Kjoeller.dk >> kommentarer >> kommentaren ’Den episke valgfaktor’ som i avisen kom til at hedde ’Jagten på den forsvundne substans’ og blev illustreret med Indiana Jones

[sendt 04-06-2015; bragt som kronik 07-06-2015]

Den episke valgfaktor

Thornings vellykkede image-kampagne kan ikke bekæmpes med statsmandsargumenter

Af Klaus Kjøller

Der er mange svære detaljer i valgkampen, men helheden er ganske let at fatte. De svære detaljer kan de 250.000 politiske elitevælgere svælge i, anført af de mange kommentatorer. Resten af befolkningen følger med i den TV-føljeton, som handler om Thorning, Løkke, Thulesen Dahl og andre kendte personer i dansk politik.

Demokrati bygger på, at vælgere uden tilstrækkelig baggrundsviden til at fatte det, man i eliten kalder substansen, har samme ret til at vælge og vrage mellem partierne som en trestjernet statskundskabsprofessor. Og da de færreste vælgere ønsker at bruge meget tid på politik og få har særlig meget viden om nationaløkonomi, jura og administrationstekniske forhold i den offentlige administration, så forstår man politik ud fra det, vi alle er eksperter i: vurdering af personer i en historie.

Det er der ikke noget galt i. Tværtimod er demokratiets styrke, at politik kan forstås på denne måde. For ellers var demokratiet kun et anliggende for eliten. Men demokrati er et anliggende for alle borgere. Og da de færreste borgere har ambitioner om at uddanne sig til discount-djøf’er for at fatte substansen, så bygger demokratiet på, at politik forstås gennem de personer, som optræder som hovedpersoner i den politiske TV-føljeton.

Det betyder ikke, at substansen er ligegyldig. For alle personerne i føljetonen taler næsten hele tiden om substansen. Substansen er den officielle grund til alt, som sker på scenen. Enhver TV-debat styres efter overskrifter fra substansen: indvandring, uddannelse, EU, kontanthjælp, sundhed osv. Men det, der skaber interesse for debatter og alt andet i den politiske føljeton, er stridigheder mellem personer.

Substans, som ikke kan bruges til at skabe strid med, er dødt stof. Derfor oplever man f.eks. ved enhver finanslov, at det kun er under 1 pct af budgettet, som debatteres offentligt. Generelt gælder, at kun de detaljer fra substansen, som kan bruges af personer i føljetonen til at slå andre i hovedet med, kommer ind i føljetonen.

Det er en grundlæggende menneskelig egenskab at kunne leve sig ind i andre mennesker, herunder mennesker man ser på TV. Det er på denne måde vi tidligt i opvæksten lærer, hvad sprogets ord betyder, lærer at forstå ansigtsmimik og vurdere andre mennesker. Demokrati er kun muligt, fordi denne evne til at leve sig ind i og vurdere andre mennesker, er så udbredt. Det er en ekspertise, som alle har.

En anden fordel ved metoden er, at det er muligt at finde stridigheder mellem personer spændende uden at vide ret meget om det, de strides om. Når Indiana Jones i Spielbergs ”Jagten på den forsvundne skat” strides med skurke om arkæologiske skatte, så er det helt unødvendigt for spændingen at vide noget om de skatte, striden står om. Andet end, at det er noget, som Indiana Jones og skurkene morderligt gerne vil have fat i. Tværtimod kan en professionel arkæolog, som overværer en Indiana Jones-film, blive forstyrret af manglende præcision og absurditeter. Fordi han ved for meget om substansen til at finde historien spændende.

Den politiske betydning af, at politik forstås som TV-føljeton, ligger i, at vælgerne med deres stemme søger at skabe mest mulig retfærdighed. Den gode skal belønnes; de onde straffes. En valgkamp er en historie, som er ufuldendt, indtil vælgeren med sin stemme sørger for, at retfærdigheden sker fyldest, dvs. at den gode opnår det, som han eller hun så gerne vil have.

