Gud som retorisk nødvendighed

Pædofilisagerne i den katolske kirke er gode til at vise at en religion grundlæggende er en organisation som alle andre. En organisation som andre organisationer kan lære meget af, bl.a. værdien af stor kærlighed til en autoritet som altid lytter.

Sex og religion er en stærk cocktail. Både sangerinden Madonna og salige Jens Jørgen Thorsen har med stor succes vakt opsigt ved at koble kristne symboler eller figurer med sex. Kirkens folk har ført an i fordømmelsen af dette.

Derfor vækker det naturligvis ekstra opsigt når det viser sig at præster i den katolske kirke har misbrugt børn seksuelt. Noget som vist hverken Madonna eller provokatøren Thorsen kom i nærheden af at antyde. Og disse forhold har stået på i årtier. Kirkens lokale ledelser har fået underretning om nogle af tilfældene. Det har typisk ført til forflyttelse af præsten. Selv om der har været tale om alvorlige brud på det borgerlige samfunds regler, så har kirken altså holdt sagerne internt uden at melde det til politiet.

Kun fordi nye sager i de senere år er blevet ved med at pible frem i medierne, har kirken fyret folk, udbetalt klækkelige erstatninger til ofrene og undskyldt. Og myndighederne, politi og retsvæsen, er blevet aktiveret. For tiden underkastes alle pavens offentlige udtalelser granskning af kommentatorer: Får offentligheden, alle ofrene og menighederne rundt om i verden en klar pavelig undskyldning for overgrebene fra de ansatte i hans organisation? Den er vist ikke helt kommet endnu, men de skriftkloge mener at det snerper. Paven er gået så langt at han har beklaget det der er sket.

Uden frie medier, ingen kontrol af etikken

Håndteringen af den krise det giver at nogle præster forgriber sig på børn i deres varetægt, viser at en religion er en organisation hvis etik i høj grad afhænger af mediernes muligheder for at fortælle om hvad der foregår i organisationen. Og mediernes muligheder for dette afhænger helt af at der er vidner og ofre der tør stå frem – i det mindste anonymt. Og helst med uafviselig dokumentation af overgrebene. På denne måde ligner en religion enhver anden organisation.

Hvis den katolske kirke udelukkende fandtes i autoritære systemer, så ville vi aldrig være kommet i nærheden af at have hørt om disse skandaler. En etableret religions magt over sjælene er uden begrænsning i systemer med centralt styrede medier. Og det er jo i langt de fleste lande i denne verden at medierne er centralt styrede. Her er indbyggerne altså helt i lommen på religionens egen opfattelse af ret og rimeligt.

En genial løsning på et etisk problem

Hvor andre organisationer så godt de kan, forsøger at fremtræde mest muligt etiske og ansvarlige, så har religioner fundet den ideelle løsning på det etiske problem: Religionen har simpelt hen ejerskab til selveste den menneskelige etik. Derfor er en religion pr definition superetisk. Påstanden at religionen er uetisk, giver derfor slet ikke mening – ifølge religionen selv. På samme måde som påstanden ’Store Broder er ugod’ er meningsløs på Nysprog i Orwells 1984. I lande med centralt styrede medier mister man derfor rask væk hovedet hvis man antyder at den herskende religion af og til kan være lidt ugod. Det er kætteri og blasfemi. De historier som religionen fortæller igen og igen til sine troende og novicer, forklarer hvordan det gik til at religionens forfædre fik overdraget dette ansvar for menneskers etik fra ”Kraften” eller Gud.

Religioner er denne verdens ældste organisationer. Og det er de fordi de på genial vis har løst alle organisationers evindelige problem med at gøre sig uundværlig. Andre organisationer har derfor rigtig meget at lære af religionerne. Der er grund til at have stor respekt og ydmyghed over for ethvert menneskes bestræbelser på at øge selvrespekten, få anerkendelse fra omgivelserne og en mening med sit liv. Og her har religionerne et produkt som står stærkt. At dele fantasier og stærke følelser med andre ved at deltage i smukke, stemningsfulde ritualer er simpelt hen den måde hvorpå langt de fleste mennesker på kloden finder ro, tryghed, overblik og mening med deres liv. Her leverer religionerne varen i en verden som ellers kan forekomme pinagtigt tilfældig, brutal og uretfærdig.

