TV-duellernes valgkamp

I valgkampen foregik politik helt utilsløret som en TV-føljeton, som alle medier forholdt sig til. Græd ikke, for det, vi så, var den komedie, som forener os.

Et drama kendes på sine højdepunkter. Valgkampen 2015’s højdepunkter var de fire dueller mellem Thorning og Løkke. Og valgkampens klimaks var valgaftenen, hvor spændingen udløstes.

Alle disse fem højdepunkter opleves af vælgerne på direkte TV, mens de foregår. Det er vores to public service-stationer, som samler befolkningen i fælles oplevelse af valgkampens højdepunkter.

At TV indtager denne centrale rolle i nationen, bekræftes hver gang sådanne direkte TV-transmitterede begivenheder efterfølgende behandles af alle landets andre medier. Intet dansk medium kan både påstå, at man dækker den danske valgkamp, og så samtidig tillade sig at ignorere de fire TV-debatter mellem Løkke og Thorning.

Der hersker ofte stor uenighed om, hvordan TV-debatter skal vurderes. Nogle mener endda, at det, jeg her skriver om disse TV-debatters store betydning, er nonsens, fordi valgets væsentligste spørgsmål er, hvordan vi skaber mere vækst i den private sektor. Og det hørte man så godt som intet om i disse debatter. Det er rigtigt. Men det ændrer ikke ved, at debatterne var valgkampens højdepunkter ifølge danske mediers forenede iscenesættelse af valgkampen.

Når højdepunkterne i valgkampen var et antal direkte TV-debatter mellem lederne af de to største partier, så sættes disse to figurers karaktertræk i fokus.

Når debatterne har den store interesse, er det normalt ikke på grund af nye politiske udspil. Men for seere, som ikke følger så meget med i landets politiske liv, er det ligegyldigt, om debatterne rummer politiske nyheder. Det er fint, hvis bare debatterne bringer en masse gammelt stof, som er blevet glemt eller aldrig tidligere er opfattet. Duellerne er interessante for alle, fordi de viser to personer, som for åbent tæppe kæmper for deres politiske liv. Og de er interessante, fordi personerne begge rummer store modsigelser, som den anden kan udfordre. Enhver seer ved, at begge personer – som alle andre mennesker – rummer gode sider og dårlige sider, men hver af personerne er tvunget til mest muligt at fremstå som et glansbillede, samtidig med at man – under fuld respekt – forsøger at få den anden til at ligne en slemt anløben person. Og det er ikke mindst en pirrende modsigelse, at alt officielt skal foregå som en saglig politisk debat.

Duellerne giver god mening som en genvej til politisk information for vælgere, som ikke er nørdet med politik. Vælgere kan have tillid til, at alt politisk stof, som duellanterne kan bruge mod hinanden, også vil blive brugt, fordi der er så meget på spil. Det er ikke rationelt for almindelige vælgere at bruge tid på at forstå partiernes lange monologer i pjecer, annoncer og taler. Det er derimod rationelt for dem at se debatterne, hvor duellanterne har udvalgt det allervigtigste, og så vurdere, hvordan de klarer dysten. Duellerne er den letteste genvej til politisk information.

Når der udskrives valg, så bliver de regler, som gælder for den brede politiske kommunikation til daglig, tydeligere. Politik formidles rutinemæsssigt i TVs nyhedsudsendelser ved, at man fortæller om den politisk proces, dvs. de personer, som håndterer sagen, eller som er ofre, i stedet for at fortælle om sagen, som de færreste som regel har forudsætninger for at forstå. Det er også en TV-retorisk grundregel, at de kvaliteter, vi med egne øjne på TV kan se, om en person har eller ikke har, tæller langt mere end de dyder, som den pågældende person erklærer at have – og erklærer, at modstanderen ikke har.

Begge disse regler: ”Processen vinder over sagen”, og ”Viste dyder overstråler fortalte dyder” fejrer triumfer i valgkampen og ganske særligt i TV-duellerne.

Når valget udskrives, bliver de sider af politik, som alle umiddelbart forstår og kan bringes til at interessere sig for, vigtigere. Disse sider er politikerne som personer. I valgkampen foregår politik helt utilsløret som en TV-føljeton, som alle medier forholder sig til.

Og føljetonen er en komedie, dvs. en fortælling, hvor de gode helst skal have deres belønning. Politikere, studieværter og journalister konkurrerer alle om at ligne energiske vindere. Og den stadig voksende mængde af politiske kommentatorer skal helst være morsomme, mens de med flid gør deres pligt: afslører politikeres hykleri og spin. Jo værre den virkelighed er, som de afslører, jo vigtigere er det, at de gør det med humor og begejstring. Derfor optræder de også ofte i par, så de som Kjeld og Dirch kan spille muntert ping-pong med hinanden, mens de fortæller den barske sandhed bag det hele.

