Formidlingstabernaklet

I kølvandet på 2020-planen udfører den politiske elite et stort arbejde med at forsøge at formidle planens saglige detaljer og relevante vurderinger ud til befolkningen. Men i virkeligheden forstår alle vælgere bare planen som endnu et indslag i den politiske tv-føljeton

Når regeringen fremsætter sin 2020-plan, så udløser det en masse aktiviteter rundt omkring på redaktionerne. Det er en hovedbegivenhed på Store scene.

Den officielle grund til at alle disse indslag laves, artikler skrives, tabeller opstilles og kommentarer udtænkes er at vælgerne skal forstå hvad planen går ud på. På basis heraf skal de således oplyste borgere så tage politisk stilling.

2020-planen udløser en enorm formidlingsindsats fra en masse kloge hoveder og dygtige redaktører og journalister.

TV-føljetonen

Men den befolkning som man formidler til, forstår ikke først og fremmest politik gennem de økonomiske, juridiske og administrative detaljer som hele dette politiske formidlingstabernakel forsøger at udbrede over landet. Befolkningen forstår politik ved at leve sig ind i toppolitikerne som figurer i den tv-føljeton som kører i nyhedsmedierne. Kun den politiske elite går op i de DJØF-detaljer som alle medier bombarderer hele befolkningen med i kølvandet på 2020-planen og enhver anden plan som laves på Lille scene, dvs. i regeringskontorer og andre lukkede forhandlingslokaler. De færreste vælgere gider læse artiklerne som laves under stort møje. Det er fint at disse artikler kan glæde dem der fatter dem og har tid til at læse dem. Men for det store flertal af vælgere er de helt uden betydning. De har mere end nok i tv-føljetonen, eventuelt suppleret med enkelte tv-debatter mellem toppolitikere.

Fin og mindre fin forståelse

Selvfølgelig behandles 2020-planen også som et indslag i den politiske tv-føljeton. Men det sker som et biprodukt af det egentlige: formidlingen af planens saglige indhold. Og typisk i de særlige programmer for den slags: Jersild live, Mogensen & Kristiansen, Tirsdagsanalysen og DR2 Debatten. Alle i formidlingsetablishementet skelner mellem det egentlige og alvorlige, nemlig sagen, og så omstændighederne og spinnet, nemlig tv-føljetonens figurer og det psykologiske spil imellem dem.

På denne måde henvises den form for forståelse som alle vælgerne har, uanset uddannelse, interesse og politiske holdninger, til at være sekundær og af lavere rang. Elitens formidlingstabernakel indoktrinerer vælgerne til at tro at deres måde at forstå på, er forkert og poppet.

Det går jo meget godt

Gør det så egentlig så meget? Vores demokrati er jo, trods denne indoktrinering til at tro på det sagliges store betydning i politik, særdeles velfungerende. Ligesom danskerne er vant til at klare meget i hverdagen ved sort, dvs. ”forbudt” arbejde, således er de tilsyneladende også godt tilfredse med at forstå politik på denne officielt ”forbudte” eller mindreværdige måde. Derfor er vi danskere verdens lykkeligste og mest tilfredse folk. Og derfor er dansk politik en succes.

Der er altså slet ikke nogen forståelseskrise i vores demokrati. Den officielle dobbelttænkning med en officiel, saglig forståelse som et fåtal i realiteten har, og så en uofficiel, men reel tv-føljeton-forståelse som alle har, fungerer godt i praksis.

Hvorfor dog denne bog?

Nu har jeg så alligevel skrevet en bog om den uofficielle, landsdækkende forståelsesmetode: ’Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen’. Det har jeg gjort fordi jeg nu engang er forsker i disse materier og derfor gerne vil fortælle om dem til så mange som muligt. Min tilgang er at jeg ganske nøgternt ser på hvad politikerne siger til vælgerne og hinanden på Store scene, dvs. i offentligheden. Når man skal give disse replikker indhold og mening, så opstår Den politiske Komedie, dvs. politik forstået som tv-føljeton. Den sproglig, pragmatisk analyse af de foreliggende konkrete replikker fra politikerne peger alle sammen helt entydigt på at politik i praksis både udøves og forstås som en tv-føljeton mellem politikerne som psykologisk figurer.

Mere mystisk er det ikke. Der er heller ikke noget polemisk i det. Det er bare fakta.

Bogen truer formidlingsetablishementet

Men det er klart at opfattelsen af at politik er en tv-føljeton kan ses som en reduktion af betydningen af den politiske elites yndlingsbeskæftigelse og levebrød: at gøre vælgerne klogere på allehånde detaljer i fremlagte planer. Og på hvilke holdninger de bør have til dem. For det er typisk kun de ganske få, opsigtsvækkende detaljer som kommer med ind i de replikker på Store scene, vælgerne bemærker og eventuelt bliver påvirket af.

Derfor kan min bog godt vække stærk modstand hos de udvalgte politiske elitelæsere som får den til anmeldelse. Den anfægter deres profession og sædvanlige tænkemåde. Derfor er det fristende at lade bogen ligge som et kuriøst indslag. Og det store flertal af vælgere er jo – ifølge bogen – helt ligeglade med en sådan bog.

Bogens effekt

Det er naturligvis ikke realistisk at forestille sig at min bog vil ændre elitens politiske formidlingstabernakel. Det kører fortsat afsted som en helt fast del af Den politiske Komedie. Bogen beskriver hvordan den saglige politiske argumentation indoktrineres i befolkningen. Men muligvis burde det fremgå mere tydeligt at formidlingstabernaklet kan forklares som en fast del af Den politiske Komedie. Ikke mindst fordi ingen kan se nogen grund til ændre noget sålænge det danske demokrati er den dundrende succes som det er. Og forhåbentlig vil være længe.

Læs kommentaren ”Jammer over nytteløs jammer” hvor der gås lidt mere i dybden med hvorfor også jeg – som resten af eliten – må jamre forgæves, både i min bog og i mine kommentarer.

Til toppen af siden

Formidlings­tabernaklet