Martyrregeringen

Nøglen til at forstå dansk politik i øjeblikket er, at vi har en regering, som – stik mod, hvad vi er vant til – målrettet arbejder på at minimere sin vælgertilslutning. Det har skabt store problemer, både for Løkke og for Enhedslisten

Af Klaus Kjøller

Da jeg gik i skole, syntes jeg, at de japanske kamikaze-piloter under Anden Verdenskrig var noget af det mest uforståelige, der fandtes. Hvordan kunne en sag være så stor, at et menneske ville ofre sit helt unikke og uerstattelige liv for den? Og jeg og mine skolekammerater var overbevist om, at den slags idiotiske handlinger tilhørte fortiden og måtte hænge sammen med en særlig japansk kæft-trit-og-retning-mentalitet, som heldigvis blev udryddet, da Japan tabte krigen.

Ja, godmorgen. I disse år går der næppe en dag, uden vi hører om martyrer i TV-nyhederne. Mest eksplicit de religiøse – som regel muslimske – selvmordsbombere. Det er som om mængden af martyrer i øjeblikket øges mere end nogensinde tidligere i historien. Flere og flere mennesker overbevises åbenbart om, at deres selvudløste død fremmer en højere sag, som de tror på.

Også i dansk politik bliver martyrbegrebet mere og mere umuligt at komme udenom, når man skal forstå, hvad der foregår. Landets førende martyrparti er klart SF med en sortsnakkende, usynlig formand Vilhelmsen, som undgår enhver lejlighed til at træde i profil som minister for den vækst, som alle ellers taler om og indgår forlig om i øjeblikket. Men hele Thorning-regeringen kan kun forstås som en martyrregering.

Siden regeringens dannelse har S og SF målrettet brudt en række højt profilerede valgløfter. Og med sine store reformer om SU, dagpenge og vækstplan har den systematisk provokeret de grupper af vælgere, som bragte den til magten. Senest har regeringen med sin tætte relation til KL og lærerlockouten også formået at reducere De radikales tilslutning. Samtidig med at S og SF har fået endnu et nøk nedad af de flygtende lærerstemmer. Aldrig før har en regering så overbevisende jaget så mange af sine kernevælgere så langt væk på så kort tid.

Der er kun én rationel forklaring: Regeringen synes selv, at den politik, den fører, er så god og nødvendig, at den er villig til at ofre sig selv for den. Flere og flere kommentatorer og lederskribenter ser da også allerede næste valg som et jordskredsvalg.

Det har skabt stor forvirring og uro i dansk politik, at vi nu for første gang i Danmarkshistorien har en martyrregering. Forvirring både hos de borgerlige og i Enhedslisten.

Selv om Løkke kan fryde sig over høje opinionstal, så er situationen politisk svær for ham. For både han selv og alle omkring ham ved, at de høje opinionstal kun skyldes, at martyrregeringen laver det ene forlig efter det andet med Løkke – brede forlig, som en Løkke-regering aldrig selv ville have kunnet lave. Fordi S, SF og Enhedslisten i samlet opposition ville have afvist forslagene og indkaldt til kæmpedemonstrationer på Christiansborgs Slotsplads under paroler som ”social massegrav”, ”Løkkes minimalstat” og lignende.

Når regeringen har tilranet sig den politik, som Løkke brænder for, men aldrig selv ville have kunnet få igennem, så er der ikke meget ægte blåt politisk gods tilbage til Løkke. Martyrregeringens tyveri af den borgerlige politik har rystet de borgerlige partier så meget, at de helt usædvanligt har optrådt i samlet flok ved forhandlingerne om vækstpakken, del 1. Den ellers næsten udslettede Lars Barfoed (K) har i den anledning udtalt sig til medierne side om side med Løkke.

