Glad gris mod stygge ulve

De Konservatives ny leder, Søren Pape Poulsen, er som TV-figur allerede sin egen i dansk toppolitik. Hvis han effektivt kan hudflette de røde i TV-debatter, er den hjemme for de Konservative.

Af Klaus Kjøller

Thomas Larsen sætter fokus på noget væsentligt, når han i sin kommentar torsdag om de Konservatives nye leder, Søren Pape Poulsen, skriver, at han skal ”virke overbevisende i de massemedier, som på godt og ondt vil være med til at tegne et billede af, om de Konservative får en ny overbevisende leder – eller det modsatte.” Grundtonen hos Larsen og andre tunge kommentatorer er, at udnævnelsen af Pape er dristig, en satsning, et eksperiment. Og Berlingske skrev i en leder, at uanset om ledelsesskiftet sker frivilligt eller ej, må timingen og forløbet anses for at være besynderligt og udtryk for en vis politisk desperation, og betegner udskiftningen på formandsposten som "på kanten af det dumdristige".

Og netop fordi alle kommentatorer var så bekymrede, og fordi Pape havde holdt sig ude af alle medier hele onsdag aften og torsdag morgen, så var vi ekstra mange, der åbnede for pressemødet kl. 11 torsdag for at se, hvordan han mon klarede sig.

Uanset hvordan Pape ville klare mødet, så må man slå fast, at de Konservative ikke – siden Lene Espersen blev væltet – har fået mere opmærksomhed. Under Barfoed har de Konservative været på en lang medieørkenvandring, kun afbrudt dengang Barfoed ved skatteforhandlingerne i sommeren 2012 fik bragt Løkke med ind i et forlig med regeringen, og dengang Barfoed blev skilt sidste år og gift med partifællen Helle Sjelle.

Lars Barfoed er nok den partileder, som mest konsekvent og heroisk har praktiseret den holdning, at substansen er alt i politik, og personen og processen kun en biting. Substansen er det faglige indhold af økonomisk, juridisk eller teknisk art som politikerne strides om. Med sin dristige udnævnelse af Søren Pape som sin efterfølger har dansk politiks mest gribende, bedrøvelige ridder af substansen, Lars Barfoed, erkendt personens og processens afgørende betydning. Det eneste argument, Barfoed har for Pape, er således, at han repræsenterer en ny generation. Ændringen er altså en ny person; substansen i politikken er den samme.

Og Pape mere end bestod sin ilddåb torsdag formiddag i bibliotekshaven og efterfølgende i diverse interviews. Han har tydeligt indset, at politik i virkeligheden er improviseret totalteater, altså personer, historier og proces, og at dem, han giver en forestilling med på sådan en dag, er de politiske journalister fra de store medier. Hans indledende lange monolog holdt han let støttet af et mikroskopisk stykke papir med stikord. Det svære ved planlægningen af denne monolog er ikke, hvordan han skal anlægge sin personlige form, for den har han mange gode erfaringer med fra sin mangeårige borgmestergerning i Viborg, og som taler ved Konservative stævner. Og den har Barfoed og andre rost ham for og angivet som årsag til, at man har udvalgt ham til posten. Så det er bare at køre derudad.

Det svære for Pape var, om han bare skulle træde vande med forudsigelige, men fikst formulerede banaliteter, eller om han skulle gå i offensiven. Alle kommentatorernes dystre beskrivelser af de Konservatives lederskifte som en dristig, måske desperat satsning, lagde op til, at Pape burde optræde yderst forsigtigt, ja ydmygt. Som om han bare havde det mål at vise, at han sådan set er i orden: at han ligner alle de etablerede, velkendte Christiansborgpolitikere ved det, at han både kan tale rent og sammenhængende og holde øjenkontakt.

Men denne defensive vej valgte Pape ikke. Det var ikke tilfældigt, at han – i modsætning til Barfoed – havde lagt jakken, dvs. signalerede afstand til den formelle politikeruniform. Han gik fint i offensiven med sin person ved 1) at bruge sin skolefortid som grundlag for hård kritik af den nye skolereform, 2) indbrud hos sine forældre til at lufte de Konservatives retspolitik. Hertil angreb på topskatten som en misundelsesskat, også belagt med eksempel.

