepteret af
medier og landets borgere. Fra at være noget privat, som vi hver især
praktiserer af høflighed, for at gøre karriere eller score en partner,
så er selvcensuren blevet noget, vi alle gør sammen – med øjnene åbne.
Voldens triumf pakkes ind i åndelig, etisk snak
Men gør det egentlig så meget? Vi kan jo stadigvæk
tænke, hvad vi vil. Og se tegningen for vores indre øje alt det, vi
lyster. Hvilken forskel kan en lille tegning gøre? Selvcensurens
bortforklaringer er mange, og de har alle sammen samme omkvæd:
”Principielt forbeholder vi os ret til fortsat at trykke tegningen.”
Sandheden er, at det er et stort problem for os, at vi
har måttet bøje os for rå vold. Vi har lært i skolen, at vi har
demokrati, og at de gode argumenter tæller. Og når stemmerne er talt
op, så skal alle rette sig efter flertallet. Ikke noget med at myrde
dem, der mener noget andet end en selv. Det er pinligt for os alle
sammen, at vi har en presse, som har været nødt til at falde til patten
på grund af vold og trusler om vold. Det er forståeligt af praktiske
hensyn, men det er ikke spor rart at se på.
Derfor er vi i fuld gang med krisearbejdet. Det består
først og fremmest i, at den rå, men ubærlige kendsgerning om, at volden
har vundet en stor sejr, pakkes ind i en masse åndelig, etisk snak. Det
er en helt almindelig retorisk teknik til bortforklaring af
ubehagelige, simple kendsgerninger at lade dem forsvinde ind i
komplicerede udredninger med abstrakte begreber. Her kommer udtryk som
’krænkelse’, ’hensyn’, ’pli’, ’respekt’, ’frygt’, ’etik’, ’mod’ og
’ytringsfrihed’ på banen. Alt sammen skal det redde vores fælles
demokratiske ansigt, som vi tabte, da vi så volden vinde. Vi oplever
også dramatiske bodsgange, som da dagbladet Politiken undskyldte over
for en advokat, at op mod hundredtusinde mennesker, som mener, de
nedstammer fra profeten, var blevet krænket.
Selvcensur? Hvor? Hvem?
En anden bortforklaring består i, at man helt afviser,
at man er ramt af selvcensur. Ét af de argumenter, som blev brugt af
medierne for ikke igen at vise Muhammedtegningen, var, at alle jo
kendte den allerede. Derfor var det ud fra et rent sagligt
nyhedssynspunkt overflødigt at vise den. Og man afviste, at det havde
spillet nogen rolle, at et klart flertal af befolkningen også syntes,
at det var bedst ikke at vise den igen.
Men i medierne fungerer billeder jo ikke som
illustrationer i et leksikon. Vi ser igen og igen de samme billeder,
som vi allerede har set til bevidstløshed, f.eks. billedet af de to fly
som terrorister styrer ind i Twin Towers. Og hvorfor dog hele tiden
vise billeder af Løkke og Thorning? Alle ved jo, hvordan de ser ud.
Billeder, vi ser igen og igen i nyhedsmedierne, skal genopvække
følelser og fortælle, at nu fortsættes føljetonen – ligesom jingles i
et underholdningsprogram. Så argumentet med, at alle kender den i
forvejen, gør kun tegningen ekstra brugbar.
Villy Søvndal kommer aldrig til at gå på vandet
Bortforklaringerne ændrer ikke ved at den kollektive,
voldsbaserede selvcensur er blevet virkelighed her i landet. Håbet er
nu, at den ikke breder sig. For debatten bliver kedelig og blodløs, når
der er figurer, der ikke må udsættes for satire, humor og drillerier.
Det er ved at iagttage og bedømme striden mellem konkurrerende
politikere, at vælgerne finder ud af, hvordan virkeligheden er, og hvem
der skal stemmes på. Enhver politiker, der stiller sig op på en
piedestal, må også acceptere at blive pillet ned igen af konkurrerende
politikere og pressen. Og samtidig skal han huske at smile hele vejen
ned for at begrænse vælgerflugten.
