Søvndal version 2.0 mod Løkke classic

Debatter mellem toppolitikere er blevet tv-stationernes politiske slagvare. TV-studierne er udskiftet med et blafrende hvidt telt på ridebanen, et kukkasse-teater eller en parkeringskælder i sort beton. Men trods kulisser til et blodigt gangsteropgør – med lækre Lotte Mejlhede som lokkedue – lykkedes det ikke Løkke at slå Søvndal til sprællemand.

Ved debatten i mandags (13/12 2010) lykkedes det ikke Løkke at demaskere Søvndal som en demagog uden megen viden om de sager han udtaler sig om. Han fik aldrig slået Søvndal til tælling med hårde kendsgerninger. Til gengæld lykkedes det Søvndal at få udbredt sin historie om statsministeren som i ensom majestæt tragisk klamrer sig til magten, mens han kæmper mod sin egen amtsborgmester Holst, sine egne embedsmænd, rigsrevisionen og Folketinget. Så facit er klart: Søvndal vandt. Sjældent har en oppositionspolitiker scoret så meget på en enkelt debat. Ovenikøbet er Løkke så efterfølgende blevet ramt på sit mest ædle punkt: det saglige. Han har – under stor medieopmærksomhed – måttet undskylde at han under debatten kom med forkerte oplysninger om at socialdemokratiske ministre er blevet behandlet på privatsygehuse.

Processen vinder over sagen

Søvndal vandt fordi han hele vejen igennem debatten trækker på en grundlæggende regel i moderne politisk kommunikation: Processen vinder over sagen: Historien om sagen, kommunikationen og de personer som håndterer sagen, er altid – for alle de vælgere der hverken er eksperter, specialister eller direkte berørte – mere interessant, forståelig og engagerende end selve sagen. Søvndals angreb på statsministeren i sagen om (over)betalingen sammenblander hele tiden sagen og den forkludrede procedure. Statsministeren forsøger at skille de to ting ad, men det er et håbløst projekt i en offentlig debat.

Søvndal angriber Løkkes person meget hårdt og direkte. Det sker bl.a. med udtryk som ’manipulation’, ’slyngelstreger’, ’grisset med pengene’. Løkke forsvarer sig med udtryk som ’unik patientrettighed’ og stiller spørgsmål: ’Hvorfor har du altid været imod?’, ’Hvad ville du have gjort?’ Samtidig beder han Søvndal læse op af sit eget program på en udskrift som Løkke tager frem fra sin inderlomme og rækker frem mod Søvndal. Seerne kan se at et stykke i teksten er markeret med gult. Men Søvndal ignorerer det og kvitterer med fortsatte hårde angreb på statsministerens person og sagens håndtering. Søvndal har også dokumenter med – ikke i inderlommen, men i et gulligt omslag, således som bureaukrater i gamle dage brugte. Villys hænder hviler ofte på dyngen af dokumenter, og han læser også en enkelt gang i ét af dem, da han skal citere amtsborgmester Holst og bruge ham mod Løkke.

Søvndal-figurens satiriske sårbarhed

Man kan ikke vinde en debat ved at forsvare sig. Det er vigtigt at være i offensiven. Det viser at man er kompetent og sprudler af ideer og foretagsomhed og sejrsvilje. Man må aldrig ligne en der bliver slået ud af ét af modstanderens angreb. Men man kan godt udtrykke frygtblandet, humoristisk beundring for modstanderens evne til at forskønne, forsimple og manipulere. Herved angribes modstanderens ærlighed samtidig med at man fremstiller sig selv som én der hjælper vælgeren med at afsløre en folkeforfører. Løkke gik slet ikke i flæsket på Søvndals teknikker. Det er han nødt til. Med humor skal han igen og igen direkte og kontant fremstille Søvndal som en hyklerisk moralist.

Troen på de saglige kendsgerninger

Når man lytter til en talende politiker (og enhver anden), dominerer kommunikationen fra krop og ansigt over den verbale kommunikation. Undersøgelser viser at højst 10 % af de informationer man opfatter, kommer fra det der bliver sagt. Resten kommer fra krop og ansigt og fra hvad man i øvrigt ved om den der optræder. Undersøgelser af hvad seere husker fra nyhedsudsendelser viser også at det verbale indhold står svagt over for iscenesættelse, påklædning og andet som sagligt set er irrelevant.

