Helle, I presume? Thorning i Afrika

For almindelige vælgere er politik en komedieføljeton i TVs nyhedsudsendelser. Helle Thorning-Schmidt tegner sig efter Afrika-turen klart som en gribende, tragikomisk figur i den politiske TV-føljeton.

Af Klaus Kjøller

Helle Thorning-Schmidt skinner som en stjerne når hun er i EU. Vi har set det flere gange. Hun slår håret ud og oser af overskud, mens hun hilser, krammer og snakker med de andre europæiske politikere. Og på pressekonferencerne om natten efter de alenlange møder har hun lige det ekstra overskud af kompetence som giver hende både sikkerhed og faktisk også charme. Ingen danske journalister kan få skovlen under Helle på EU's scene. Alle kan se at hun er på hjemmebane. Også fordi EU i så høj grad går ud på store visioner som bæres frem af flotte ord.

I denne uge har vi så oplevet hende på rejse i Afrika. En let opgave skulle man tro. Hun kan vel bare slappe af og lege med. Alt er planlagt på forhånd. Det er ceremonier, taler og fotosessions hvor man bare skal smile.

Ja, godmorgen. Helle var anspændt, nervøs, på vagt. Selv når hun står nede i en sydafrikansk mine iført fuldt udstyr og bedyrer at hun skam ikke er bange. Seerne spørger: Hvorfor altid så hektisk? Hvad er hun bange for?

En filminstruktør ville sige til Helle: Tag det med ro. Lad være med at tale i munden på dem der stiller dig spørgsmål. Lad være med at le hektisk ved enhver lejlighed. Læg stemmen i så dybt leje som muligt, så virker du mindre anspændt. Tag noget løsere tøj på, så det ikke ser ud som om du har fundet dit gamle tøj fra teenagetiden frem fra klædeskabet til Afrikaturen. Du er tynd og senet. Det er fint nok at du kropsligt kan minde om en jagthund. Men dine bukser må aldrig sidde så stramt at man får indtryk af at du har glemt at det er nogle år siden du var 16. Og din røde korte bluse må ikke sidde så snært om din overarm som den gjorde da du talte til soldaterne ombord på det danske krigsskib i Tanzania. Det er simpelthen påfaldende uprofessionelt at en yngre kvinde med dine fysiske fortrin fremtræder så dilettantisk, når du jo har alle tiders chance for at folde dig ud som et varmt, ja eventyrligt væsen i den brogede afrikanske virkelighed. Fold dig dog ud, Helle! Vis idioterne dit sande format! Du har vel intet at frygte. Henrik Qvortrup og de andre blodhunde er jo ikke i nærheden. Du har al den nosseløse luderpresse du kunne tænke dig.

Her vil så seriøse politiske kommentatorer indvende at det er for galt at jeg fremhæver sådanne irrelevante ting ved vor statsminister. Men problemet med sådanne ”seriøse politiske kommentatorer” er at de skriver og taler til en stadig skrumpende del af den danske befolkning. Hvorimod det jeg her tillader mig at skrive om, automatisk opfattes af enhver som har øjne i hovedet. Selv af dem som afviser det som irrelevant. Det eneste sikre politiske resultat af ethvert TV-indslag fra Helles tur i Afrika, er at figuren Helle tegnes tydeligere og tydeligere for enhver dansker. Og denne psykologiske figur kan ikke skilles fra hendes politik. Sådan er det, så kan I skrige og råbe forbandelser, ligeså tosset I vil.

Som figur i vores lands politiske komedie – således som den løbende udspilles i TVs nyhedsudsendelser – har Helle udviklet sig til en tragi-komisk figur. Hun er påfaldende kontrolleret og utilpas når hun optræder alle andre steder end i EU. Uanset om det er på en helt politisk ufarlig rejse i Afrika. Eller om det er på sine tirsdagspressemøder, hvor vi igen og igen ser hendes krampagtige optræden. Også selv om de spørgsmål journalisterne stiller burde, have været forudset af hende.

