VK-regeringen 2010 – nu uden drejebog

Regeringens to topfigurer, Løkke og Lene, har haft et elendigt 2010. Forklaringen er at Løkke mangler respekt for at politik er en tv-føljeton om nogle politikere. Og at Lene mindst to gange har overvurderet sine evner som kommunikator og derfor nu ligner figuren ’hovmod står for fald’. Nøglen til regeringens redning er en Genopretningsplan Lene. Men findes den?

Regeringens to ledende figurer Løkke og Lene har klaret sig iøjnefaldende dårligt i 2010. De er tilsyneladende hele tiden bagefter begivenhederne. Men de er begge i denne valgperiode blevet kåret som ledere af deres parti. De har altså begge klart vundet kampen om at blive nr. 2. Nu er de så begge ved at tabe kampen om at blive ved med at være nr. 1. Hvordan kan de begge være så overbevisende som nr. 2, men så svage som nr. 1? Det må vel være nogenlunde de samme kvaliteter der kræves? Det er mystisk hvad der er sket med dem efter de er kommet helt til tops.

Det eneste nye i deres situation er at deres strategiske udfordringer er øget. De har fået magten til at bestemme deres partis strategi. Tidligere havde de magten til at bestemme deres personlige karrierestrategi i partiet, herunder hvordan de indordnede den i partiets strategi. Det er strategisk let at være på vej op. Strategien er: Jeg skal opad. Udfordringerne er at skabe det image og de alliancer i partiet som fører til målet.

Regeringens strategi er usynlig

Når man så er helt oppe, så bliver de strategiske udfordringer nogle helt andre. Der er ikke mere en topleder man kan rette ind efter. Nu er man selv den topleder som de andre i partiet orienterer sig efter. Fogh er måske den politiker i nyere tid der mest radikalt har illustreret forskellen på de to roller. Da han arbejdede sig op, var han ideologisk indpisker, bl.a. med bogen om minimalstaten. Da han så var helt oppe, var strategien at erobre regeringsmagten ved at lægge sig så tæt op ad Socialdemokratiet som muligt.

Strategi er meget enkelt: Det går ud på at vide hvad man vil på langt sigt, og så sørge for at styre mod målet med hård disciplin. Det betyder at alt som partilederen og alle andre i partiet gør, skal sende signaler som peger samme sted hen: Målet.

Målet for Løkke og Lene er at bevare regeringsmagten. Det må det være, men når man forsøger at finde deres strategi ud fra deres adfærd, så kan man komme i tvivl om det er dette mål de går efter.

Løkke sponsorerer Helle med debatter

Hvorfor hjælper Løkke fx sin rival, Helle, med at ligne en kommende statsminister ved at mødes med hende til dueller? I foråret 2010 var dagbladet Politikens stjernekommentator Peter Mogensen vært ved et debatarrangement i Politikens Hus. Ud over at løfte håbefulde Helle op i sin egen liga, støtter statsministeren her også oppositionens førende dagblad, Politiken, ved at optræde i en forestilling som de har arrangeret.

Efterårets debatarrangement i TV 2 News’ telt på ridebanen på Christiansborg var ikke stort bedre. Igen løftes Helle op til at være en ligeværdig modpart. Men nu på en scene hvor man i samme billede som Helle ser Statsministeriets vinduer i baggrunden. Og Helle indtog scenen fordi Løkke var helt lammefrom – formentlig af frygt for at miste kontrollen over sit berømte temperament. Helle angreb med sine velpudrede modultaler, mens statsministeren ofte let svedende famlede rundt i forsvarsindlæg. Men debat er angreb, angreb og angreb. Det giver simpelthen ikke mening 1) at Løkke stiller op til sådan en debat, uden 2) at sørge for solidt at bukke begge ender sammen på Helle.

En statsminister bør ikke ligge og rode rundt med en Søvndal

Men hvad kan meningen så være? Statsministeren og hans rådgivere må åbenbart have vurderet at regeringens politik rent sagligt er så suveræn i forhold til oppositionens at det vil blive afsløret i en sådan debat. Afsløret for hvem? Ja, alle de flere hundrede tusinde af vælgere som svømmer rundt mellem rød og blå blok. Men enhver kan jo i dag se at det ikke er sket, og at rød blok fører klart. Og at deres leder, Helle, mere og mere ligner en kommende statsminister.

Og nu har statsministeren så på Facebook indbudt Villy Søvndal til debat. Det skal foregå på TV 2 News her i aften (d. 13/12 2010). Han har åbenbart ikke lært noget af de to debatter med Helle. En statsminister skal naturligvis aldrig nedværdige sig til at ligge og rode rundt i en offentlig debat med ledere af oppositionspartier. Det har han folk til. Og under ingen omstændigheder skal han være den der banker på for at få debat – førend i en valgkamps sidste desperate dage, hvor det kan være nødvendigt at forsøge alt for at redde en sejr med det yderste af neglene.

Helle løfter arven efter Fogh

Den eneste fornuftige forklaring er at Løkke ikke har sans for mediestyring. Igen og igen bryder han grundlæggende regler i Spindoktorernes grønspættebog. Uden at lære deraf. Kontrasten til Fogh kan næsten ikke være større her. Løkke tror fast på at man først og fremmest vinder ved at overgå sin modpart på de tekniske dyder kompetence og stabilitet. Han undervurderer betydningen af vælgernes behov for at leve sig ind i politiske figurer som er leveringsdygtige i følelser og drømme – båret af nogle enkle budskaber. Løkkes udspil om ghettoer og skolepolitik fremstår i en tåge af teknikaliteter fordi de mangler en enkelt profilerende, ideologisk klar detalje som fx kan sætte hæren af kommentatorer og kulturpersonligheder i sving med forbandelser og hallelujaer. Løkke forstår tilsyneladende ikke hvad han er oppe imod når han står ansigt til ansigt med Helle – som til gengæld løfter arven efter Fogh hvad angår respekt for mediehåndtering.

Lene overvurderer sine evner som kommunikator

Lene Espersen har også store image-problemer. Men i modsætning til Løkke respekterer hun spindoktorernes grønspættebog. Hun overvurderer bare hele tiden sine personlige evner som kommunikator. Det har ført til ødelæggende afklapsninger både i sagen om det arktiske møde hun ikke kom til, og om den udtalelse i Folketinget som viste sig ikke at være sand. Kun dødsfjenderne i Dansk Folkeparti reddede hende her fra fyring. Mere ydmygende kan det ikke blive. Og ødelæggende for hendes image som én der har styr på det dér med at kommunikere.

Hun kæmper for at vinde pokalen ’godt over 10 procent til de Konservative’, men vil kun få den hvis hun får styrket sin stærkt skadede kompetence over minimumstærsklen og repareret sin idealisme, dvs. vælgernes tro på at hun kæmper for noget højere end sig selv. Hendes idealisme tog skade da hun fyrede stakkels Per Stig Møller fra den udenrigsministerpost som alle kunne se at han elskede, og udnævnte sig selv i stedet for. Jo længere tid der går uden at det lykkes for hende at få genoprettet sit image, jo mere kommer Lene til at ligne en klar kontrastfigur til Helle. Lene har alt at miste, hvor Helle har alt at vinde. Lenes opgave er at vise sig fortjent til den store pokal hun allerede har vundet da hun blev partileder og vicestatsminister. Nøjagtigt som Lars Løkke skal.

Lene- og Løkke-figurernes drift mod undergang

Espersen-figuren er særligt interessant i den politiske tv-føljeton som dansk politik er, fordi figuren rummer en modsigelse mellem på den ene side udseende og alder – og på den anden side hendes bevisligt lange tjeneste som velfungerende minister og driftsikker debattør før hun blev formand. Men der har efter hun blev partileder været flere sager som har svækket hendes kompetence – især kompetencen til at vurdere effekter af sin optræden.

I den politiske tv-føljeton er den mest nærliggende, naturlige udvikling for figurer som Lene og Løkke der har ”fået alting foræret”, at de sætter det de har fået, overstyr. Derfor vil enhver fejl de laver, af medierne blive forstørret og holdt i live længe. Foruden naturligvis af oppositionen. Disse to figurers naturlige drift mod undergang forstærkes af Helle-figurens naturlige udvikling til at blive statsminister. Jo mere Helle går igennem og klarer nogenlunde, jo mere retfærdigt bliver det at hun får sin klare pokal, statsministerposten.

Lene Før var regeringens bedste våben mod Thorning

Lenes stærkt svækkede dyder gennem 2010 har svækket regeringen betydeligt. For Lene Espersen er den topfigur i regeringen som har de bedste muligheder for hårde, direkte angreb på Thorning. De er begge yngre, lyshårede kvinder med stærk kommunikationskompetence. De matcher hinanden på alle punkter, også disse:

1. Thornings allerømmeste punkt er hendes ringe parlamentariske og administrative erfaring. Men jo længere tid hun klarer formandsposten godt eller bare hæderligt, jo mere øges hendes kompetence her. Samtidig er Lenes kompetence dalet kraftigt igennem hele 2010.

2. Den episke retfærdighed – at det går som fortjent – vil markant øges hvis vælgerne gør Thorning til statsminister. Her har Espersen også noget at byde på: Hvis hun går af, øges den episke retfærdighed, fordi hendes idealisme er svækket gennem 2010.

Før sin formandsnedtur kunne Espersen nulstille kønsfaktoren og mange andre ting ved Thorning-figuren samtidig med at hun alene ved sin tilstedeværelse maksimalt kunne udstille Thorning-figurens største svaghed. Espersen kan stadig langt bedre end Løkke og andre gå hårdt til Thorning uden at få kvindelige vælgere til at identificere sig med Thorning som et offer for en arrogant, midaldrende mands ydmygelser. Men Lenes svækkede dyder gør det meget lettere for Helle at angribe i debatten og dermed vinde pokalen.

Politik er en tv-føljeton om nogle politikere

Nøglen til at regeringen kan fortsætte, har Lene Espersen. Regeringen bør sætte alle sine spin-ressourcer ind på at genoprette Lene hurtigst muligt. Men det er jo en meget stor udfordring. Af flere grunde. Men måske især fordi regeringen fatalt undervurderer betydningen af at politik – for alle udenfor eliten – er en tv-føljeton om nogle politikere. Og at den med den bedste drejebog vinder. Ligesom det skete dengang Fogh skrev Nyrup ud af sin sejrende føljeton i 2001.

Til toppen af siden