Valget 2011 står mellem ydmyghed og drømme

At regeringen jævnligt erklærer stor ydmyghed, beklager og undskylder, er slet ikke nok. Der skal bodsgang til i opsigtsvækkende omfang for at undgå at stadig flere synes at Helle skal have lov at gøre sin drøm til virkelighed

Ikke for at prale. Men jeg forudsagde i en bog fra foråret 2001 (’Spindoktor’) både at vi ville få en Venstreledet regering efter det folketingsvalg som skulle komme senest i marts 2002, og at vi her ca 10 år senere igen ville få en Socialdemokratisk ledet regering. Og hvad skete? Fogh-regeringerne begyndte ganske rigtigt i efteråret 2001. Og meget tyder i øjeblikket på at anden del af forudsigelsen også sker fyldest ved næste valg.

Meget kan ændres inden valget kommer, formentlig i maj-juni 2011. Men der er også nogle få væsentlige ting som ikke ændres. Bl.a. vil partilederne være de samme. Selv Lene Espersen. Også medierne vil være de samme med de samme reflekser. Og det gør det muligt at forudsige valgets resultat i store træk. Valget 2011 står nemlig allerede nu klart mellem ydmyghed og drømme. Regeringen skal bombardere vælgerne med ydmyghed for at trænge seernes naturlige forventninger om at figuren Helle udvikler sig til statsminister, tilbage.

Lars Løkke er offer for sin tro på politisk substans

Men det holder hårdt. At vise ydmyghed er en svær kunst når man samtidig sidder på magten. Og Lars Løkke Rasmussen har slet ikke sin forgængers respekt for den æstetiske side af politik: alt det der ikke handler om økonomi, jura og administration. Flere ting hos Løkke viser dette. Han har ved flere lejligheder angrebet kommentatorer og ”Kloge Åger” som giver ham dårlige karakterer for medieoptræden og -håndtering. Desuden har han flere gange udtrykkeligt afvist at svare på ”proces-spørgsmål”. Og han har tidligt i sin statsministertid accepteret at gå i offentlig debat med Helle Thorning-Schmidt. Hertil kommer flere tilfælde hvor han udvandrer fra spørgende journalister. Og på det seneste også en afvisning af at møde op til samråd med den begrundelse at spørgsmålene allerede er besvarede.

Hver for sig kan disse iagttagelser forekomme ret ligegyldige. Problemet for Lars Løkke er at han selv anser dem for at være helt ligegyldige. Det er hans Akilleshæl. At forestille sig at Løkke ville lukke kompetente, respektløse spindoktorer af samme kaliber som Henrik Qvortrup, Michael Kristiansen eller Michael Ulveman ind i sin inderkreds, er utopi. Det ville jo forudsætte at han troede på at de havde noget væsentligt at bidrage med. Men Lars Løkke har slet ikke Foghs ambitioner om at overgå sine modstandere også på dette politiske område. Løkke koncenterer sig om substansen og interesserer sig ikke specielt for formen. Løkke tror på at han selv kan.

Substans som grød på kakkelbordene

Det skal en statsminister selvfølgelig også altid gøre. Officielt. Men i moderne dansk politik betyder form mere og mere fordi stadig flere vælgere sidder med fingeren på fjernkontrollen helt op til valgdagen og zapper rundt mellem politikere og partier. Så samtidig med at politikeren hylder substansen, skal han eller hun spille mere og mere kompetent på formen. Det forstod Fogh. Og han forstod at oversætte det til praktisk politik. Det gjorde det bl.a. muligt for ham at vinde tre valg i rap. Men endnu mere imponerende: at få en enestående flot sortie fra dansk politik til verdenspolitik. Selv om mange medier og store dele af befolkningen havde gennemskuet hans mange rejser rundt i verden for at gøre sine hoser grønne til store poster, så fik ingen skovlen under ham før han selv gik. Han gik som vinder for fuld musik – selv om alle jo klart kunne se at han havde løjet tykt undervejs over for os allesammen.

Løkke er selv det første offer for sin egen ringeagt for formen. Det er forklaringen på at Løkke hele tiden kæmper forgæves for at komme i offensiven med forslag som kun eliten af Venstres vælgerkorps har en klar opfattelse af få dage efter de er fremsat. Han er offer for sin egen sympatiske tro på substansens store betydning. Men substans er helt ligegyldigt hvis den form substansen får ”ude ved kakkelbordene”, ligner grød.

