Pape, en Klods-Hans i svøb?

Heroiske, energiske journalister forsøger lige nu at banke lidt medieliv i de Konservatives formand, Søren Pape. Men rare, runde Pape gør, hvad han kan, for at det ikke skal lykkes.

Pape blev headhuntet af de Konservative til formandsposten, fordi den tidligere formand, Lars Barfoed var for tam på TV. Pape havde gjort indtryk i partiet, fordi han var god til at holde tale, når partiet samledes. Man formodede så, at han også ville være god på TV.

Og han begyndte godt.

Link: Læs kronikken ”Glad gris mod stygge ulve”.

Men i de følgende måneder så man ikke meget til ham. Når TVs redaktioner skulle sammensætte debatpaneler med politikere, så så man ofte Anders Samuelsen (LA), men sjældent om overhovedet Søren Pape gennem hele efteråret. Da der næsten aldrig i en debat i f.eks. DR 2 Debatten eller i Deadline eller i indslag på TV 2 News vil være brug for både Samuelsen og Pape, så er det ret katastrofalt for de Konservative, at Samuelsen foretrækkes. Det skyldes selvfølgelig, at Liberal Alliance politisk er placeret længst til højre med diverse økonomiske udspil. Men det skyldes også, at Samuelsen er en skarp debattør, som kan gå i kødet på de røde med humor og ofte også polemisk fantasi. Det har man til dags dato aldrig set Pape gøre overbevisende. Derfor er TV aldrig i tvivl om, hvem de skal ringe til, når de skal finde en borgerlig partileder, der skal gå til de røde med markante blå synspunkter.

På det seneste har Pape og partiet fået betydelig mere opmærksomhed med sin Stop-kampagne, fordi den bl.a. rummer en plakat med udtrykket ”nazi-islam-isme”. Og i dag (25-04-2015) optræder Pape så på forsiden af Berlingske, som – også på forsiden – fortæller, at Pape nu gør klart op med den tidligere formands linje. Berlingske-forsiden med interview inde i bladet førte så til, at Pape her til morgen blev interviewet på TV 2 News.

Heroiske journalister forsøger at banke liv i Pape

Så langt, så godt. Men denne dag afslører også, hvorfor Pape har så svært ved at trænge igennem som politisk figur. Det skyldes, at han bruger sin taletid til at udglatte de konflikter og stridigheder, som journalisterne forsøger at skabe omkring ham for at gøre ham lidt interessant.

Berlingskes forsideerklæring om, at Pape nu tager et skridt til højre, viser sig ved læsning af Papes replikker inde i bladet at være en stærk optoning af, hvad han faktisk siger:

”Konservative er i gang med et helt naturligt stille ryk. Vi er et parti, der ligger til højre for Venstre både på økonomi og værdipolitikken. Det er et skridt til højre. Det er der, vi skal hen, og det er der, jeg er politisk.” Og det fremgår desuden, at opgøret er med Schlüters opfattelse af de Konservative som et bredt favnende parti, og ikke et opgør med Barfoed, som Pape ikke klart vil lægge afstand til. Han siger bare:

”Det er vigtigt, at enhver partiformand definerer sit projekt. Man er nødt til at ligge der, hvor man selv føler, at man kan identificere sig med det.”

Man behøver ikke være professor i tekstfortolkning for at se, at Pape i sine replikker i Berlingske-interviewet nedtoner de konflikter og stridigheder som forsideteksten annoncerer. Det er fuldt forståeligt. For de Konservative er Folketingets vel nok mest eksplosionsfarlige parti. Det har det bevist gennem mange selvødelæggende interne opgør gennem sin levetid. Men Papes nedtoninger er så kraftige, at de gør ham mere uinteressant end nødvendigt. Det virker som et tilbagetog til det banale. Et tilbagetog, som han intet gør for at skjule bag lidt sproglig fantasi, som kan glæde citatlystne journalister. Tværtimod virker det som om, at han selv ser sin retoriske styrke netop i utilslørede banaliteter – som jo hensætter journalister i fortvivlelse, fordi det får alt stof til at dø.

Og hans nedtoning af historien om, at de Konservative har gang i noget helt nyt, fortsatte mere ekstremt i telefoninterviewet på TV 2 News. Her benægtede han direkte, at det var spor nyt. Partiet havde allerede flyttet sig de senere år, så det eneste, han nu gjorde, var at gøre opmærksom på, at det var sket. Studieværten på TV 2 News forsøgte heroisk – ved hjælp af det berømte billede af Barfoed på en badebro med Vestager i 2011 – at opildne Pape til at trække det klart op. Men Pape lod sig ikke friste, men kom dog efterhånden frem til at sige lidt om partiets aktuelle politiske udspil.

Strid er Gud

Pape har ikke forstået, at han kun er interessant i medierne i samme grad, som han rummer eller er del af en konflikt. Hvis han havde forstået at bruge reglen om, at Strid er Gud, konstruktivt, så ville han ikke bruge det meste af sin tid på at tale de konflikter, som journalister forsøger at sætte ham ind i, ned. Han skal selvfølgelig lade journalisternes optoninger stå, mens han bruger al tiden på at fremstille de mest sexede dele af partiets politik så fængende som muligt.

Enhver politiker i dag bør være klar over, at den stridighed eller konflikt, som bringer politikeren i studiet, også er den platform politikeren har for at sælge sin politik. At bruge sin tid på at tale disse stridigheder og konflikter ned, er at save den gren over, som man sidder på.

Link: Læs om strid, indre modstrid og konflikter som det, der bærer alt politisk stof ud til vælgerne, i bogen Den politiske komedie.

Det tragiske er, at Pape med sine systematiske forsøg på at tale sine konflikter ned samtidig giver sig selv en profil som politikeren, der kæmper med sin nye rolle. Det er også en interessant figur, men jo ikke interessant på den måde, som Pape og hans parti har brug for at være interessant på. Og det var jo nøjagtigt samme problem, som Barfoed havde. Så på denne måde er alt ved det gamle hos de Konservative.

Pape var, så vidt jeg har forstået, en aldeles fremragende borgmester i Viborg. Det er man kun, hvis man altid er god til at tale konflikter ned. En borgmester har aldrig brug for at tale en strid op, men altid brug for at tale den ned, så ophidsede stridende parter kan finde et kompromis med borgmesteren for bordenden.

Kan Pape springe ud som Klods-Hans?

Papes fejl er, at han optræder i medierne, som om han stadig er en sådan forsonende borgmester i Viborg. Berlingskes forsidebillede af ham i dag bekræfter dette. Her ser man borgmesteren, der som en glad, trivelig bondedreng med jakken over skulderen, på en landevej iklædt sit bytøj vandrer mod storbyen. Figuren udsender et signal af naiv glæde.

Heri ligger også en god historie: Vil denne naive, glade bondedreng mon klare sig på fæle Christiansborg med alle rænkerne og studehandlerne? Ja, hvis han viser sig at være en Klods-Hans, der mod alles forventning scorer prinsessen, dvs. vælgeren. Men det tyder intet på, hverken i Papes optræden indtil nu eller i billedet på forsiden af Berlingske. Man leder forgæves både efter en gedebuk, en gammel træsko, som overstykket er gået af, en lommefuld pludder fra grøften og en død krage.

Denne historie er jo spændende nok. Men det er slet ikke den historie, som de Konservative og Pape har brug for at fortælle. Pape skal jo fortælle historien om, at stadig flere vælgere har brug for ham og de Konservatives politik.

*********************************

Til toppen af siden