Først lagt op 08-04-2011 ;senest opdateret 04-10-2020 21:11:26

Jammer over nytteløs jammer

Overtroen på den saglige argumentations styrke på Store scene medfører kaskader af nytteløs jamren fra forskere og kommentatorer. Men den øjeblikkelige krise er ikke stor nok til at befolkningen vil antage alternativet, Den politiske Komedie, som officiel opfattelse af hvordan demokratiet engagerer befolkningen. Derfor er også jeg, bogens forfatter, dømt til den evige jamren.

Der jamres over at danske medier ikke dækker EU mere og bedre. Over at dansk politik efterhånden er kommet til at ligne X-factor. Man kræver at politikerne skal gå foran og angive kursen. Politikere skal ikke interessere sig så meget for hvordan vælgerne tænker.

Læs kommentaren ”EU-kritik som ritual” i anledning af Lisbeth Knudsens klager over EU-dækningen

Læs min kronik ”Ideelt demokrati uden vælgere” med svar til to statskundskabsfolk som jamrede over finanslovsforhandlingers forløb (Jyllands-Posten, januar 2011)

Og når Folketinget beslutter fx at sende seks fly afsted til indsats i Libyen-krigen for at hjælpe med at overholde FN’s resolution om flyforbud, så burde politikerne forinden have analyseret meget bedre igennem, hvad succeskriteriet er, og hvordan man slipper ud af konflikten igen.

Indirekte kritik af vælgerne

Kernen i jammeren er altid den samme: Vælgerne burde vide meget mere om politik end de gør. Og de burde bruge meget mere tid på at sætte sig ind i de politiske sager hele tiden, end de faktisk gør.

Som jeg skriver det ligeud her, ser det alt for klart ud som en anklage mod vælgerne for at være både dumme, dovne og uuddannede inden for økonomi, jura og administration. Derfor er denne anklage heller aldrig formuleret direkte i jammerklagerne fra den politiske elite. Men den fremgår klart indirekte hver gang man anklager politikere for at løbe efter vælgerne og aviser og tv for at være alt for optaget af salgs- og seertal.

Jammer er elitens bærende ritual

Men da demokrati nu engang bygger på at politikerne vælges af den faktisk eksisterende befolkning, og at hver og én af vælgerne har én og kun én stemme som afgives hemmeligt, så fører jammerklagerne ikke til noget konkret. Demokrati er at vælgerne faktisk er gode nok som de er. Derfor er jammerklagerne en helt rituel forestilling hvor eliten over for hinanden demonstrerer at de tror på den saglige argumentation. Og det kan de så gøre igen og igen. Og det gør de også.

Man konkurrerer på at udforme jammerklagerne med det stærkeste kunstneriske udtryk. Og på at udnytte de forskellige anledninger der løbende opstår til at aflire klagesangen. Det skaber en hel masse beskæftigelse til kommentatorer og lederskribenter og forfattere af debatbøger. Men ved tingenes tilstand ændrer jammerklagerne intet som helst.

Jammerkoret virker som megafon for forskere der skriver populariserende bøger og artikler som på en eller anden måde rummer anklager mod medier og politikere. På denne måde fortrænges og nedtones i medierne den forskning som ikke specielt er egnet som jammerfoder.

Jammer som indoktrineringsmiddel

Gør disse idelige jammerklager så så meget? Herregud, den politiske elite lever ofte et hårdt liv uden megen belønning. Lad os dog unde dem denne glæde ved disse jammerklager.

Nej, de skal ikke have lov til at have denne glæde i fred. I alle ritualer sidder der en stor bevarende kraft. For hver gang man jamrer, bekræfter man hinandens tro på at det er den saglige argumentation der regerer på Store scene. Men det gør den ikke. På Store scene regerer Den politiske Komedie, dvs. den tv-føljeton hvori politikerne, journalisterne og kommentatorerne optræder dagligt.

Vælgernes forstår gennem føljetonens personer

Vælgerne forstår politik fordi de lever sig ind i de personer som politikere og andre spiller i føljetonen. Vælgerne kan ikke forstå det saglige uden samtidig at danne sig en opfattelse af de personer som siger de replikker hvori det saglige indgår. Vælgerne forstå politikere i den politiske tv-nyheds-føljeton på samme måde som de forstår fiktive personer i enhver anden tv-føljeton. Kun af den grund er vores indviklede og komplicerede demokrati en opsigtsvækkende succes i befolkningen.

Enhver vælger vurderer hvor godt en politiker lever op til fire dyder: ærlighed, idealisme, stabilitet og kompetence.

Læs mere om dyderne.

Og ligesom med fiktive personer så vurderer vælgerne hvad der er en politikers virkelige projekt med at være politiker – bag alle erklæringer.

Vælgerne tillægger også politikere nogle mål som de i virkeligheden går efter. Hertil kommer så alle de individuelle, personlige egenskaber som vælgerne tillægger den enkelte politiker ud fra vedkommendes fysiske fremtræden og særlige kendetegn og livshistorie.

Selvfølgelig spiller de saglige ting med i føljetonen. Der indgår jo ofte detaljer af økonomisk, juridisk og administrativ art i de replikker som politikerne siger. Men i det omfang de forstås, sker det på baggrund af indlevelse i den person som siger replikken med det saglige indhold.