Men det, som Løkke profilerede sig på efter vækstforliget, var fjernelsen af afgiften på sodavand og genindførelsen af fradrag for forbedringer på hus og fritidshus. Med sin blå martyrpolitik har regeringen altså gjort det umuligt for landets næste statsminister, Løkke, at fremstå som en stor, visionær politiker. Han må fægte sig igennem ved at forsøge at sælge billigt sodavand og nye køkkener til vælgerne, som om det var politik fra en visionær statsmand. Aldrig før har Løkke, som jo nu er flyttet til storbyen, i den grad lignet lille Lars fra Græsted. Og det er alt sammen martyrregeringens skyld.

Også Enhedslisten er hårdt ramt af regeringens martyrstrategi. At partiet efterhånden er blevet 3 gange så stort som SF, synes ikke at skabe megen glæde. I denne weekend debatterer Enhedslisten på sit landsmøde nok engang, hvor grænsen går mellem grumset pragmatik og ubesmittet ideologi. Som oplæg har man raslet med sablen og antydet et muligt mistillidsvotum til Corydon i Folketinget. Den røde retorik vil fejre triumfer denne weekend, inden man falder til patten i afmagt. Sådan som Enhedslisten har gjort igen og igen i martyrregeringens tid.

For regeringen vil fortsat lave alle de store forlig med de borgerlige, mens Enhedslisten bare må stå og vifte rasende med sin berømte socialistiske fane. Enhedslistens argument for ikke at vælte regeringen er, at det hele ville blive endnu værre, hvis Løkke kom til. Sålænge flertallet i Enhedslistens hovedbestyrelse hader Løkke mere, end de hader Thorning og Corydon, så vil Enhedslisten ikke vælte regeringen ved at stemme nej til finansloven. Før martyrregeringen var Enhedslistens problem at undgå at løfte fanen så højt, at fødderne slap jorden. Under martyrregeringen er Enhedslistens udfordring at vifte vildt med den blodrøde fane uden samtidig at nakke regeringen med den oprørsk fægtende flagstang.

Takket være truslen om sin undergang har den blåstemplede martyrregering således Enhedslisten i sin hule hånd. Kun fordi Enhedslisten bruger Løkke som bussemand mod sine egne vælgere, sidder Thorning stadig. Og Enhedslistens fravalg af Løkke er samtidig Løkkes stærkeste bevis på, at der stadig er en klar politisk forskel på ham og Thorning/ Corydon.

Dette argument om, at ”Løkke er værre”, har Enhedslisten brugt til at sluge mange kameler med. F.eks. da Corydon ydmygede Enhedslisten og ”pissede på” Johanne ved i sidste øjeblik og til alles overraskelse at indgå skatteforlig med de borgerlige i juni 2012. Og både gruppeformand Sass Larsen og Thorning har siden da været ude og angribe Enhedslisten for at undergrave regeringens erklærede rød-grønne program med sin hårde, ideologiske kritik af stort set alle de ting, som regeringen får igennem. Alt dette og mere til har Enhedslisten måtte tåle, udelukkende fordi ”Løkke er værre.”

Martyrregeringen har altså fået imponerende mange og nødvendige reformer igennem. Det eneste, man efterhånden mangler, er vælgere. Det mangler man så til gengæld mere og mere i takt med successerne med at indgå brede forlig. Regeringen har teknisk fumlet meget. Men martyrlinjen står skarpt skåret.

Martyrers egentlige betydning kan først vurderes efter deres død. Og for politikere og regeringer er livet efter deres politiske død lig med deres politiske eftermæle. Hvis martyrstrategien skal give mening, så vil vores børn og børnebørn om føje år tænke tilbage på den nuværende regering som regeringen, der turde, hvor andre tøvede. Dens teknisk mangelfulde spin og statsministerens dårlige performance på tirsdagspressemøderne vil på perfekt vis indgå i martyriet: Datidens danskere lo, fordi de (vi) var ude af stand til at indse martyriets storhed.

Thorning-regeringen blev forfulgt, gjort til nar i samtiden – men genrejst i en ny fremtid. En helt ny tid, som vi, som lever i dag, har svært ved at fatte. – Hvis du synes, det lyder for vildt, så prøv selv at komme med en rationel forklaring på dansk politik lige nu.

Til toppen af siden