Først lagt op 09-01-2011; Senest opdateret 04-10-2020 21:05:19

Det ideelle demokrati uden vælgere

Visionen ’demokrati uden vælgere’ svarer helt til visionen ’DSB uden passagerer’ og ’Skolen uden elever og forældre’. Visioner som trøster og styrker mange ledere og ansatte i de pågældende institutioner når virkeligheden presser sig allermest på i sin ufuldkommenhed

I en kronik i Jyllands-Posten d. 6. januar gør to professorer i statskundskab, Jens Blom-Hansen og Kasper Lippert-Rasmussen, opmærksom på at de beløb på finansloven som politikerne så dramatisk forhandler om hvert år i november, kun udgør mindre end 1 procent af finansloven. De øvrige 99 procent passerer helt uanfægtet år efter år. De mener at pressen svigter sin opgave med at skabe interesse og debat omkring disse 99 procent.

Professorerne sætter klarsynet fingeren på problemets kerne: politikernes frygt for vælgerne. Det sker ved en kæde af retoriske spørgsmål:

”Hvem kritiserer forsvaret i en tid, hvor Danmark er i krig? Hvem har lyst til at lægge arm med Politiforbundet om politiets bevillinger? Hvem vil tage en diskussion med erhvervslivets organisationer om erhvervssubsidier? Eller med de studerendes organisationer om SU'en og de gratis uddannelser? Det er også vælgermæssigt livsfarligt at sætte spørgsmålstegn ved folkepensionen eller børnechecken.”

Vælgere giver politiske problemer

Elendigheden skyldes altså at demokratiet er vælgermæssigt livsfarligt for partierne. Hvis partierne ikke skulle ud og skaffe stemmer, så ville vi altså kunne få alle tiders offentlige diskussion af demokratiets problemer. Og ’vi’ må så være dem der er uddannet på det i øvrigt udmærkede og højt respekterede Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Den klare vision bag kronikken er demokratiet uden almindelige vælgere. Og det er sikkert også helt rigtigt at uden vælgere ville vi både kunne få modige politikere og en gennemseriøs presse. Denne vision ’demokrati uden vælgere’ svarer helt til visionen ’DSB uden passagerer’ og ’Skolen uden elever og forældre’. Visioner som trøster og styrker mange ledere og ansatte i de pågældende institutioner når virkeligheden presser sig allermest på i sin ufuldkommenhed: passagerer der jokker sne ind så de automatiske døre i togene ikke vil lukke, elever der ikke kan læse ordentligt efter 9 års skolegang, og forældre der mobber lærerne med kritik.

Dansk politik går direkte i vælgerne uden omsvøb og dikkedarer

Men ideen med demokratiet er jo ikke kun at vælgerne faktisk skal have lov at være her. Pointen er også at vælgerne er helt i orden som de er. Og at deres forståelse af hvad der foregår i landet, og hvad der bør gøres, er det der bærer det hele.

Derfor er ét af de mest interessante spørgsmål hvordan alle de vælgere der ikke er cand.politter eller lignende bærer sig ad med at fatte hvad der foregår i politik. Og successen er ikke til at komme udenom. Dansk politik går direkte i vælgerne uden omsvøb og dikkedarer. Stemmeprocenten ved valg til Folketinget er i top. Kun diktaturer og præstestyrer kan opvise højere stemmeprocenter. Intet krav om uddannelse, viden eller interesse stiller sig mellem vælgerne og dansk politik.

Politik som tv-føljeton

Den eneste mulige forklaring er at vælgerne forstår politik ved at leve sig ind i de politikere som er aktører på den politiske scene. Enhver modtager eller publikummer kan – uanset uddannelse, social baggrund og erhverv – med egne øjne på vores lands store politiske scene iagttage figurernes adfærd, tolke deres replikker og dermed vurdere i hvilken grad figurerne har eller ikke har de fire dyder som vi altid uvægerligt vurderer hinanden ud fra:

· Ærlighed scores ved at vælgerne tror at politikeren siger sandheden: Det man siger, skal svare til kendsgerningerne.

· Idealisme opnås ved at vælgerne oplever at politikeren er drevet af ønsket om at gavne og glæde andre. Eller af ønsket om at fremme en højere sag, fx partiets programpunkter.