Vælgerne bør kende sandheden

Det er undertrykkende for vælgerne at den forståelse som de reelt har af hvad der foregår, ikke er god nok som den er. Eliten fortæller igen og igen vælgerne at de skal stramme sig gevaldigt an og alle sammen se at blive til små discount-DJØF’er. Hvad de naturligvis aldrig bliver.

Det er på tide at vælgerne gør oprør mod denne undertrykkelse. Men det er svært, for i skolen er de alle sammen blevet indoktrineret med samme tro som eliten har.

Eftertanker på et højere niveau

Denne slutning på kommentaren er ikke god nok. Nu gør jeg jo bare det samme som alle de andre fra eliten gør: Jamrer uden der sker en skid. I stedet for at klage over medier og politikere, så klager jeg over skolelærerne som jeg vil have skal undervise i Den politiske Komedie i stedet for at indoktrinere børnene til at tro at den politiske debat egentlig helst bør ligne en videnskabelige diskussion. Men det ændrer skolelærere jo ikke, bare fordi jeg skriver en kommentar om at de bør ændre det. Skolelærere har mere end nok at tænke på i forvejen. De vil kun ændre noget, hvis de er tvunget til det. Stort set.

Det leder frem til det store tusindkronersspørgsmål: Hvorfor skulle det danske demokrati udbrede den opfattelse at politik er en tv-føljeton? At der kommer en med en sandhed som er veldokumenteret, er jo ikke tilstrækkeligt til at befolkningen straks køber den. Der skal være en forholdsvis jordnær og nødvendig grund inden man antager en ny erkendelse som sin egen. Det er jo elementær indsigt fra organisationsteorien at de officielle sandheder i en organisation, de såkaldte erklærede værdier, ofte ikke svarer til de grundlæggende antagelser, dvs. de sandheder og værdier som ansatte og medlemmer faktisk agerer efter i organisationen. Og som forskere og rådgivere kan afdække ved diverse videnskabelige metoder.

Den politiske Komedie er dansk demokratis grundlæggende antagelser

Det jeg afdækker i bogen Den politiske Komedie, er de vigtigste grundlæggende antagelser i det danske demokrati. Antagelser, hvoraf mange ikke svarer til de erklærede værdier, især værdien om saglig argumentation.

Det er selvfølgelig nødvendigt for mig som forsker at udbrede de indsigter jeg skaffer mig, til så mange som muligt. Derfor udbreder jeg min indsigt og mine analyser af disse grundlæggende antagelser med min bog. Men samtidig er det en del af min generelle indsigt om kommunikation at en organisation som fungerer godt, slet ikke er motiveret for at udbrede kendskabet til sine grundlæggende antagelser i organisationen. Det er kun hvis noget går alvorligt galt, og der opstår en krise, at organisationens medlemmer og ansatte får et behov for at justere sine erklærede værdier i lyset af en større erkendelse af de grundlæggende antagelser. For at forstå hvad der gik galt og bedre blive i stand til at leve videre sammen med en øget erkendelse af organisationens virkelighed.

Den øjeblikkelige krise kræver ikke justering af vores erklærede værdier

Jamen, har vi da ikke netop i øjeblikket en krise i landet? Joh, en økonomisk krise som behandles med økonomiske og andre politiske midler. Det er ikke en forståelseskrise generelt som kræver at befolkningen på væsentlige punkter justerer sin opfattelse af hvordan demokratiet fungerer. Jeg forsøger mange steder i bogen at bruge Den politiske Komedie til at forklare og dermed forstå ting som flygtninge- indvandrerproblematikken, mediernes fascination af vold, optagetheden af kendte mennesker, vælgernes skepsis over for elitens budskab om den danske økonomis tilstand. Men der er jo ikke i det danske demokrati en kæmpe krise omkring hvordan vi opfatter demokratiet som kunne tvinge befolkningen til at erstatte troen på den saglige argumentation med erkendelsen af Den politiske Komedies virkelighed. Og dermed samtidig gøre Den politiske Komedie til vores demokratis erklærede værdisæt.

Også jeg er dømt til den evige jamren

Den første sætning på forfatterens originale bagsidetekst til bogen rummer samtidig forklaringen på at der ikke er noget behov for at ændre noget. Sætningen lyder:

”Dansk politik er en succes.”

Her ligger samtidig forklaringen på at kun den politiske elite vil interessere sig for mit svar – i det omfang de har tid for deres øvrige gøremål med fx at skrive jamrende ledere og kommentarer om andre af de kroniske fejl og mangler ved systemet. Kun eliten kan i bedste fald se relevansen af det spørgsmål som jeg stiller længere nede på bagsideteksten i håbet om at stimulere en mulig bogkøber til at gå i lag med bogen:

”Hvad er det man forstår i politik når man hverken er særlig meget inde i sagerne eller særligt interesseret? Hvorfor gider vælgerne?”

Derfor er jeg dømt til evig jammer, ligesom alle de andre i eliten. Dog med min helt egen melodi: Den politiske Komedie.

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk