Helle op, Helle ned

Hvis Helle Thorning-Schmidt og hendes hær af rådgivere havde læst Den politiske Komedie bedre, så ville hendes vælgere ikke elske at hade hende idag

Det er en blandet fornøjelse at opleve, hvordan den politiske elite gang på gang brækker halsen på, at den ikke respekterer, at vores demokratis bærende institution er Den politiske Komedie. Elitens fejl er, at den systematisk overvurderer befolkningens politiske interesse for substansen, og dermed undervurderer kulturkløften mellem hvad alle økonomerne og juristerne render og laver på Lille scene, og så hvad befolkningen lever med i på Store scene, dvs. ude i TV’s nyhedsudsendelser.

Nu fx sammenbruddet i trepartsforhandlingerne, hvor Dansk Metal for et par dage siden omsider indså det samme, som formand Dennis Kristensen fra FOA havde indset allerede for flere uger siden: at medlemmerne ikke fatter, at arbejdstiden skal forlænges samtidig med, at arbejdsløsheden plager dem. Og det fortalte Dennis så den danske befolkning og sine kolleger i LO i flere omgange i telefoninterview fra Grækenland igennem flere dage. Han sagde klart, at han ikke ville være med til at inddrage ferie- og helligdage i trepartsforhandlingerne. Det fik Harald Børsting, formand for LO, til at nedtone temaet om fridagene i nyhedsinterviews i tiden derefter. Men alligevel har fridagstemaet åbenbart været det bærende tema både i LO og i regeringen – lige indtil Dansk Metal meldte klart fra.

Temaet har været så bærende, at udmeldingen fra Dansk Metal fik regeringen til straks at erklære trepartsforhandlingerne for helt udsigtsløse. Og selv om fagbosserne efterfølgende har været ude at signalere stor forhandlingsvilje ved at fortælle om mange andre muligheder for at hente de 4 milliarder som trepartsforhandlingerne skulle have givet, så vil regeringen altså ikke lege med fagforeningsbosserne mere.

Prestigetabet både for regeringen og for LO er enormt. Men de er selv ude om det. Hvis de havde indset, at Den politiske Komedie er den bærende institution i dette land, så havde de ikke undervurderet befolkningens modstand mod at skulle arbejde på fridage. De havde ikke undervurderet, hvor let det ville være for mange medier at bruge dette uforståelige projekt til at tegne finansministeren, statsministeren, Børsting og mange flere pinger som verdensfjerne figurer i komedien med idiotiske projekter. Og den historie om sådanne skøre personer går jo lige ind. Og det er den eneste historie, som går ind hos folk uden for landets ret lille politiske elite på højst nogle få hundrede tusinde vælgere.

Heri ligger ingen nedvurdering af almindelige vælgere. Demokrati handler om, at almindelige vælgere har ret til at være almindelige vælgere. De har ret til ikke at fatte økonomernes udredninger om substansens detaljer. De har ovenikøbet også ret til ikke at følge med i politik i TV’s nyhedsudsendelser. Men det er der så heldigvis mange, der alligevel gør. Og dér oplever de de politiske figurer og tolker deres ansigter og lever sig ind i deres handlinger. For det er noget, enhver almindelig vælger er ekspert i. Derfor er det dér – i TV’s nyhedsudsendelser – at dansk politik i virkeligheden foregår. Og den eneste økonomiske substans, som når ud, er den lille del af den økonomiske substans, som figurerne i nyhedsudsendelserne kan bruge i deres replikker. Mere indviklet er det ikke at fatte, hvad Den politiske Komedie går ud på.

Alligevel dummer eliten sig gang på gang, fordi de bare opfatter TV’s nyhedsudsendelser som en kanal blandt mange andre. Eliten opfatter Lille scene, dvs. det der foregår bag lukkede døre i administrationen og mødelokalerne, som landets egentlige politiske scene, som medierne så skal formidle videre ud til befolkningen.

Og det er ikke tilfældigt, at man har denne skrupforkerte opfattelse af, hvad der er demokratiets bærende institution. Hele den politiske formidlingsindustri må i denne forbindelse opfattes som et kæmpe propagandaapparat, der lever af og trives ved at forsøge at gøre en sværttilgængelig substans fra Lille scene forståelig for alle. Derfor bekæmper man ethvert tilløb til at placere Den politiske Komedie som demokratiets bærende institution. Fordi dette vil legitimere og opgradere den politiske forståelse som enhver vælger ganske let kan skaffe sig. Og dermed svække betydningen af den mere tunge politiske formidlingsindustri med kommentatorer, politiske journalister og redaktører og hele herligheden.

Et komisk udslag af elitens propagandaarbejde på denne front, er det enorme antal ledere og kommentarer, som har den pointe, at medierne og politikerne skal forbedre sig. Ofte blusser disse jammerklager op i forbindelse med personsager som Lene Espersens feriesag og Helle Thorning-Schmidts skattesag. Men al denne jammer fører aldrig til nogen ændringer.

Også disse jammerklager og deres nytteløshed er helt forudsigeligt i Den politiske Komedie. Jammeren er nytteløs, fordi den altid er rettet mod de forkerte. Det er tabu i den politiske medieindustris selvpropaganda at sige ligeud, at både medier og politikere er som køberne/ vælgerne gerne vil have dem. Og det er tabu, fordi det er rent selvmord for et medium både at fremstå som demokratiets ædle forsvarer og så samtidig anklage vælgerne for at være dumme, uvidende og dovne. Derfor rettes denne kritik altid mod de forkerte og har kun den virkning, at man får fyldt spalten endnu engang. Og udbredt propagandamelodien om, at Lille scene er den grundlæggende scene og Store scene formidling af det egentlige.

Disse idelige og nytteløse jammerklager er det mest stabile, klare og groteske tegn på den systematiske nedvurdering af Den politiske Komedie. Men jævnligt sker der desuden dramatiske ting i komedien, fx når hovedpersoner kommer ud i svære kriser, fordi de ikke respekterer at de først og fremmest spiller på Store scene, hvor alle vælgere er eksperter i at læse ansigter og forstå replikker. Det var på denne Scene Helle steg op. Og det er nu på denne scene hun – til stor dramatisk nydelse for mange – nu dagligt desperat kæmper mod sin undergang. Det mest komiske er at hendes regering samtidig er storforbruger af smarte spinanalyser og er spækket med rådgivere. Men denne rådgiverhær har altså åbenbart ikke fattet hvad det hele handler om, for så havde Helle kunnet triumfere nu.

Mange dømmer nu Helle helt ude, og det ser da heller ikke særligt godt ud. Men i politik kan alt jo ske. Især hvis man kender komedien som man er med i. Ellers er det hurtigt helt ude med Helle og med alle andre.

Link til bogen om Den politiske Komedie.

Til toppen af siden