Kampagnen ”Mærk Helle!”

Ud fra små opinionsstigninger fortæller medier og kommentatorer taknemmeligt historien om Thornings forvandling. Med så stor succes, at hun selv tror på det, og derfor kan gå hen og vinde valget.

Helle Thorning-Schmidt har indtil sin nytårstale 2015, i årevis lignet en taber i opinionsmålingerne. Da Margrethe Vestager og Karen Hækkerup i efteråret 14 forlod regeringen til fordel for henholdsvis EU-kommissionen og interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer, var det svært ikke at se det som signal om, at disse to tunge skikkelser i Thorning-regeringen ikke regnede med, at den fortsatte efter næste valg. Hertil kommer, at der har været mange lækager i pressen fra ministre og andre, som anonymt har fortalt mange historier, som handlede om Thornings dårlige lederskab. Mest ekstremt og udførligt i den satiriske bog ”Den hemmelige socialdemokrat”, som lå i toppen i månedsvis på bestsellerlisterne sidste forår.

Men det er fortid nu. For siden nytårstalen har Thorning efter alle kyndiges vurdering været på optur. Også i meningsmålingerne. Blå blok fører dog fortsat ret klart.

Fra ”Vestager bestemmer” til ”Østergaard i problemer”

Som altid i politik er der flere årsager til Thornings optur: Da Vestager var i regeringen, elskede medierne at fortælle om, at hun var regeringens egentlige magthaver med Thorning som en slags pyntefigur. Denne historie havde sit udspring i historien om regeringsforhandlingerne i ”Det sorte tårn”, hvor S-ledelsen måtte give de Radikale så store indrømmelser, at de dristige S-SF-løfter fra ”Fair forandring” ikke kunne holdes. Og historien om Thorning som Vestagers underdog var tema i mange anonyme lækager fra S-gruppen.

Efter Vestager er erstattet med Morten Østergaard, høres denne historie aldrig. I stedet for er der kommet fokus på de Radikale, som har dårlige opinionsmållinger til trods for, at de jo har fået store dele af deres politik gennemført i regeringssamarbejdet. Partiets opinionstal var heller ikke gode under Vestager – især ikke i betragtning af alle de radikale sager som regeringen gennemførte. Men den dominerende historie om de Radikale under Vestager var, at Vestager bestemte. Ikke at de Radikales opinionstal ikke var tilfredsstillende i betragtning af partiets substanspolitiske succes.

Men efter Vestager er historien om Morten Østergaards udfordringer som ny leder dominerende. Og her kommer så naturligt de dårlige opinionsmålinger i fokus. Og på den baggrund ser Ss opadgående tal ekstra store ud.

Kampagnen ”Mærk Helle!”

En anden vigtig forklaring på Thornings optur er den tydelige image-kampagne, som har kørt fra og med nytårstalen. Hun er ofte blevet kritiseret for, at man ikke kan mærke hende som person bag alle teknikaliteterne og reformerne. Det søgte hun med nytårstalen at gøre op med. Og det har den efterfølgende kampagne fortsat med.

Hendes festtaler, sørgetaler (ved terrorangrebet i København), virksomhedsbesøg og anden udadvendt virksomhed har alt sammen kørt med dette bærende budskab: ”Mærk Helle!” Det har især fremgået af den klart øgede fokusering på hendes person, især billedsiden. På TV virker hun mere bevidst om at fremtræde som en nærværende, følelsesstærk person, end på at levere teknikaliteter i sin sædvanlige hektiske, let hakkende og ofte krampagtige stil.

Mediernes drift mod den gode historie

En tredje forklaring er Store scenes, dvs. TV-nyhedsføljetonens indbyggede variation, herunder den naturlige personudvikling. Thorning har i årevis været en figur med store problemer. Derfor er medierne klar til at fortælle historien om, at hun nu har en optur. Det er simpelthen en god historie, at det pludselig går anderledes, end alle troede. Tilsvarende var det en god historie, da Løkke – efter længe at have lignet en skudsikker vinder – fik sig en nedtur på grund af sine dyre flyveture og sine partibetalte habitter og underbukser.

Det er naturligvis ikke således, at den gode historie bare fortæller sig selv. Men medierne vil i deres stadig bestræbelse for at levere gode historier overdrive enhver hård kendsgerning, som kan bruges til at fortælle den gode historie. I Løkkes tilfælde var disse kendsgerninger svære at komme udenom. I Thornings tilfælde er det påfaldende, hvor svage de kendsgerninger er, som medierne i øjeblikket bruger til at fortælle historien om hendes forvandling til at ligne en, der kan fortsætte som statsminister efter næste valg. Kendsgerningerne består udelukkende i meningsmålinger, som viser en opadgående tendens. En enkelt ny måling, som viser ganske små opadgående S-tal, bliver forsidestof.