Kun partiernes kernetropper kan se en helt i deres partileder. For almindelige vælgere, som ikke er medlem i noget parti, er valget et valg mellem mere eller mindre tvivlsomme karakterer. Det skyldes dels, at føljetonen ”Dansk Politik” ikke er skrevet og produceret af en enkelt person eller et enkelt medium med nøje planlagte højdepunkter og figurudviklinger. Føljetonen skrives og fortælles af mange forskellige medier og partier, som strides om, hvordan historien skal være og udvikles bedst. Den kaotiske produktionsform for den danske politiske føljeton betyder, at der aldrig vil opstå ”Store politiske ledere og helte” i føljetonen.

At valget er mellem mere eller mindre tvivlsomme karakterer, skyldes også, at den bærende pointe i det stadigt voksende politiske kommentariat er, at det, politikerne siger, sjældent er sandt, men tjener strategiske mål. Kort sagt: Politikere manipulerer kronisk. Ingen kommentator kan tjene til livets opretholdelse ved at fremhæve politikeres ærlighed og idealisme. Kommentatorer skal hele tiden åbenbare skjulte sammenhænge. Derfor er kommentatorers samlede indsats i føljetonen at nedbryde politikeres image, samtidig med at deres officielle formål er det ædle at oplyse vælgerne om substansens svære detaljer. Men den forfærdelige sandhed er, at politiske kommentatorer er ligeså unødvendige for almindelige vælgeres forståelse af den politiske føljeton som pædagogiserende magister-forklaringer er for at almindelige tilskuere skal forstå serien ”Borgen” eller en Indiana Jones-film. Den politiske føljeton er lige så forståelig i sig selv som en fiktiv TV-serie er.

Politikere på skærmen konkurrerer om at opnå fire dyder: to etiske dyder: ærlighed og idealisme. Og to tekniske: stabilitet og kompetence. Enhver detalje fra substansen, som indgår i de replikker, som Løkke og Thorning bruger mod hinanden i en TV-debat, bruges til at styrke egne dyder og underminere modstanderens. Men det er ikke nok bare at score dyder: Man skal score de dyder, som giver vælgerne den største tilfredsstillelse ved at stemme på én. Vælgerne vil, når de stemmer, søge at give historien en retfærdig, tilfredsstillende slutning. Thorning og Løkke bringer sig i position til dette ved at score mest muligt af de etiske dyder ærlighed og idealisme. Men de bør ikke score mere end over minimumsgrænsen for det acceptable på de tekniske dyder stabilitet og kompetence. Det kan lyde overraskende, da det jo strider mod en udbredt opfattelse om, at vælgerne foretrækker den mest teknisk kompetente politiker. Men vælgerne stemmer på den politiker, som giver dem den største tilfredsstillelse ved at vinde. Og når en politiker vinder en post, han eller hun stræber efter, så scorer politikeren en kompetencegevinst. Og denne gevinst opleves mere tilfredsstillende for vælgeren, hvis politikeren ikke i forvejen ligger højt på kompetencen.

Det er altså ikke en fordel for Løkke at ligge langt over Thorning på de tekniske kompetencer, fordi det reducerer vælgernes belønning ved at stemme på Løkke. Ingen tvivler trods alt på, at Thorning rent teknisk ligger over minimumskravene til tekniske dyder. Og når Løkke samtidig – bl.a. takket være sine velkendte møgsager og forårets massive imagekampagne ”Mærk Helle!” – ligger pænt under Thorning på de etiske dyder, så vil Thorningfiguren i føljetonen give vælgerne klart den største tilfredsstilllelse ved at blive belønnet med statsministerposten. Og det er ikke vejen frem for Løkke at undslå sig fra at angribe Thornings etiske dyder ved statsmandsagtigt at styrke sine tekniske kompetencer ved udelukkende at tale om substansen. Tværtimod er det vand på Thornings mølle, da øgede tekniske kompetencer reducerer den belønning vælgerne vil føle, når de stemmer på ham for at gøre ham til statsminister.

Denne episke valgfaktor er en blandt mange faktorer. Men for vælgere uden megen interesse for politiske detaljer vil den episke faktor have en afgørende funktion. Fordi den er fuldt forståelig for enhver, og fordi den giver mening i form af umiddelbar tilfredsstillelse for vælgeren, som stemmer for en god, tilfredstillende slutning på fortællingen ”Jagten på statsministerposten 2015”.