Tilladt doping

Armstrong blev fanget i dopingkontrollen, og nu kræver hans sponsorer millioner af kroner retur. Men han valgte måske bare en forkert branche.

Der er stor forskel på, hvor meget arbejdspladser går op i, om personalet er dopet eller clean. Hvis man er ansat på et professionelt cykelhold, så kan selv lidt for meget astma-medicin føre til eksklusion og karantæne. Og hvis man ikke fortæller, hvor man opholder sig uden for sæsonen, så dopingkontrollanter altid kan finde én, så er den også gal. Det fældede ”Kyllingen”, Michael Rasmussen.

Men på en almindelig dansk arbejdsplads er der ingen, der blander sig i, om man tager doping eller ej, så længe man passer sit arbejde og fungerer godt i samarbejdet. På mange arbejdspladser har man en ryge- og alkoholpolitik, og tilbyder hjælp mod alkoholmisbrug, hvis det ønskes. Men der er ikke mange arbejdspladser, der har en nerve- eller smertepillepolitik, en narkopolitik – for ikke at tale om en kaffe- eller the-politik.

I professionel sport er argumentet for den intensive dopingkontrol, at man herved sikrer en retfærdig konkurrence mellem atleterne. Det skal ikke være muligt med stimulanser, bloddoping og andet at snyde sig foran. Tilskuerne skal tro på at konkurrencen er ægte for at den pågældende sportsgren kan bevare sin fascinationskraft. Det handler i høj grad om at bevare sporten moralsk ren for at sikre sponsor- og reklamekroner.

Det allerbedste for en sportsgren er, hvis mistanken om doping slet ikke opstår. Så kan man klare sig med en begrænset, ret primitiv dopingkontrol, som slet ikke er så omfattende og kostbar som i cykelsporten.

Som almindelig tilskuer til professionelle tennis- og fodboldkampe, hvor der spilles om millioner, har det ofte undret mig, hvor sjældent dopingspørgsmålet sættes på dagsordenen af kommentatorer og tabere. Efter en halvleg, hvor vi får at vide, at der er blevet serveret ”the”, spæner et hold, som bevægede sig som skindøde zoombier i slutningen af første halvleg, pludselig rundt som et kobbel Duracell-kaniner. Jeg gad nok vide, hvilket the-mærke der har en sådan effekt.

Også i kvindetennis er det muligt for den yderst sympatiske nr. 1, Serena Williams, på banen altid at ligne en rocker, der er bodybuildet med anabole steroider, uden at nogen inden for sporten tør så meget som tænke på doping. I hvert fald ikke offentligt.

Og det er jo heldigt. For bare alle i sportsgrenen holder kæft – aktive, kommentatorer og journalister – så er der ikke noget behov for at intensivere dopingkontrollen.

Men betyder det egentlig så meget, at konkurrence foregår uden doping? På enhver arbejdsplads konkurreres der om avancementer, tillæg og spændende opgaver, men det foregår helt uden at rivalerne dopingtestes. Og i politik bestiller man ikke andet end at konkurrere intenst om magt, indflydelse og bevillinger til sin politik. Enhver tanke om at dopingkontrollere Thorning og Løkke er vanvittig. Til trods for, at alle ved, at doping er yderst udbredt i denne branche. Få toppolitikere kan gennemføre en valgkamp uden både at tage sovemedicin for at få nattesøvn og peppiller for at være på toppen i det umenneskelige, ugelange ræs, hvor man gør alt for at vinde.

Noget tyder på, at bare konkurrencen foregår uden for professionel sport, især cykling og svømning, så er doping ikke alene tilladt, men ofte også nødvendig. Armstrong, Michael Rasmussen og Bjarne Riis valgte en forkert branche at konkurrere i.

*********************************

Til toppen af siden