Der er jo ikke nogen ny konservativ substans i disse ting. Men ved at lufte sine lidenskaber ved denne første lejlighed får han både demonstreret, at han – til trods for, at han kommer helt fra Viborg af – ikke frygter storstadspressen og er lammet af nerver, og at han faktisk brænder for konservativ politik med hele sin person og sin fortid. Samme frygtløse holdning blev vist ved gentagne angreb på ”osteklokken” Christiansborg, som blev opstillet i kontrast til den virkeligheden ovre i Viborg, som han kom fra.

Pape har den gode retorikers selvtillid, som giver ham mod til at kaste sig ud i improvisation, selv i en situation, hvor mange ville vente, at han både gik med livrem og seler. Den offensive optræden fik ham på pressemødet til at ligne Klods-Hans i H.C.Andersens eventyr. En Klods-Hans, som erobrede prinsessen, dvs. seerne, med sine kække svar og sin respektløse fremfærd over for pressen, som i eventyret optræder i form af tre skrivere og en gammel oldermand, der nedskriver alt, så det kan bringes i morgen i avisen. Ligheden med eventyret blev næsten for meget, da Christiansborgs hærdede pressekorps med bedemandsminer gennem hele interviewrunden stillede de mest forudsigelige spørgsmål. Det gav Pape en ideel baggrund for at sprudle med humor og milde drillerier.

Spørgerunden gik ud på at lokke Pape til at dumme sig ved at sige for meget, enten om, hvad de Konservative ville efter næste valg, i EU-politikken eller i forhold til Venstre, især Støjbergs udtalelser om integrationen. Men der var ikke noget at komme efter. Pape viste her klart, at han også kan sige nej tak, og at han kan gøre det uden arrogance og med humor. På intet tidspunkt gik han i journalisternes substansfælde, dvs. deres forsøg på at lokke ham til at udtale sig på en måde, som kan tolkes som en ændring i tidligere konservative udmeldinger. Hans afværgeteknik var at gå over til at tale om spillet og processen, f.eks. med replikker som ”Vi er jo politikere”, og ”Det kan I journalister så interviewe hinanden om de næste dage.” Og denne teknik – som også med stor succes blev brugt af Erhard Jacobsen (1917-2002) – har han holdt sig til også i interview i diverse nyhedsudsendelser lige siden.

Søren Pape er allerede blevet sammenlignet med Søren Gade, som han kan minde en del om i sin runde figur og med en naturlig evne til at udstråle ydmyghed, samtidig med at han står fast. Men hvor politikeren Gades udstråling altid var ”ydmyg munk, som soner store synder” har Pape en i dansk politik enestående udstråling som ”glad gris”. Hans offentlige figur minder stærkt om ”Farmacevten” Sven Holm, som i TVs barndom med stor succes rådgav husmødre om pletrensning. Pape er som politisk TV-figur klart sin egen.

For at blive en partileder med gennemslagskraft skal Pape fortsætte, som han er begyndt. Den eneste fejl Pape efter min vurdering strejfede i løbet af presseseancen var en anelse irritation og utålmodighed, da en journalist efter selve pressemødet, gentagne gange stillede spørgsmål som han allerede havde svaret på. Det kunne tyde på, at Pape som borgmester er vant til en mere ærbødig presse i Viborg end han kan forvente på Christiansborg. Denne udfordring bør han hurtigst muligt lære at overvinde ved at omsætte sin irritation til humor.

Den afgørende udfordring for ham bliver de kommende debatter på TV med andre toppolitikere og – ikke at forglemme – ofte ret fremfusende debatstudieværter. Disse debatter går i høj grad ud på at angribe modstanderne på en humoristisk satirisk måde, som får seerne til at godte sig. Hvis han her er i stand til ansigt-til-ansigt at angribe først og fremmest regeringens ministre og Johanne Schmidt-Nielsen (EL) med større verbal opfindsomhed og energi end Løkke og Samuelsen (LA) formår, så er den hjemme for de Konservative. Så vil alle de hjemløse konservative vælgere pakke sig sammen om Pape.

*********************************