På disse hverken ret hårde eller ret store kendsgerninger bygger stort set alle medier og deres kommentatorer så den historie, at Thorning nu kan gå hen og vinde. Dette breder sig så til partiet, både i gruppen og ude i landet. Dette mærker Thorning og hendes rådgivere, hvilket giver dem ekstra kampgejst. Og partiet samles bag Thorning: Ingen anonyme lækager om hendes dårlige lederskab. Og Thorning mærker selvfølgelig disse ændringer og får ekstra selvtillid, som kommentatorer bemærker, hver gang hun optræder. Medier, kommentatorer, Socialdemokratiet og Thorning er inde i en god cirkel.

EU-import

Det er i vidt omfang lykkedes Thorning at importere sin ret imponerende EU-performance her til landet. Og dette giver igen styrke til hendes kampagne ”Mærk Helle!” Når vi ser hende, får mange faktisk lyst til at mærke hende endnu mere. Og Løkke gør det kun lettere for hende ved f.eks. ikke at møde frem til hendes 10 års-jubilæum forleden, fordi han skulle på besøg i provinsen. Sådan gør kun en lille mand. Og imens vokser Thornings stjerne.

Forklaring: Etiske dyder er topløse

Som ved meget andet i politik kan man forklare meget af mekanismerne bag Thornings kampagne ud fra de fire dyder, som danner enhver politikers image.

Link: Læs kort om dyderne.

De to etiske dyder, ærlighed og idealisme, kan en politiker aldrig få for meget af. Men de to tekniske dyder, stabilitet og kompetence, skal man kun have så meget af, at vælgerne tror på, at man kan klare et ministerjob, her: statsministerjobbet. Forklaringen er, at når vælgerne belønner en politiker med sin stemme, så er det, fordi vælgeren ønsker at belønne politikeren for at have de etiske dyder. Hvis to politikere har lige meget af de etiske dyder, men politiker A samtidig har mere kompetence end politiker B, så vil vælgerne foretrække at belønne politiker B, fordi de herved opnår større tilfredsstillelse, end de gør ved at belønne politiker A. Det skyldes, at den kompetence-belønning, det er for B at blive statsminister, er større end den kompetencebelønning, det er for A, fordi A i forvejen ligger højere end B på kompetencedyden. Vælgerne stemmer for at skabe større retfærdighed i fordelingen af dyder mellem politikerne. Der er størst belønning i at forsyne en politiker, som ligger højt på de etiske dyder, med det job, han eller hun går efter – især hvis politikeren i forvejen kun lige ligger over den minimalt acceptable kompetence.

Hvis denne teori, som udfoldes og sandsynliggøres i Den politiske komedie (2011), er rigtig, så gør Thorning det rigtige, når hun op til valget koncentrerer sig om at blive mærket som person. Herved scorer hun på de etiske dyder, især idealisme-dyden, som jo kort sagt går ud på, at hun er brændende optaget af andre mennesker og desuden brænder for noget højere end sig selv.

Overfor hende står en Lars Løkke, som har svært ved at forlade den klassiske opfattelse, at politikere konkurrerer på kompetence langt ud over, hvad der minimalt er påkrævet for at ligne en mulig minister. Flere gange i hans håndtering af GGGI-sagen fremgik det tydeligt, at han tror, at det hele tiden gælder om at score kompetence. Det er egentlig tragisk, at han med sin tro på, at kompetencen er topløs ligesom de etiske dyder, systematisk går sin værste modstanders ærinde.

Link: Læs min artikel med analyse og kritik af Løkkes håndtering af GGGI-sagen, især fra s. 8.

Løkke har svært ved at ramme Thorning på idealismen, fordi han har gjort sig selv sårbar her med sine bilagssager. Hans og Venstres bedste mulighed for at holde hendes etiske dyder nede, er derfor at køre på ærligheden, dvs. finde nye og effektive metoder, hvormed de kan få løftebrudsdebatten til at fylde mest muligt. Da mange medier hellere vil fortælle historien om den forandrede, ny Helle, er det afgørende, at Venstre forstår at variere de angreb for løftebrud, som alle jo nu har hørt på i årevis. Uden fantasi og humor får Venstre ikke andre end deres kernetropper til at lytte til den gamle fortælling om løftebruddene.

*********************************

Til toppen af siden