|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Berlingskekronik
16-04-2015,
først lagt op på
Kjoeller.dk 15-04-2020,,senest
opdateret 15-04-2020 13:40:41 Samleren Margrethe
Politikerne forsøger forgæves at samle os ved at strides. Dronning Margrethe samler os ved ikke at strides. |
|
|
|
Selv om vi i opsigtsvækkende grad er
udstyret med en dronning, så lever vi i klodens vel nok mest
demokratiske land: Dronning Margrethe er kun magthaver af navn, men
ikke af gavn. Ja, det er i hvert fald, hvad vi lærer
i skolen, men det passer faktisk meget dårligt med den rangorden, som
findes blandt de figurer, vi oplever i medierne. Her finder vi et
udemokratisk hierarki, hvor vores dronning troner suverænt i toppen af
medieoverklassen af kendisser. Nederst i medieverdenen findes alle
de, som kun kommer i medierne, hvis de optræder som ofre eller som
”stemmer fra folkedybet”, f.eks. i forbindelse med voxpop-interview.
Hernede befinder alle almindelige borgere sig. I midten findes klassen af personer,
som er kendte, fordi de ustandseligt er i slagsmål med hinanden. Her
befinder f.eks. de sædvanlige politiske hovedpersoner sig. Takket være
disse personers ukuelige bestræbelser for at vinde anonyme borgeres
sympati ved at fremstå som den mest ærlige, idealistiske, stabile og
kompetente, er der hele tiden historier om strid og konflikter i
medierne. Øverst har vi så overklassen af de
meget kendte. Det kan være internationale berømtheder eller meget
kendte danskere, f. eks. fra kongehuset, film og tv. Disse personer har
ikke noget fællestræk ud over at være meget kendte og kommer derfor fra
alle mulige områder: kongehuse, sport, underholdning, politik,
forretningsliv. En undersøgelse i MetroXpres gav for ca. et års tiden
siden denne hitliste over kendte danskere: 1) Dronning Margrethe, 2)
Michael Laudrup, 3) Mads Mikkelsen, 4) Nikolaj Lie Kaas. Nr. 8 på
listen var Caroline Wozniacki. I modsætning til politikere og andre,
som hele tiden må strides for at blive interessante, så optræder meget
kendte helst i rituelle og ceremonielle sammenhænge, som ikke indebærer
fare for stridigheder, som kan gå ud over den kendtes ophøjede status
som ikon. Det er for anonyme borgere i den usynlige, nederste klasse en
stor belønning i sig selv at se og høre disse meget kendte personer i
medierne. Der er derfor en stærk tendens til, at medierne bruger meget
plads på en begivenhed, alene fordi én eller flere særligt kendte viser
sig. Derfor ryddes mediefladen i store danske medier ofte for at give
plads til ritualer og ceremonier, hvor kendte optræder. Et pudsigt
eksempel var, da præsident Obama og hans frue, foruden en
lang række andre kendte, kom til Danmark i 2009 for at tale for, at
Olympiske lege 2016 blev lagt i Chicago. Alle danske medier ryddede i
den grad scenen for dette skue, at der kun blev ganske lidt plads til
at vise en samtidig historie om Forsvarskommandoens og
Forsvarsministeriets kluntede håndtering af sagen om en bog, som var
skrevet af en tidligere jægersoldat. Nyhedsudsendelser udgik eller
reduceredes til fordel for direkte reportage fra internationalt kendte
personer fra politik, underholdning, sport og kongehuse. Også selv om
hverken Den Internationale Olympiske Komité eller dens valg af værtsby
havde særlig relevans for Danmark. Dronning Margrethe er vores
superstjerne blandt kendisser. Det skyldes, at hun er født til at være
kendt, og at hendes rolle er formelt beskrevet i grundloven. Hermed
knyttes hun som kendis så tæt til vores land, som det er menneskeligt
muligt. Og det særlige træk ved kendisser, at de skal optræde uden at
indgå i stridigheder, er for Dronningens vedkommende fastsat ved lov. Det store krav om at skulle optræde i
mange ceremonier og ritualer for alles øjne uden at begå fejl eller
komme ud i stridigheder med uheldige udtalelser, gør, at forholdet
mellem rollen som dronning og det helt særlige individ, som udfører
rollen, hele tiden er i ekstra fokus. Hun er ikke bare tilfældigvis
kendis. Det er hendes pligt at være landets førende kendis med pligt
til at optræde offentligt ved enhver familiebegivenhed og med pligt til
at holde taler, som vil blive næranalyseret for enhver sproglig nuance
af landets førende specialister bagefter. Dronning Margrethe har derfor
alle muligheder for som kendis at jokke i spinaten. Men det gør hun som bekendt ikke. Hun
har i 75 år, fraregnet de første spæde år, løbet spidsrod for øjnene af
landets befolkning og håndplukkede eksperter af alle afskygninger i
reportager og direkter udsendelser, hvor ingen detalje i klædedragt,
gangarter, transportmidler, håropsætning og personrelationer undgår at
blive endevendt af konkurrerende ekspertpaneler – også én gang til for
Prins Knud. Det kræver hår på brystet. Dronningen er vist aldrig blevet slået
ud af noget spørgsmål, hun igennem sine mange år har fået fra nogen
journalist. Selv journalister, som artigt siger ”De”, kan jo fejle.
