Stueren kommunikation

Selv Pia Kjærsgaards værste fjender har rost hendes og hendes partis tekniske kommunikationsevner. Der er altså bred politisk enighed om, hvad god politisk kommunikation er. Derfor kan man bruge Dansk Folkeparti som dydsmønstret i kommunikationsklassen, når man skal give alle partier karakterbog med hjem til vælgerne.

Af Klaus Kjøller

Kjærsgaard besluttede ved årsskiftet, at hun ville gå af som formand. Den absolutte partitop har været orienteret i nogen tid, formentlig siden engang i foråret. Men resten af verden fik først besked, da Berlingske bragte interviewet med hende dagen inden gruppemødet i Silkeborg. Derefter hoppede og dansede alle medier – fuldstændig som partitoppen havde forudset. Selv de mest opmærksomme analytikere af dansk politik havde ikke anet uråd, selv om mange af dem jo på Borgen har plejet daglig omgang med de medlemmer af partitoppen, som har vidst besked om den sensationelle nyhed i et pænt stykke tid. Ingen andre partier ville have klaret denne operation uden ødelæggende lækager undervejs.

Partiets topstyrede tæthed gør, at ingen tvivler på Dansk Folkepartis politiske profil. Selv efter de indgik økonomiske forlig med VK-regeringen i foråret 2011 – forlig som beskar deres vælgergruppers overførselsindkomster – så bevarede partiet stort set sin vælgerstøtte. Det hænger sammen med, at partiet ved samme lejlighed fik indført de berømte grænsebomme, som så fyldte godt i medierne hen over hele sidste sommer og således gav partiet en masse profil. Og bommene spøger stadig.

Dansk Folkeparti har fundet formlen for, hvordan man indgår nødvendige økonomiske kompromisser, som gør ondt på kernevælgerne, og samtidig styrker sin ideologiske profil. Det sker ved at sørge for at få aftaler med, som ikke koster noget særligt, men som udløser en sværm af debatindlæg og læserbreve fra landets kulturelle elite. I den forbindelse bør man ikke undervurdere det kommunikativt givtige parløb partiet især har haft med dagbladet Politiken, hvor Pia Kjærsgaard altid har passet perfekt ind som ideologisk bussemand.

Anders Fogh Rasmussen brugte en lignende teknik, da han i sine første taler som statsminister angreb ”smagsdommere” og ”rundkredspædagogik”. Uden det kostede en krone, rejste disse angreb store debatter, som skabte indtryk af høj ideologisk cigarføring, som kunne kyse indtrykket af, at Venstres politik generelt blev mere socialdemokratisk, langt væk.

Men det skal komme fra hjertet. Det fremhæves med rette, at Pia Kjærsgaard er autentisk i sin personlige kommunikation. Når hun på TV forsvarer grænsebomme og lignende, så tvivler ingen på, at hun faktisk mener, hvad hun siger, og enhver kan se, at det hænger godt sammen med, hvad partiet i øvrigt står for. Og hun svøber altid sin fanatisme i humor, når hun – med satirisk sans for paradokser -- angriber sin modstander.

I grel modsætning til Kjærsgaard har Thorning et klart problem med, at man som seer hele tiden sidder og tænker: ”Hvad er det egentlig, hun mener inde bag det, hun siger?” Som mange andre yngre politikere undervurderer Thorning, at tilhørerne altid selv danner sig en virkelighed bag den erklærede virkelighed, som de oplever, at taleren holder frem. Når Thorning indtil for nyligt sagde: ”Det går godt”, og åbenbart troede, at hun hermed havde skabt en virkelighed for seerne, så dannede seerne i stedet denne virkelighed: ”Der står Thorning og forsøger at få os til at synes, at det går godt. Gad vide om hun selv tror på det?” Det har nu vist sig, at det gør hun faktisk ikke.

Når det sker gang på gang, at der er stor afstand mellem den virkelighed, som politikeren holder frem og den virkelighed, som seerne automatisk selv skaber omkring personen, dannes der efterhånden et indtryk af, at personen ikke er troværdig og mangler ”en fortælling”. Når Thorning og Søvndal er trængt af opinionsmålinger og kritik i baglandet, så er det ganske let at sige de rigtige ord om at ”vi har højt til loftet” og ”det går ganske godt”. Det svære er at få vælgerne til at lade være med at opfatte dem som politikere, der bare står og siger, hvad de er nødt til at sige.

Løkke rider på den vælgersucces som alle S-SFs løftebrud har foræret ham. Hans lederstyrke og troværdighed er i top, for det har vist sig, at hans advarsler mod S-SF’s valgløfter viste sig berettigede. Hans kommunikationsmæssigt svage punkt er, at han ofte undervurderer mediernes interesser for detaljer i hans optræden. Herved kan små ting bliver store og skadelige. Senest da han forlod skatteforhandlingerne for at rejse til Rio, og det så viste sig, at han i virkeligheden rejste en omvej via sin datter. Det var ikke smart at forære medierne denne historie om ”Løkkes løgn”. Som jo kun kunne få Løkke til at fremtræde som arrogant over for skatteforhandlingerne.

Også Margrethe Vestager står stærkt. Men hendes og de Radikales styrke i regeringskoalitionen er en del af Thornings kommunikationsproblem. Fordi Vestager fremtræder som regeringens reelle leder med Thorning som leder af navn. Herved trækkes yderligere troværdighed ud af Thornings figur, hver gang hun optræder i sin formelle rolle som statsminister.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen får også en god kommunikationskarakter. Det bliver spændende at følge, hvordan hun vil balancere en finanslovsstøtte igennem trods sine egne ”pisse på”-udtalelser efter skatteforliget og trods sine gammelmarxistiske hovedbestyrelsesmedlemmer.

Anders Samuelsen er god til at være dér hvor tingene sker, senest med gruppemøde i restaurant Vejlegården.

Lars Barfoed sidder pænt og stille i klassen. Han må gerne markere mere.

Rød bloks kommunikationsudfordringer er ganske store. Hvis SF fortsætter med at sende vælgere til EL, så vil spekulationerne om, hvornår SF udtræder af regeringen fortsætte. Regeringen vil lave økonomiske aftaler med de blå, men regeringen skal have sin finanslov igennem med støtte fra EL. Efterårets hovedføljeton bliver derfor, hvor den ideologiske smertetærskel hos fortidsøglerne i ELs hovedbestyrelse ligger. Nu er blå bloks skrækkelige Pia jo blevet afløst af Thulesen Dahl, som ligner alle de andre unge karrierepolitikere på Borgen. Efteråret vil vise, om regeringen og EL kan holde sammen, når de ikke mere kan bruge det regeringsbærende argument, at det er nødvendigt for at holde Pia fra magten.

Blå bloks største udfordring er at vente så værdigt som muligt på, at regeringen må udskrive valg. Og hver gang blå blok indgår forlig med regeringen, så vokser lavatrykket i brudlinjen mellem SF og EL. Og truer med at gøre SF-vulkanen aktiv og atter sprede aske over Villys røde enge.

Til toppen af siden