Det betyder, at ethvert tilløb til, at en figur udvikler
sig til ’Den store Leder som frelser’ ret hurtigt bliver saboteret af
andre aktører i demokratiets politiske føljeton. Derfor gror Løkke ikke
ind i himlen. Og derfor kommer Villy Søvndal aldrig til at gå på
vandet. Når fanatiske tilhængere af en figur med terror får andre
medvirkende til at udøve selvcensur, så rammes demokratiet derfor på et
af sine mest ømme punkter. Også selv om figuren ikke er partileder, men
en religiøs skikkelse af stor betydning for mange vælgere. Det bliver
umuligt at pille figuren ned fra den piedestal, som tilhængerne
utrætteligt stabler ham op på med ord og gerninger. Han bliver stille
og roligt en stærkere autoritet i offentligheden, som alle andre
aktører skal tage stadig mere hensyn til. Han og hans tilhængere
behandles derfor mere og mere i medierne, samtidig med, at han er
værnet mod satire og hårde angreb.
Det er simpelthen ikke fair over for Lars Løkke og de
andre, som hele tiden må løbe spidsrod. De udsættes igen og igen for
nådesløse satiriske tegninger – uden udsigt til, at hverken de selv
eller deres efterkommere ser skyggen af en undskyldning for krænkelser.
Fire trin til stueren vold
Og på længere sigt har det nogle følger, at en gruppe
fanatikere med vold kuer mange debattører, medier og store
befolkningsgrupper til selvcensur. Selvcensur består nemlig ikke bare
i, at man kvæler noget inde i sig selv. Kollektiv selvcensur fører også
til fremadrettet handling, fordi der er et stort fælles behov for at
legitimere den. Det bliver en politisk eller forretningsmæssig fordel
at legitimere, at de voldelige og de symboler, som de forsvarer,
behandles bedre i offentligheden. Det er mekanismer, der er på spil
hver gang en lovlig politisk eller religiøs organisation er forbundet
med et ulovligt, hemmeligt netværk med voldelige fanatikere. Den
påvirkningsproces, som sættes i gang, ser således ud:
Trin 1: Man viser
respekt og forståelse over for de stærke følelser, som åbenbart driver
så desperate voldelige handlinger, som netværket udfører. Fordømmelse
og dermed kamp mod netværket erstattes af forståelse for, at der er
tale om krænkelse, manglende respekt, intolerance og lignende. I dette
valg af, hvordan man beskriver baggrunden for volden, ligger det
afgørende politiske valg mellem at bekæmpe eller acceptere den
voldelige teknik. Dette valg leder direkte og logisk over i de følgende
trin.
Trin 2: Man oplyser
befolkningen om baggrunden for disse følelser, dvs. oplyser om det
voldelige netværks ideologi, herunder dets historie og ideologiske mål.
Det sker fx gennem baggrundsartikler og løbende nyhedsdækning i
medierne.
Trin 3: Landets
myndigheder intensiverer på så officielt niveau som muligt dialogen med
de lovlige organisationer og foreninger, som det voldelige netværk er
forbundet med.
Trin 4: Landets
myndigheder imødekommer konkrete ønsker om politisk handling fra disse
lovlige organisationer og foreninger. De kan eventuelt nu være
etableret som politisk parti.
Medierne legitimerer selvcensuren
På denne måde leder disse faktorer:
·
ekstrem,
men lovlig politisk eller religiøs organisation som er omgivet af
·
hemmeligt
netværk med voldelige ekstremister
·
mange
neutrale borgere som bare ønsker at få fred
·
debattører
og kunstnere som hemmeligt pålægger sig selvcensur
·
politikere
som ønsker at skabe ”fred i vor tid” til de mange neutrale borgere
·
medier
som gerne vil formidle freden og tilfredsstille det store brede behov
for legitimation af selvcensur
frem til de 4 trin til handlinger som medfører at
demokratiet særbehandler den pågældende lovlige organisation eller
forening.
Mekanismerne er stærke og kan muligvis ikke stoppes. Men
det er nok væsentligt bl.a. at skrive kronikker om det. Og at medierne
trykker dem, selv om selvcensuren siger, at de skal lade være. Og hver
gang det bliver forbudt at lave satire om noget, fordi der trues med
bål og brand, så bør alle landets sirener lyde.
Læs
om selvcensur som pædagogisk og politisk påvirkningsmiddel i Håndbog for undertrykte,
herunder
om reglen Tvang gør frivillig.
Klaus
Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk
|
|
