Genopretningsplan Lene

Kun ved at hylde VK- regeringsprojektet og statsministerens lederskab kan Lene Espersen komme ud af rollen som den ’frøken hovmod står for fald’ som vælgere og medier elsker at straffe igen og igen.

Efterhånden er det ikke særligt interessant at konstatere at Lene Espersen ikke har scoret pokalen ’betydeligt mere end 10 procent til de Konservative’. Det interessante er hvad hun skal gøre for at ændre sin figur fra at være den ’frøken hovmod står for fald’ som vælgerne elsker at straffe, til at være en figur som vælgerne elsker.

Lene Espersens aktuelle dydsprofil ser nogenlunde således ud:






				Minimumstærskel

ærlighed	idealisme	stabilitet	kompetence

Link: Læs kort om dyderne her.

Den store forskel på Lene Før og Lene Efter (hun blev formand) gør at hendes figur nu helt fast mangler dyden stabilitet, dvs. identitet.

Kompetencen svækkes for hver uge der går hvor opinionstallene ikke går opad. En politiker som ikke scorer sin klare pokal, får altid svækket sin kompetencedyd.

Men kompetencen er stadig over minimumstærsklen. Dels fordi hun har mange års virke som driftsikker justitsminister bag sig, dels fordi hun – efter sine første fejl med at degradere Per Stig Møller og melde afbud til det arktiske topmøde – nu arbejder godt som udenrigsminister.

Det alvorlige er hendes lave placering på ærligheden. Den betyder at meget af det hun siger på Store scene, ikke tages for pålydende, men bliver udlagt som endnu et forsøg på at score pokalen ’mere end 10 procent’. Da det hun siger, ofte – som hos enhver anden politiker – handler om at hun kæmper for de allerhøjeste idealer, så vil hendes lave ærlighed smitte af på idealismen: Vælgerne tror ikke på det når hun bedyrer at hun er drevet af højere hensyn end sin egen overlevelse.

To indrømmelser som yderligere svækkede ærligheden

Udfordringen er derfor at få Lene E.’s ærlighed op så hurtigt som muligt. Den klassiske måde at gøre dette på, er at indrømme at man har problemer med dyderne. Det har hun jo allerede gjort da hun undskyldte sit afbud til det arktiske topmøde. Det har hun også gjort da hun beklagede og undskyldte sine fejlagtige udtalelser i Folketinget i foråret 2009.

Problemet er at det ikke har virket tilstrækkeligt overbevisende. Begge indrømmelser er blevet givet under omstændigheder som har svækket formålet med at give en indrømmelse. Indrømmelserne er blevet tvunget frem og opfattes af vælgerne derfor ikke som indrømmelser der ”er kommet fra hjertet”. Hendes indrømmelser er derfor kommet til at forstærke hendes ærlighedsproblem, i stedet for at løse det. Den arktiske indrømmelse kom efter to måneder hvor hun flere gange havde været ude og stærkt forsvare sit afbud. Indrømmelsen af at have svaret ”forkert” i Folketinget kom først da det var nødvendigt for at undgå et mistillidsvotum.

Lenes problem løses ikke ved at hun er en god udenrigsminister

Det ser ud til at Lene E. og hendes rådgivere mener at løsningen på hendes problem ligger i at hun viser sig som en flittigt arbejdende, kompetent udenrigsminister. Det er selvfølgelig nødvendigt at hun viser sig som en god udenrigsminister, men slet ikke tilstrækkeligt. Fejl hun begår som udenrigsminister vil øge hendes problemer med at holde sig over minimumstærsklen for kompetence. Men en politiker scorer ikke stemmer på at ligge højt på de tekniske dyder: stabilitet og saglig kompetence. Man scorer stemmer på at ligge højt på de etiske dyder, ærlighed og idealisme.

Lene er Lene. Hun har et klart problem med at udtrykke troværdig ydmyghed når hun giver indrømmelser og undskylder. Hun ligner lidt for meget en hjernevasket krigsfange som står frem i medierne og bekender for at undgå flere tæsk når hun atter er tilbage i cellen. Hun har fra naturens hånd ikke tidligere forsvarsminister Søren Gades talent for at ligne en sonende munk når han beklagede noget. Og det skete ofte – samtidig med at han styrkede sin ærlighed hver gang.

Lene er bedst til ydmyghed når hun er nummer 2

Da Lene var nummer 2 under Bendt Bendtsen, havde hun ikke problemer med sin ærlighed og idealisme. Her demonstrerede hun troværdig ydmyghed ved åbent at underkaste sig Bendt hver gang journalisterne fiskede efter oprørske bemærkninger til de ”sølle 10 procent” som han kunne skaffe partiet.

Nu er Lene nummer 2 under Lars Løkke Rasmussen. Den eneste vej frem for Lene er at demonstrere ydmyghed i forhold til Løkke. Kun ved at hylde VK- regeringsprojektet og statsministerens lederskab kan hun komme ud af rollen som den ’frøken hovmod står for fald’ som vælgere og medier elsker at straffe.

Lene-figuren og Lars-figuren hænger sammen. Ligesom Fogh-figuren og Bendtsen-figuren gjorde. Da Lene blev leder af de Konservative, var det en del af kontrakten med baglandet at de Konservative nu skulle ud af rollen som den ”pæne hushovmester Bendtsen hos direktør Fogh”. Det er de også kommet. Men på grund af Lenes fejl og efterfølgende mislykkede indrømmelser er de Konservative nu kommet i en desperat situation hvor de mere end nogensinde har brug for at Lene træder ind i rollen som kvinden der brænder for Lars og deres fælles projekt. Og ikke kun med udtalelser, men også med krop og mimik når de to optræder sammen.

Gnisten som kan redde Lene

Men det har nok lange udsigter. Lars og Lene ses sjældent sammen, og når de gør, så fremtræder de mest som et par der kun er sammen ved jul, påske og begravelser og udelukkende af hensyn til børnene.

Men mange af børnene har jo opdaget det og er på flugt. Og ophidsede familiemedlemmer på begge sider har længe råbt op om bodeling. Så tiden er vist moden til at parret gør op om der stadig findes en gnist af kærlighed som det er værd at dyrke. Noget der kan hamle op med den iøjnefaldende tykke flirt mellem Helle og Villy som gør flere og flere øre af forventning om kommende lykke.

Til toppen af siden