· Stabilitet opnås ved at der er sammenhæng i det politikeren gør og siger. Det politikeren har gjort og sagt tidligere, skal hænge sammen med det han gør og siger nu.

· Kompetence opnås ved at politikeren demonstrerer at han er ”inde i sagen”. Og at han har baggrundsviden inden for relevante fagområder og administrationer. Men ud over denne faglige kompetence, så skal han også have kommunikatitiv kompetence, dvs. han skal fx i en tv-debat tale interessant og forståeligt.

Gennem indlevelse i personerne forstår vælgerne hvilke mål de i virkeligheden brænder for, og kan vurdere målene. Det er seernes evne for indlevelse og vurdering af personerne som bærer enhver tv-føljeton – uanset om figurerne er fiktive eller optræder på virkelighedens arena som politikere i tv-kanalernes nyhedsføljeton.

Økomomi og jura er hjælpediscipliner

Uanset om man hader eller elsker det, så er det denne mekanisme der gør demokrati muligt. Enhver vælger er ekspert i dyderne og i at vurdere om en figur har eller ikke har dem. Vi er derfor alle eksperter i at forstå og vurdere en historie og forholde os moralsk og menneskeligt til de personer som historien handler om. Det gælder i politik som inden for alle andre områder. Og da man indførte demokratiet i 1849 i Danmark, så tilkendte man samtidig denne almindelige vælgerekspertise inden for dette særlige område den allerhøjeste betydning inden af alle de ekspertiser som et samfund trækker på. Alle andre ekspertiseområder – økonomi, jura og lignende – blev reduceret til at være hjælpediscipliner.

Og der er ingen vej udenom. Man kan ikke både tro på at en professor i nationaløkonomi og en kassedame på efterløn har samme stemmevægt ved et Folketingsvalg, og så samtidig mene at professoren er den eneste af de to der i virkeligheden ved hvad der foregår i dansk økonomi, og derfor er den eneste af de to der kan bedømme kvaliteten af en finanslov. Når alle – høj og lav, intellektuelle og praktisk begavede – har én og kun én stemme, så har alles forståelse også samme ret når der skal stemmes. Og da kun en begrænset politisk elite gider og har viden til at fatte det saglige eller substansen, så ligger magten i at gøre det saglige eller substansen interessant og begribeligt ved at fortælle historier om de personer som håndterer sagen eller substansen. Sådan opstår jagten på dyderne som grundlaget for demokratiet.

Den politiske føljetons nåleøje for detaljer

Når man nyder Steven Spielbergs film om Indiana Jones’ jagt på diverse arkæologiske skatte, så er det ikke en fordel at være arkæolog. Vistnok nærmest tværtimod. Enkelte arkæologiske kendsgerninger udvælges og bruges – men kun til at give tilskueren indtryk af at det som Indiana Jones og skurken strides om, er ekstremt værdifuldt. På nøjagtig samme måde udvælger Helle og Løkke i øjeblikket de økonomiske detaljer som er mest brugbare i deres kamp for at vinde pokalen: posten som statsminister.

Spielbergs metode er den eneste sikre vej til forståelse i demokratiet. Det er den forståelse som det demokratiske system bør placere højest fordi det er den forståelse som alle borgere kan få. Og som de frivilligt skaffer sig fordi den vækker interesse ved at belønne med underholdning. Men det er samtidig den forståelse som officielt rangerer lavest: som populisme over for seriøs politik og som procesjournalistik over for sagorienteret journalistik.

Elitens utidige jamren

Detaljer fra den politiske elites imperium af økonomiske kendsgerninger og teorier importeres kun fra finansloven til nyheds-føljetonen hvis de kan bruges af stridende parter i jagten på dyderne. Der kan være noget bevægende over lederskribenters, kommentatorers og statskundskabsprofessorers jævnlige bønner til højere magter om at skaffe landet mere kvalificerede vælgere og medier. Men det er en meget svær operation at udskifte vælgerne og pressen og så samtidig bevare demokratiet. Det er langt at foretrække at man både på på statskundskabsstudiet og i folkeskolen underviser i det der faktisk gør Danmark til verdensmester i demokrati.

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk