Det verbale Pindehuggeri

Nu har Pind igen skabt debat ved at bore et ord ned i et ømt politisk punkt. Hvad er det dog den mand kan med små midler?

Søren Pind har nu igen været ude og sige noget som vækker opsigt. Sidst det skete, var da han brugte ordet ’assimilation’ i forbindelse med sin tiltræden som minister.

Læs kommentaren ”Søren Pinds drabelige hødukke”

Det handler denne gang også bare om et ord han bruger. Denne gang ordet ’inspirere’. Om baggrunden for oprøret mod Gaddafi sagde Pind til Jyllands-Posten d. 7/4:

»Irak-krigen var bestemt en faktor for, at det kunne lade sig gøre. Man skal ikke fratage de unge, at de selv har tilkæmpet sig samfundsomvæltninger. Men jeg er helt sikker på, at demokratiet i Irak har inspireret under det arabiske forår.«

Tilsyneladende en forsigtig udtalelse som det kan være svært helt at afvise. Men Villy Søvndal er blevet hårdt ramt af den. Han kalder opfattelsen for ”vanvittig”:

»Det er ikke blot historieforfalskning, det er fantasteri fra Søren Pind. Revolutionerne, vi ser i den arabiske verden, kommer fra folket - krigen i Irak blev startet på et ulovligt grundlag af Bush, Blair og Fogh på en løgn om masseødelæggelsesvåben.«

Søvndal nøjes ikke med at afvise enhver forbindelse mellem Libyen og Irak. Han angriber Pind for at mangle dyden ærlighed (”historieforfalskning”, ”fantasteri”). Og går herefter over til SF’s talemoduler i ultrakort form. Først et nyt talemodul om Libyen-oprøret. Dernæst et gammelt om Irak-krigen.

Læs om talemoduler (faktaboks)

Politisk debat består af angreb

Det er den helt almindelige model for politiske debatindlæg: kort afvisning af modstanderens påstande, efterfulgt af længere angreb på modstanderen for at mangle én eller flere af dyderne. Til dette angreb hentes velegnede kendsgerninger ind som ammunition i velprøvede talemoduler. Forklaringen på angrebenes dominans er at angreb giver strid, og at strid mellem to parter øger mediernes og vælgernes interesse for at beskæftige sig med de to parter.

Talemodulet om Libyen-krigen som befolkningens oprør mod en despot havde jo opslutning fra alle partier i Folketinget dengang man besluttede at sende de seks jagerfly afsted. Kun SF og Enhedslisten bruger udtrykket ’folket’ som er socialistisk arvegods. Andre partier foretrækker ’befolkningen’.

De forhenværende

Dagen efter spurgte Jyllands-Posten så også også 3 tidligere udenrigsministre om Pinds udtalelse. Uffe Ellemann-Jensen støtter Pind:

"Pind siger udtrykkeligt, at der er mange ting, som spiller ind og at det ikke hovedårsagen. Det har han ret i. Det har unden tvivl inspireret, at man har haft frie valg i Irak."

Men Niels Helveg Petersen afviser Pinds tanke om inspiration:

Jeg har aldrig hørt de unge i Egypten og Tunesien sige noget i den retning. Hvis det var sådan, så havde de vel selv sagt det. Der er slet ikke noget i Pinds udsagn, der giver mening.

Fup og fidus

Og Mogens Lykketoft kalder Pinds udtalelser for ”noget forfærdeligt sludder” og uddyber det således:

- Intet tyder på, at borgerne i de arabiske lande har set på det vaklende irakiske demokrati som forbillede. Det lyder som et forsøg på at retfærdiggøre en fejltagelse af historiske dimensioner, som har kostet et svimlende antal uskyldige mennesker livet.

Lykketofts afvisning rummer en anklage mod Pind for manipulation, dvs. for at være løgnagtig. At afsløre modpartens fup og fiduser for øjnene af alle, er én af de mest almindelige angrebsteknikker for politikere.

Produktiv uklarhed og underforståelse

Uklarheden i udtrykket ’inspireres’ bruges af Pind og Ellemann til at argumentere for at det var godt at Danmark var med til at vælte Iraks diktator. Derfor hugger både Helveg og Lykketoft løs på denne forbindelse, fordi den jo samtidig får deres partier til at fremstå som inkonsekvente, når det gælder kampen for demokrati i de arabiske lande.

