Zkallesmækkende politisk mimoze

Jeg mærkede personligt i forrige uge, hvordan det er at komme i kløerne på en politiker, som bruger Facebook professionelt i sit virke.

Se overblikket over Zenia-polemikken på min ”seneste nyt 2015”-side.

Facebook er blevet første led i en stadig stærkere fødekæde til mere traditionelle danske medier. Modellen er, at en politiker oplever et eller andet, tager en stærk holdning til det og vupti så ryger det videre til tabloidpressen og derefter videre til TV. En politiker, som længe har profileret sig gennem denne fødekæde, er Søren Pind. Den seneste er Inger Støjberg, som på Facebook skrev om sin irritation over nogle ”indvandrerdrenge”, som havde ødelagt hendes biograftur med støj og anden ballade. Det røg øjeblikkeligt videre til BT.dk og Ekstrabladet.dk, derefter på TV, og i aftes (5/6) var det hovedgrunden til, at Støjberg var gennemgående hovedfigur i DR2 Debatten, som jo er DRs debat-flagskib. I hvert fald efter værten, Clements, mening.

Emnet var, hvordan vi bekæmper radikaliseringen. Og her er Støjberg som politisk ordfører for Venstre selvfølgelig relevant. Men fordi hendes biografturindlæg dominerede hele første del af udsendelsen, så kom emnet om radikaliseringsbekæmpelsen til at virke mat og teoretisk. Det er egentlig mærkeligt. For der er jo mange særdeles gode billeder og ulideligt skarpe tekster, som kan bruges til at konkretisere, hvad radikalisering er for noget. Men en politiker, som på Facebook kan sætte sindene i bevægelse med sine dagbogsskriverier om hverdagstrakasserier, er efterhånden blevet så godt stof selv i prestige-udsendelser på DR, at det forskyder eller reducerer vigtige emner. For at Støjberg generes af nogle uopdragne mørklødne unge på en biograftur har jo intet med radikalisering at gøre. Men hele udsendelsen igennem lå det i kortene, at denne politikeroplevelse var yderst central for emnet. Det er helt godnat. Det reelle problem ved eksemplet var, at den pågældende biografs personale åbenbart var ligeglade med, at nogle af dens gæster opførte sig som lømler og generede andre af dens gæster. Personalet greb i hvert fald ikke ind. De unge skulle selvfølgelig omgående være bortvist.

Jeg mærkede personligt i forrige uge, hvordan det er at komme i kløerne på en politiker, som bruger Facebook professionelt i sit virke. Det var lærerigt.

Se overblikket over Zenia-polemikken på min ”seneste nyt 2015”-side.

Det var for det første chokerende for mig at erfare, at min hjemmeside ikke er hemmelig. For en kendt politiker havde været inde og på en af undersiderne fundet en kort kommentar om sig selv, som hun så kommenterede på sin Facebook-profil. Hendes kommentar bestod i en grov mistolkning af indholdet af min kommentar. Enhver som betvivler denne påstand er velkommen til at bese sagsakterne her. En mistolkning, hvor hun tillagde mig en utænkelig ond handling: at jeg skulle håne hende, fordi hun havde født et dødt barn. Ja, endog, at jeg hånede hendes døde barn.

Men det, jeg satiriserede over, var jo, at hun ved at gå offentligt ud med sin dødfødsel og med sin nye graviditet frygtløst demonstrerede, hvor meget opmærksomhed og sympati en politiker kan få ved frivilligt at indvie offentligheden i sit privatliv. Det interessante ved Zenia som politiker er, at hun på dette punkt går stik mod, hvad stort set alle andre politikere gør: De beskytter deres børn og deres mest intime livsdetaljer mest muligt for offentligheden. De fleste politikere har brug for et helle for pressen, hvor de kan slappe af. Zenias forklaring på sin handlemåde er, at det indgår i hendes sorgarbejde. Men det løser ikke mysteriet om, hvorfor lige netop hun går ud i offentligheden. Det fører bare til undren over, at ikke også alle andre politikere inddrager offentligheden i deres store, private sorger.

Zenias mange Facebook-venner holder af og beundrer i stort tal Zenia. Derfor har hun stor troværdighed hos dem, og de tror derfor på, at hendes gengivelse af, hvad jeg skriver om hende, er dækkende. Så hendes import af min kommentar i hendes manipulerende gengivelse satte en hadebølge i gang blandt hendes Facebook-tilhængere. Blandt alle skældsordene og forbandelserne over min ækle figur og alle sympatierklæringerne til Zenia var der dog enkelte nøgterne personer, som faktisk af egen kraft fattede, hvad min pointe var, og som altså tog afstand fra hadegildet.

Hvis Zenia havde så svært ved at kapere det, jeg skrev, så ville det mest naturlige vel være, at hun havde forbigået det i stilhed. Det er påfaldende, at hun – fra min vistnok ret hemmelige hjemmeside – trækker kommentaren ind på sin stærkt befærdede Facebook-side. Hvorefter den forudsigeligt skaber ordentlig liv i folkemassen, hvilket igen fører til omgående viderebefordring til BT.dk, som tidligere har fungeret som affyringsrampe for Zenias sorgarbejde.

Zenia skaber altså selv alt dette halløj omkring min kommentar. Den mest nærliggende forklaring er, at hun – som bestyrer af en stor fan-gruppe – er nødt til jævnligt at producere figurer og standpunkter, som kan sætte denne store fan-gruppes følelsesliv i gang. Folket kræver skuespil. Og det sker ved at importere mere eller mindre selvskabte hade-hødukker, som kan tjene som afsæt for, at fanskaren erklærer sit fælles had til hødukken og dermed sin fælles kærlighed til Zenia. En kærlighed, som jo kun bliver stærkere og stærkere for hver gang, processen gennemløbes.

Og det hele foregår i ly af en usædvanlig stor følsomhed og sårbarhed, som man skulle tro ville gøre Zenia mest egnet til et stille liv. Man kan undre sig over, hvordan et så følsomt og kærligt menneske som Zenia, kan anklage en satiriserende lektor for at ironisere over sit døde barn, når enhver kan se, at det, han ironiserer over, er en mor, som bruger sit døde barn og sin nye graviditet til at skabe omtale og sympati med. Og hvis hun ikke har haft denne hensigt, så er det i hvert fald denne effekt, der er kommet ud af det.

Zenia Stampe har en enestående profil blandt danske politikere som skallesmækkende mimose. Det er heri hendes figurs bærende modsigelse og dermed figurens dramatiske tiltrækningskraft og fascination ligger. Selv om få ved, hvilke politiske sagsområder hun arbejder med, så er hun altid god at have med i en udsendelse, fordi hun er kendt af alle, dyrkes af mange, og rummer denne æggende modsigelse, som straks får hendes figur til at fænge. Det er ikke så ringe endda.

I øvrigt mener jeg, at Clement bør vaske sit hår, inden han viser sig i Debatten, efter vi har måttet undvære ham så længe. Alle andre i udsendelsen mødte jo op med ret flot hår. Og Støjbergs var flettet dekorativt.

*********************************

Til toppen af siden

Opdatering 11-01-2016: to link sat ind til Zenia-sags-akter.