Derfor virkede det også helt rigtigt og naturligt for Helle-figuren at hun fik den der rabat på 1 mia danske kroner ved budgetforhandlingerne i EU for nyligt. Men den succes gør bare hendes figur endnu mere tragisk, når hun kort efter rejser rundt i Afrika som nervøs teenager i for småt tøj – samtidig med at flere S-borgmestre i hjemlandet afviser at ville have besøg af hende til kommunalvalget til efteråret. Hvilket hun krampagtigt afviser at ville kommentere på, før hun igen er hjemme.

Helles særlige tragikomik ligger i et paradoks i hendes figur: 1) Hun er klog og højt uddannet. Hun og hendes rådgivere har derfor ofte tænkt alting igennem. Ligesom Fogh har hun drejebøger. Muligvis ikke så detaljerede og så gode som Foghs, men hun har dem. Hun har tænkt igennem hvad hun skal gøre og sige sammen med sine forskellige rådgivere. Hvad skulle hun ellers bruge dem til? 2) Men hun mangler naturligt talent for i praksis at optræde således som drejebogen anfører at hun skal optræde – når det da ikke lige er på EU's scene. Og det ved hun egentlig godt, selv om hun selvfølgelig alligevel offentligt benægter at hun laver fejl. Hun vil til hver en tid benægte at hendes performance på den afrikanske rejse var dårlig eller – velvilligt bedømt – middelmådig, og at hendes krampagtige svar på pressekonferencerne, var spor uhensigtsmæssige og skadelige for hende.

Men alle seerne kan med egne øjne se, at sandheden er en anden. Det særligt tragikomiske ved Helle er at hun – med benægtelser og bortforklaringer – bruger sin formelle magt til – uden held – at skjule den sandhed om hendes egen figur som alle TV-seerne selv kan se.

Helle er blevet offer for sin selvskabte myte om at hun er en god retoriker. Sandheden er at Helle er en dårlig retoriker som næsten altid virker kunstig og overkontrolleret – som en dårlig skuespiller. Derfor er hun – uden at ville det – blevet til denne tragikomiske figur: EU-teknokraten som kæmper en håbløs kamp for at optræde afslappet og naturligt som en almindelig Helle blandt almindelige danskere.

Og når så Jyllands-Posten i dag (lørdag d. 9/3 2013) skriver at planen om at 27,5 mia kroner fra Nordsøolien skal indgå i en ”Togfond” som skal finansiere timedrift mellem danske storbyer, først blev lavet i timerne op til en hastig planlagt pressepræsentation fredag inden SF-toppen holdt deres weekend-møde, så passer det jo aldeles perfekt til alt det ”irrelevante” om Helles figur, som jeg har skrevet ovenfor. Sådan vil jo netop en nervøs, hektisk og krampagtig statsminister agere bag kulisserne – inden hun side om side med de relevante ministre præsenterer planen for pressen og hele landet som om den havde været på vej længe. Så Helle-figuren tegnes klarere og klarere som én der kun folder sig ud som moden politiker og kvinde i EU.

Afstanden mellem det såkaldt ”irrelevante” personstof og det relevante – den såkaldte ”substans” – er ofte hårfin i politik. Faktisk så hårfin at almindelige TV-seere aldrig kan få øje på den. For almindelige vælgere er politik = den politiske komedie-føljeton som udspiller sig dagligt i TVs nyhedsudsendelser.

Reglerne for bred politisk forståelse hos vælgerne er enkle:

1. Vælgerne kan kun forstå en person i den politiske komedie ved at danne sig en opfattelse af personens dyder og virkelige mål.

2. komedien kan kun forstås ved at man forstår personerne i den.

3. Politik kan kun forstås ved at man forstår den politiske komedie.

Læs mere i Den politiske Komedie (2011).

Læs om dyderne her

Til toppen af siden