|
|
|
|
Først
lagt op 20-07-2012,,senest
opdateret 14-12-2018
10:21:56 |
|
|
Demokratiets
kroniske jammer
Der jamres jævnligt over dansk politik: Politikere
og medier bør tage sig sammen for at bekæmpe personfnidder og
procesjournalistik. Men intet ændres. For vælgerne er stadig de samme.
Og de bestemmer. Heldigvis.
[Bragt som kronik i Berlingske, 20/7 2012]
Den 16. juli skrev tidligere lektor ved CBS, cand.merc Henning Kirkegaard i ”Opinion”: ”Der er ingen tvivl om underholdningsværdien (af den politiske debat), men der burde vel også være et element af seriøsitet, saglighed og gensidig respekt. Det mangler desværre. Nedslående, synes jeg.” Og: ”Det er også generende, at debatten ofte fremhæver følelser og fornemmelser i stedet for fakta og mulig forståelse.” Henning Kirkegaard er ikke alene med sin kritik. Det er en udbredt opfattelse, at der er for lidt seriøsitet i politik. Og alt for meget personfnidder, slemt sprog og procesjournalistik. Og ansvarlige chefredaktører står jævnligt frem og giver kritikerne ret og lover bod og bedring. Der er altså i landet en udbredt opfattelse af, at politik burde foregå helt anderledes end politik faktisk foregår. Og opfattelsen går helt til tops. F.eks. skrev to professorer ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet sidste år en kronik i Jyllands-Posten, hvor de gjorde opmærksom på, at de beløb, som politikerne så dramatisk forhandler om hvert år i november, kun udgør mindre end 1 procent af finansloven. De øvrige 99 procent passerer helt uanfægtet år efter år. Statskundskabsprofessorerne mente, at pressen svigter sin opgave med at skabe interesse og debat omkring disse 99 procent. Læs kronikken Det ideelle demokrati uden vælgere. Når chefredaktører og professorer jamrer over den måde, politik foregår på, er det ofte på melodien om, at både politikere og medier må tage sig sammen og gøre det bedre. Og når politiske kommentatorer med hang til patos blander sig i jammerkoret, så sker det på melodien: ”Gid den store visionære, politiske leder vil opstå, som frelser os fra al den politiske elendighed”. Læs kronikken Mens vi venter på Den store Leder. Men uanset hvor meget der jamres, så fortsætter det, der jamres over, uændret. Jammeren i demokratiet vil derfor aldrig nogen ende tage. Jammeren er kronisk. Det har sin forklaring. Den indlysende forklaring på politikeres og mediers ”dårlige” opførsel er, at markedet bestemmer. Og markedet er vælgerne. Det er jo hele demokratiets ide. Men kundernes fejl og mangler jamres der sjældent over. Tilløb til en sådan jammer bliver stoppet af ”nu skal vi ikke undervurdere vælgerne/ læserne/ seerne.” Hermed underforstås det i jammeren over medier og politikere, at vælgerne i virkeligheden ønsker noget langt bedre end det, de hver dag får. Det er tragikomisk, at de jamrende helt ignorerer, at både partier og medier er tvunget til at konkurrere på liv og død ved at skræddersy deres indhold efter de faktisk eksisterende kunder i butikken. Og at man omgående bliver ædt af konkurrenterne, hvis man ikke gør det. Og hærskaren af opinionsinstitutter melder jo på decimaler uge for uge, hvad vælgerne (ikke) vil have. Intet tyder derfor på, at medier og politikere nogensinde skulle give vælgerne spor andet end det, som vælgerne vil have. Og at det faktisk i virkeligheden fungerer aldeles fortræffeligt. Alle målinger viser, at vi har et af denne verdens bedst fungerende politiske systemer. Det er præget af stor lighed, gode muligheder for social mobilitet gennem et gratis uddannelsessystem, stor tillid til hinanden og fremmede folkeslag, stor lykke, minimal korruption. Og ikke mindst: rekordstor valgdeltagelse ved folketingsvalg. Det mest mærkelige ved dette verdens mest fortræffelige politiske system er egentlig, at eliten jævnligt hengiver sig til jammer over det. I stedet for at henrykkes over det. Forklaringen er nok, dels at de jamrende ikke fatter, hvordan systemet i virkeligheden fungerer. Dels at de lever af jammeren. Elitens kroniske jammer over systemet er også elitens kamp for sin egen åndelige overlevelse som subkultur. Jammeren bygger på helt forskruede forestillinger