Dronningen er god til med latter eller ved at tale om selve
interviewsituationen at vende ethvert nok så underligt spørgsmål til en
gevinst for alle. Det kan hun kun, fordi hun har et intellektuelt og
ofte også fagligt overskud. Pressen og dermed folket kan mærke, at hun
faktisk synes, det er sjovt, at de spørger. Hun er ekspert i kultiveret
konversation om stort set alt. Hun er med andre ord en mester i at
improvisere. Det betyder, at formelle taler egentlig slet ikke er vor
dronnings stærkeste oratoriske side, selv om hun hyldes for sin
nytårstale. Her løser hun hvert år den umulige opgave at sige noget,
som alle synes er ladet med originalt indhold samtidig med at det
normalt lykkes hende at undgå at fornærme selv landets sarteste sjæle.
Og det til trods for at talen straks efter vrides for ethvert gran af
indhold og endevendes for mulige tolkninger af eksperter. Det siger meget om dronningens succes,
at Bettina Heltberg, en kongekritisk, republikansk sindet skribent på
Politiken, søndag sluttede sin klumme med at karakterisere dronningen
som et begavet og ”godt nok”-menneske, som på visse punkter er blevet
et uskyldigt offer for sit folks overdådige smiger. Bl.a. kritiserede
Heltberg dronningen stærkt for at være en middelmådig kunstner, som
hyldes af alle kunstmuseer ligesom kejseren i ”Kejserens nye klæder”.
Denne sympati selv i uvenlige, finkulturelle kredse er kun mulig, fordi
dronningens originale pingpong-spil mellem sin ceremonielle rolle og
sin ukuelige, stærke personlighed charmerer selv de mest forhærdede. Når vi overværer TV-transmissioner af
fødselsdage, barnedåbe og andet i kongehuset, samles vi som nation. Når
vi lever os ind i superkendis Margrethe, bekræfter vi vores
tryghedsskabende, fællesskab med alle de andre, som gør det samme.
Dronningen og hendes familie symboliserer trygheden og
forudsigeligheden i en ofte tilfældig og kaotisk verden. Når man er
mange om at udføre og overvære et ritual, eventuelt en hel nation eller
hele verden, så skaber de mange synkroniserede følelser, erklæringer og
handlinger en stærk fornemmelse af ekstra meget ro, overblik og orden.
Fællesskab. For vi er ensomme, når vi fødes, og vi
dør i en vis forstand alene – også selv om familien sidder omkring.
Derfor er der så megen tryghed at hente i et stort, fælles ritual som
kongehusets ceremonier. Den enkelte oplever at indgå i en helhed, som
en brik blandt andre, måske millioner af andre danskere. Det er det
modsatte af ensomhed, hvis man lader ritualet fylde sig. Så på den måde
giver dronningens fødselsdag særdeles god terapeutisk mening til alle. Men det er tankevækkende, at
demokratiets vælgere, som i skolen lærer om lighed, dagligt tæppebombes
med denne lære om demokratiets tre, stærkt ulige medieklasser med
dronningen som kendisstjernen over alle. Men
enhver ukendt i underklassen af anonyme har jo sin frihed til selv at
sørge for at blive kendt, f.eks. ved at kaste sig ind i politisk
arbejde. Men nogen Dronning Margrethe bliver han eller hun dog aldrig –
af flere grunde. |
|
|
|
Læs Dronningen,
Kølletæppebank Læs
TV’s diskrete politiske
propaganda, Kommentar. |
|
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|||
|
|
|
|
|
|||
|
Senest
opdateret 15-04-2020
13:40:41 |
|
|
||||