Vælgernes særlige ekspertise

Enhver slagkraftig politisk strategi er nødt til at bygge på

· den politiske portræt-regel: Vælgerne kan ikke opfatte et partis politik uden samtidig opfatte partilederen som en figur i en tv-føljeton.

Kun takket være denne regel kan politik blive forståelig og interessant for alle vælgere. Også det store flertal som hverken interesserer sig særligt for politik, eller som har en uddannelse som sætter dem i stand til at fatte de økonomiske, juridiske eller administrative forhold som substansen næsten altid handler om. Enhver kan nemlig vurdere en partileder som om han eller hun var en figur i en tv-føljeton. Her er vi alle eksperter.

Det betyder at substansen, dvs. indholdet i diverse udspil, forlig og planer, altid bare udgør et bidrag til at tegne de politiske figurer som fremfører substansen. Et bidrag på linje med mange andre bidrag til persontegningen. Alt tæller når en figur dannes, udvikles og afvikles. Alle undersøgelser af hvad folk opfatter, forstår og husker fra politikeres og andres optræden på tv, viser at det man kalder substansen, udgør den mindste del af det. Kropssprog, tøj, frisure, baggrund, ansigtsmimik og den måde tingene siges på, tegner sig for langt størsteparten af de informationer der opfattes.

Sablet ned til almindelig dansk sokkehøjde

Og alting samles af vælgeren i den eneste helhed som gør alt forståeligt, nemlig den figur som enhver toppolitiker er i den tv-føljeton som kører i tv’s nyhedsudsendelser. Og her kan et indslag med en statsminister som vrisser af en journalist sagtens tælle mere end et indslag med præsentation af regeringens finanslovsaftale. Også selv om vrisse-indslaget bliver slettet ved en fejl fra tv-stationens server. Sådan som det skete forleden da statsministeren – efter hvad pressebårne rygter fortæller – overfusede en journalist som stillede spørgsmål på parkeringspladsen ved TV 2-huset på Teglholmen uden først at have fået en aftale.

En statsminister må aldrig komme i nærheden af at ligne en som magten er steget til hovedet. Så vil vælgerne sørge for at retfærdigheden sker fyldest i den politiske tv-føljeton og sable ham ned til almindelig dansk sokkehøjde. Især hvis Helle Thorning-Schmidt samtidig sørger for hele tiden at ligne en der fortjener at få lov at prøve at være statsminister. Det kan hun komme ret meget til at ligne ved fx at debattere kvinde-til-mand med statsministeren og stå distancen – som det skete for nylig på TV 2 News i teltet der var rejst til lejligheden på ridebanen ved Christiansborg. Kun en statsminister som fanatisk tror på substansens helt enestående betydning i dansk politik, ville sende sin modstander på himmelflugt mod statsministerkontoret ved at acceptere at deltage i en sådan debat før en valgkamps allerseneste desperate dage.

Bodsgang på tværs af Helles drøm

Men hvad rolle spiller Lene Espersen så i alt dette? I øjeblikket forsøger hun at holde sig mest muligt usynlig i håbet om at undgå yderligere skader. Hun har respekt for formen. Det har hun demonstreret utallige gange i sin karriere. Alligevel er det gået galt. Hun har helt fejlvurderet virkningen af mindst 3 ting: 1) degraderingen af Per Stig Møller til kulturminister, så hun selv kunne blive udenrigsminister, 2) det aflyste arktiske møde til fordel for familieferie, 3) den 2 måneder forsinkede undskyldning for aflysningen. Det er ikke engang nødvendigt at medtage den seneste sag om de misvisende udtalelser i folketingssalen i foråret 2009 som nu har ført til en stor næse. Alt sammen tegner det en figur som magten er steget til hovedet.

Det er selvfølgeligt meget uheldigt for regeringen at begge dens topfigurer har det samme karakterproblem i føljetonen. Det tegner hele regeringen som magtfuldkommen. Deres håb må være at de med udholdenhed og gennem klar lidelse og demonstration af stor ydmyghed kan sone deres magtbrynde så meget i de kommende måneder at vælgerne synes det er er altfor synd for dem hvis de ikke får lov til at fortsætte. Men det vil kræve

· at Løkke begynder overhovedet at tage formen alvorligt. Og

· at Lene Espersen bliver bedre til at styre den.

At man jævnligt erklærer stor ydmyghed, beklager og undskylder, er slet ikke nok. Der skal bodsgang til i opsigtsvækkende omfang for at undgå at stadig flere synes at Helle skal have lov at gøre sin drøm til virkelighed.

Til toppen af siden