Men selv om produktet er enestående, så er de sproglige teknikker der bruges når religionens produkt skal udbredes, forbedres og sælges til gamle og nye kunder, de samme som bruges i enhver anden organisation. Dog sjældent med samme konsekvens og fokus.

Værdien af en elsket leder

Fx er kirkens arbejde med kærlighed lærerig. En af de grundlæggende udfordringer i ledelse er at ingen leder kan kontrollere sine ansatte 100% rent fysisk. Selv i den katolske kirke som ellers er specialist i kærlighed, har man denne ledelsesudfordring. Det viser pædofilisagerne klart. En leder kan simpelthen ikke blive elsket for meget, hvis han skal have styr på organisationen. Det gælder i en kirke og i enhver anden organisation. Ved at få indbygget sig som en stærk positiv figur i de ansatte, kunder, forretningsforbindelser kan lederen styre ved at få de ansatte til at styre sig selv.

Når lederen er installeret med et stærkt image – eller som man også kan sige: som Stor Ånd – i den ansatte, så får den ansatte fx dårlig samvittighed hvis han melder sig syg uden reel årsag, eller hvis han forgriber sig på en messedreng. Og da kirken samtidig har monopol på at levere tilgivelse, så er ringen sluttet: De ansatte og de troende er helt omsluttet af organisationen. Kærligheden kommer fra organisationen, og eventuelle brud på kærligheden skal indberettes, ”skriftes”, hvorefter man belønnes med tilgivelse – som gør den tilgivne endnu mere taknemmelig over for organisationen.

En religion er interessant bl.a. fordi den i så ekstrem grad demonstrerer hvor vitalt det er for en organisation at have billedet af en elsket autoritet installeret i de ansatte, kunder, forretningsforbindelser, medlemmer. At have sådan én at tale til, altid, uanset hvor man er, og hvad man laver, giver selvrespekt, anerkendelse og livsmening. Når sådan en figur er etableret, så har organisationen og dens leder derfor stor magt. Jo mere man elsker sin leder, jo mere vil man ofre for at forsvare ham og skaffe nye tilhængere.

Disse mekanismer er ikke noget som den religiøse organisation har monopol på. Det er mekanismer som kendes overalt. Og som bruges bredt af politiske partier og de fleste andre organisationer. Det kaldes person- og producent-branding i faglitteraturen. Men religioner har brugt det effektivt mange hundrede tusinde år før forskningen opdagede det.

Sprogets vej til Dat

For en retorisk analyse er det interessante ved religioner slet ikke om den ene eller den anden religion har ret. Alle stridigheder fx om kvinder skal gå med slør og mænd have skæg, og hvornår man må have sex med hvem og hvordan, opstår udelukkende fordi de forskellige religioner er organisationer der konkurrerer på liv og død om sjælene. Alle religioner har ret i det væsentlige, nemlig i at en elsket autoritet – som man fx kan kalde Den allyttende Tier, Dat – er retorisk god at have når livet skal leves. Det kan variere fra religion til religion i hvilket omfang Dat løbende taler direkte og i klar tekst til sine tilhængere. Men det er så vidt jeg ved aldrig forekommet at en gud ikke er en der lytter opmærksomt: modtager bønner og eventuelt offergaver. Derfor er figuren Den allyttende Tier, Dat, alle religioners mindste fællesnævner.

Læs mere om DAT her:

Kan troen på Dat blive for stærk? Fx når troende tager livet af sig selv og andre for deres tros skyld. Eller når de chikanerer, håner eller krænker folk med en anden tro. Men ingen dræber eller krænker på grund af den retorisk nødvendige, elskede autoritet, Dat. Man gør det for at tjene en organisation som påstår at den har patent på Dat. Det er når de religiøse organisationer konkurrerer, at folk kan se et formål med at pine og plage hinanden. Også her ligner religioner mange andre organisationer.

Til toppen af siden