om vælgerne som dydssirede skoleelever, som artigt læser lektier, inden de danner sig en mening. Men de færreste vælgere gider eller har uddannelsen til at læse finansloven, en forligstekst eller et partiprogram, inden de tager stilling. Eller læse politiske analyser fra kloge, politiske kommentatorer. Det er heller ikke nødvendigt. Man kan bare følge med i den løbende politiske TV-føljeton om de politiske topfigurer. Dansk politik er kun forståelig og interessant for (næsten) alle, fordi den fortælles som en TV-serie. De juridiske, økonomiske og administrationsmæssige detaljer, som udgør den såkaldte substans i politik, fattes kun af et fåtal vælgere. Derimod forstår alle vælgere de politiske figurer, som optræder i føljetonen. Enhver vælger er ekspert i at vurdere en person, som optræder på TV. Fordi alle er hverdagseksperter i at vurdere de mennesker, vi møder ansigt-til-ansigt. Det vurderes, i hvilken grad personen er ærlig, er drevet af højere motiver end egoisme, er stabil og kompetent. Det, der driver en føljeton frem, er stridigheder mellem personerne. Og disse stridigheder handler om at fremstå mest muligt positivt. Derfor gælder det om at underminere sine modstanderes dyder ved at fremdrage lige netop de detaljer fra f.eks. en svær forligstekst, som kan vise, at modstanderen er uærlig, egoistisk, ustabil og inkompetent. Samtidig med at man selv styrker sine dyder. Al politisk substans formidles gennem personkonflikter til vælgerne. Det betyder, at kun de detaljer i substansen, som er mest brugbare for figurerne til at ødelægge modstanderens dyder og polere ens egne, kommer ind i føljetonen og dermed ud til vælgerne. Strid er TV-føljetonens nåleøje for enhver substans’ detaljer. Når langt størsteparten af finansloven, forligstekster og partiprogrammer henligger i mørke, skyldes det udelukkende, at de ikke rummer detaljer, som figurerne kan bruge i denne krig på personlige dyder. Det kan selv de mest gribende jammerklager fra de ansvarlige chefredaktører ikke ændre. For det er dem, der har magten, som bestemmer kriterierne for god kommunikation. Når Danmark f.eks. skal handle med Kina, må vi værsgod indrette vores kommunikation efter magtforholdene for at have scoringsmuligheder. Og i demokratiet har vælgerne jo magten og bestemmer derfor kommunikationen og scoringsmulighederne for partier og medier. Det følger af dette, at historier om den politiske proces og ”personfnidder” altid vinder over historier om den politiske substans. Det skyldes, at proceshistorier er lette at forstå, uden at man forstår substansen. Enhver kan jo f.eks. også let leve med i Indiana Jones’ sindsoprivende jagt på den forsvundne skat uden at have spor forstand på arkæologi. Derimod gider kun nørder forsøge at forstå en substans uden proces. Billeder af politikere, som viser følelser, er derfor i meget høj kurs i føljetonen. Igen og igen har vi således hørt Johanne Schmidt-Nielsen sige ”pisset på” om seneste skatteforlig. Og vi har igen og igen set en groggy Helle Thorning-Schmidt fortælle på et pressemøde, at der i morgen kommer en god løsning. På denne vis ophøjer føljetonen visse psykologiske procesdetaljer i figurernes adfærd til at være helt afgørende politiske begivenheder. Den politiske TV-føljeton er altså demokratiets vigtigste tekst, fordi det er den politiske tekst, som alle vælgerne fatter og kan vurdere. Og det kan ske helt uden pædagogisk hjælp fra alle dem, der har forstand på de økonomiske, juridiske og administrationsmæssige detaljer, som udgør den såkaldte politiske substans. Vælgernes egen ekspertise i at vurdere figurers dyder i en TV-føljeton er den ekspertise, som demokratiet bygger på. Vil denne kronik få hele den professionelle, evindeligt jamrende subkultur af særligt udvalgte til at bryde ud i jubel over at være befriet fra jammerens byrder? Nej. Hvilket bare bekræfter, at nytteløs jammer over systemet er en kronisk del af verdens bedste demokrati. Klaus
Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk
Opdatering:
21-03-2016: link indsat. 16-05-2016:
nyt sidehoved og ny sidebund indsat. 14-12-2018:
forbedret layout. |
|
|
|
|
|