Mens man samlede bred politisk støtte til Danmarks deltagelse i Libyen-krigen, gjaldt det om at holde enhver forbindelse til Irak-krigen ude af debatten. Hvis Pind havde været ude med sin udtalelse på det tidspunkt, havde det været en dumhed. Nu hvor danske jagerfly i flere uger har været med til at beskytte civilbefolkningen i Libyen mod folkedrab, virker Pinds udtalelse som en stimulans for debatten.

Pind kapitaliserer det usagte

Det Pind gør, er at kapitalisere det som han og andre lod være underforstået dengang man samlede hele Folketinget til Libyen-aktionen. Og da det Pind underforstod dengang, ikke svarer til det som Helveg og Lykketoft og Søvndal underforstod ved samme lejlighed, så tvinger Pind også dem til nu at gå ud og gøre det som de underforstod, eksplicit. Det vi oplever her er altså fire politikere der kapitaliserer det underforståede ved at udtrykke det. Og det er Pind der starter processen.

Pind på knivsæggen

Det tegner Pind som en offensiv værdipolitiker af samme format som Fogh. Men også en politiker der tager chancer. For det er klart at hverken Løkke eller Lene Espersen kunne gå ud og kapitalisere denne underforståelse nu. Og ingen af dem er begejstret over at Pind gør det.

Pinds evne til at køre på kanten af sin formelle rolle, sikrer ham altid en stor plads i Den politiske TV-komedie. Hver gang han viser sig, vejrer vælgerne en mulighed for at han går for vidt og plumper i. Pind er derfor aldrig kedelig – selv når han bare siger de forudsigelige ting som en minister skal sige.

Og journalister scanner opmærksomt hans udtalelser for ethvert ord. For at være den første med en ny tophistorie som enhver kan forstå.

Faktaboks: Modultale

Talemoduler – eller modultaler eller helt kort: modul – er små taler om forskellige valgtemaer. Enhver folketingskandidat har typisk i alt mellem 10 og 20 moduler. Disse moduler kan taleren så udvælge og kombinere så de passer bedst muligt til de aktuelle tilhørere, tid og sted.

Ethvert modul kan så yderligere af taleren tilpasses i længden så det kan vare fra typisk 2 til 7 minutter. Længden reguleres ved at tilføje eller fjerne eksempler, statistik, anekdoter og andet som kan bruges til at konkretisere med.

Hvert modul kan opbygges efter denne model som kan forenkles hvis der kun er lidt tid til rådighed:

Monroes måde

Denne komposition er opkaldt efter Alan H. Monroe, en amerikansk professor som udviklede den i 1930’erne.

Opmærksomhed

Først skal du vinde dit publikums opmærksomhed og lancere emnet.

Behov (problem)

Efter du har fanget tilhørernes opmærksomhed, skal du have dem til at føle behov for forandring. Du skal overbevise om at der er et alvorligt problem i den foreliggende situation. Det er vigtigt at fremstille behovet klart og at illustrere det med stærkt understøttende materiale – statistik, eksempler og vidneudsagn i form af citater. Dette skal sætte problemet i direkte relation til tilhørernes værdier og vitale interesser. Ved slutningen af dette trin skulle tilhørerne være så optaget af problemet at de er topmotiveret til at høre din løsning.

Tilfredsstillelse (løsning)

Efter du har vakt og intensiveret behovet, skal du nu tilfredsstille det ved at give en løsning på problemet. Du fremlægger din plan og viser hvordan den vil fungere. Du skal give tilstrækkelige detaljer til at tilhørerne klart forstår hvad du foreslår.

Visualisering

Efter du har fremlagt din plan intensiverer du lysten til at sætte den i gang ved at visualisere dens fordele. Nøglen til dette trin er at bruge et levende billedsprog for at demonstrere over for tilhørerne hvordan de vil have fordel af at planen gennemføres. Du skal få dem til følelsesmæssigt at forstå hvor meget bedre deres vilkår vil blive.

Handling

Når tilhørerne er overbevist om at dit program er godt, er du klar til at lede dem til handling. Sig nøjagtigt hvad du ønsker tilhørerne skal gøre, og hvordan de skal gøre det. Eksempler: Giv dem den adresse de skal skrive til. Fortæl dem hvor de skal gå hen for at blive medlem af en forening. Fortæl dem hvor de skal henvende sig for at få råd. Afslut så med en direkte appel som forstærker deres ønske om at handle.

Monroes måde er meget brugt af professionelle overbevisende talere som politikere og sælgere. Den er også meget brugt i reklamer.

Læs mere i min Aschehougs store bog om at holde tale, Aschehoug 2002.

Til toppen af siden