Politikerens scoring af dyder afhænger derfor langt mere af det ikke-sproglige ved politikerens figur og optræden end af hvad politikeren siger. I en tv-debat vil signaler fra politikerens krop og ansigt tælle stærkt når dyder scores og mistes. Vælgerne tror på det de selv ser og hører, fremfor det de får fortalt. Politikerne scorer ved at vælgerne vurderer deres optræden i debattens drama. Løkke overvurderer sine muligheder for at få Søvndal på glatis ved at lokke ham ind i den sundhedspolitiske jungle som Løkke kender ud og ind. Søvndals effektive modtræk er at ignorere og at angribe Løkkes håndtering.

Grove forenklinger glider ned med humor

Angrebene dominerer fordi den konflikt de skaber for øjnene af vælgerne, giver spænding. Alternativet til angreb er selvros, men det er langt sværere at skabe gode replikker med selvros end at skabe gode replikker med angreb på modstanderen. Når en politiker angribes for åben skærm, er det simpelt hen spændende for seerne at se hvordan den angrebne reagerer: Kan han styre sine følelser og give igen med samme mønt under pres? Politikerens skæbne afhænger til syvende og sidst af om vælgerne her vender tomlen op eller ned.

For at klare sig godt i debatterne er det nødvendigt at man kan angribe hårdt uden samtidig at skade sine egne dyder. Vælgerne afskyr had og fanatisme, fordi de foretrækker sund, pragmatisk fornuft fremfor højstemte totalløsninger. Den satiriske overdrivelse og tendentiøse forenkling kombineres derfor med humor. Herved undgår politikeren at virke for indigneret og harmdirrende. Med humor kan man både angribe hårdt og samtidig fjerne vælgernes frygt for fanatisme. Hertil kommer at den monotoni der kan ligge i at opleve politikere angribe hinandens dyder igennem en debat, kan brydes befriende af en politiker som på en personlig og slagkraftig måde formår at krydre sine forudsigelige angreb med sproglig fantasi og humor. Det gør Søvndal langt bedre end Løkke. En anden mester udi denne kunst er Pia Kjærsgaard.

Spindoktorer har fanden skabt

Løkke skal for øjnene af seerne afsløre Søvndals teknikker mens de foregår. Uden bitterhed, men med humor.

Men det er langt lettere sagt end gjort når man hedder Løkke, for tilsyneladende har statsministeren en fast tro på at sagen vinder over processen, og at spindoktorer har fanden skabt, så dem lytter han ikke til. Tilsyneladende havde han slet ikke spillet debatten igennem med stand-in inden han stod over for den virkelige Søvndal.

Men selv uden spindoktor og drejebog er regeringens strategi klar: Oppositionens kompetence skal gøres så svag at vælgerne finder den under lavmålet. I den sammenhæng er sygehussagen faktisk en historisk detalje. Derfor signalerer det mangel på strategi at Løkke insisterer på at debattere en hel time udelukkende om dette spørgsmål. Tanken bag er at han med sin enorme viden om sundhedssektoren og alle mulige detaljer bag kulisserne kan få den politiske generalist Søvndal på glatis. Det kan han sikkert også godt – hvis debatten foregår foran et publikum af eksperter og særligt interesserede. Men det gør den netop ikke. Løkke bliver derfor offer for sin tyrkertro på substansens sejr over gøglerier og tant.

Oppositionen udfordrer regeringen på satire

For at gennemføre regeringens enkle strategi for genvalg skal alle ministre og deres eventuelle spindoktorer bruge enhver lejlighed til at satirisere over oppositionens naive opfattelse af økonomiske sammenhænge og dens dygtige manipulation af befolkningen. Her skal den have hele armen. Igen og igen.

Og det bør ikke være en uoverkommelig opgave, når fx Helle Thorning for nylig har udtalt: ”Det er altså forkert, at vi ønsker at skrue voldsomt op for de offentlige udgifter. Vi vil bare op på samme niveau som tidligere”.

Kendsgerningerne er jo at siden Nyrup-regeringerne er de offentlige udgifter steget med 75,3 mia kr. Aldrig nogensinde har noget land i den udviklede verden brugt så stor en andel af sin rigdom på offentligt forbrug. Vi får ikke nulvækst i år, men vækst på 1 procent. Alene i det seneste år er der blevet ansat ca. 13.000 flere i det offentlige.

Tiden råber på satire, men sjældent så højt og tydeligt som det sker her. Hvis regeringen og dens overlevende spindoktorer ikke kan få vælgerne til at le ødelæggende af sådan en Helle-replik, så fortjener den slet ikke at fortsætte. Befolkningen har krav på det bedste, også hvad angår politisk satire.

Til toppen af siden