S som Sass

Gruppeformand Henrik Sass Larsens angreb på Enhedslisten giver kun mening som en handling, der her og nu skal forhindre SF i at udtræde af regeringen

Det kan ligne kollektivt selvmord, at Socialdemokraterne sender gruppeformand Henrik Sass Larsen i medierne for at skælde ud på Enhedslisten. I politik kan det, der siges og gøres, kun forstås på baggrund af det, der ikke siges og gøres. Det, der ikke siges og gøres i dette tilfælde, er den lange, fortrolige drøftelse med Johanne Schmidt-Nielsen, som statsminister Helle Thorning-Schmidt for længst burde have haft. En samtale, hvor regeringslederen i store træk aftalte forløbet om finansloven med lederen af sit støtteparti. Således som Fogh og – i mindre omfang – Løkke gjorde dengang Dansk Folkeparti var støtteparti for deres regeringer.

Når Sass offentligt angriber Enhedslisten, så sender det først og fremmest et klart signal om, at der ingen fortrolige relationer er mellem regeringen og støttepartiet. Det er et signal, som kun kan styrke kampgejsten i Venstre og Konservative og resten af oppositionen. Oppositionspartierne vil derfor sætte deres pris for at indgå aftaler med regeringen i vejret.

Hvorfor udsender regeringen så dette signal nu? Sass og resten af regeringstoppen er jo ikke mindre intelligente analytikere end alle de politiske kommentatorer, som nu klart opfatter dette signal og vil bore i det i den kommende tid. Så der må vel være en Sass-fornuft i det, Sass-manden gør. Men hvilken bagvedliggende fornuft kan der ligge i Sass’ desperadoudfald mod støttepartiet? Hvor ligger gevinsten for S?

Det har mange medier og kommentatorer allerede gjort sig kloge på. Men ingen har – så vidt jeg har kunnet følge med – fundet selve Forklaringen.

Den mest sandsynlige gevinst ved S-angrebet på Enhedslisten ligger i at opmuntre SF til ikke at udtræde af regeringen. Sass’ kollektive selvmordsraid giver kun mening, hvis det ses på baggrund af, at SF-toppen i øjeblikket overvejer at udtræde af regeringen. Sass forsøger med sit angreb på Enhedslisten at betale SF’erne erstatning for den ydmygelse S tildelte SF’erne, da Corydon ringede til Søvndal i Rio og fortalte, at man lavede skatteforlig med V og K. Med denne handling fik regeringen gennemført mere af sit oprindelige skatteudspil end de havde forhandlet sig frem til med Enhedslisten. Men samtidig blev SF lavet om til et vælger-tag-selv-bord for Enhedslisten.

Flere medier har bragt historien om, at Søvndal blev rasende, da Corydon ringede til ham i Rio og fortalte ham om lynskatteforliget med V og K. Dette er første gang offentligheden hører om, at forelskelsesforholdet mellem Helle og Villy er trådt ind i en mere moden fase. Og historien om telefonskænderiet mellem Corydon og Søvndal gør det faktisk umuligt for Søvndal at lægge Johanne Schmidt-Nielsen ned, når hun i debatter skælder ham ud for skatteforliget. Situationen for Søvndal og SF er i virkeligheden det mest akut desperate element i regeringen. Og det er derfor også det der har udløst Sass’ desperate handling: Han gør det klart for SF-ledelsen hvor langt S vil gå for at bekæmpe SF’s fjende nr. 1, Enhedslisten. Snak og løfter på de interne regeringslinjer er åbenbart ikke længere tilstrækkeligt for de blødende og desperate SF-ledere. De har krævet noget mere forpligtende, som klart viste en reel vilje bag alle de pæne ord om ubrydeligt sammenhold. De har efter skatteforliget fået en opfattelse af, at S ofrer dem, når det virkelig gælder. Og har udsigt til mere af det samme. Derfor måtte Sass ud med sit kollektive selvmordsangreb på Enhedslisten.

Men er det særlig smart?

Spørgsmålet om smarthed er irrelevant. Det har været nødvendigt at gøre det. Det handler om, at S soner sine ydmygelser af SF ved en spektakulær offerhandling. Og Sass’ offerhandling vil sikkert her og nu kunne give SF-toppen mere styrke til at forklare sit smuldrende bagland, hvorfor SF skal fortsætte i regeringen, selv om alle partiets vælgere efterhånden befinder sig hos Enhedslisten. Men offerhandlingen vil ikke tjene til at forlænge regeringens liv. Fordi handlingen vil gøre det dyrere for regeringen at lave de forlig, som den hele tiden skal samle flertal for. Inklusive finansloven.

Men Sass fortjener ros for, at det indtil nu er lykkedes for ham at få alle medier og kommentatorer til at analysere hans angreb på Enhedslisten uden så meget som at nævne SF. Af samme grund er der mange, der mener, at forklaringen på den selvmorderiske handling er, at Sass bare er lidt smådum. Ligesom alle andre rockertyper skal han bare ud og vise sig som macho engang imellem. Ja, godmorgen Danmark.

Men ingen træer vokser ind i himlen. For det er da rigtigt nok, at det faktisk ikke var særlig smart af Sass at bruge et billede fra sin kulørte fortid, da han skulle visualisere Enhedslistens slemme sprogbrug. Han sagde, at Enhedslisten brugte samme slags sprog, som man kunne møde på centerpubber inden lukketid. Dette billede var et rent selvmål, som selv jeg er ude af stand til at forklare fornuften i.

Til toppen af siden