Føljetonens hovedpersoner er interessante alene af den grund at de, så snart valgkampen er udskrevet, kæmper for deres politiske overlevelse, hver gang de viser sig. Men også personernes indre modsigelser er vigtige for, hvor interessante de er for os at se på.

Thornings dominerende modsigelse er modsætningen mellem hendes stadig mere dygtige facadearbejde og så hendes store mangler, som er velkendte i føljetonen: løftebrud, internt oprør med anonyme lækager, oversolgte forslag inden for dagpenge- og kontanthjælpområdet. Det er elementært spændende at følge, hvordan Helle bekæmper sin mørke side. Hvordan hun klarer, at denne mørke, ukontrollerede side hele tiden titter frem. Hvad den gør ikke mindst i TV-duellerne, hvor Løkke bl.a. vurderes efter, hvor god han er til at få Helles ”dark side” frem. Men dygtigt har hun lige siden nytårstalen faktisk optrådt så fejlfrit og mange gange set så fortryllende og vinderagtig ud, at vælgerne syntes, hun fortjente en belønning ved valget. En belønning for at være sej kvinde trods modgang og for at give politik lidt glamour, hvilket Løkke ikke formår.

Også Lars Løkkes figur rummer pirrende modsigelser. Men han når ikke Helle til stiletkanten på den dimension, der hedder kontrasten mellem officielt glansbillede og så de bagvedliggende, modstridende realiteter. Ikke fordi Løkke har færre rædsler at skjule. Tværtimod. Men fordi hans facadearbejde har været så mangelfuldt, at det ikke er en god historie, at det bryder sammen og åbenbarer en forbudt virkelighed. Løkke-figurens bærende modsigelse ligger i, at han tydeligt tænder på personlig magt, men hele tiden skal fremstå som én, der drives af de mest ædle, idealistiske mål. Samtidig er det jo morsomt, at den magt, han får, som regel mere skyldes fravalg af andre end tilvalg af ham. Det gælder vikariering for Fogh som statsminister, fravalg af Kristian Jensen som formand og i valgkampen: fravalg af Thorning som næste statsminister.

Både Thorning og Løkke er stærkt komiske figurer i vores lands politiske komedie, men af meget forskellige grunde. Og netop deres komiske styrke og forskellighed gjorde striden i valgkampen mellem dem ekstra underholdende. Kristian Thulesen Dahl er til gengæld tilsyneladende helt håbløs som komisk figur. Men der har heller ikke rigtigt været plads til ham, fordi de to andre har fyldt så meget. Efter dette valg står den på exit til Thorning. Så nu vil Tulle, lederen af blå bloks vinderparti, få mere plads til at udfolde alle sine eventuelle, slumrende komiske muligheder.

Der er ikke meget nyt fra valgkampen at sige om Johanne Schmidt-Nielsen og Anders Samuelsen eller Pia Olsen Dyhrs figurer. Søren Papes figur er derimod støt vokset i indre modsigelser. De dårlige opinionstal gjorde det til en skæbnekamp hver gang han viste sig på skærmen, og kravet om at hans rare, runde figur skulle være hård over for de røde, gjorde ham til en mere og mere tragi-komisk skikkelse. Uffe Elbæk voksede støt som valgkampens mest lallende, bløde fantast. Med sit søde smil og sine anekdoter om verdens og menneskehehedens totale godhed tog han med stor komisk effekt brodden af journalisters spørgsmål. Elbæk vendte altid den anden kind til, og blev journalisternes politikermaskot: Kun hvis man var sød ved Elbæk, havde man sin menneskelighed i behold.

Den kommende S-leder, Mette Frederiksen, er allerede etableret som komisk figur med klar modsigelse, så det bliver ikke let for Thulesen Dahl at hamle op med hende angående indre modsigelser. Mette Frederiksen er den figur i føljetonen, som kommer tættest på Per Degn i Holbergs ”Erasmus Montanus”: En figur som med stor selvhøjtidelighed leverer irrelevante remser som svar på spørgsmål. Per Degn leverede latinske bøjningsmønstre. Mette Frederiksen leverer lange opremsninger af banale forhold, som alle er helt enige om. Modsigelsen er, at hun klart nok slet ikke selv kan se, at mange finder hendes opremsninger stadig mere ulidelige.

Intet tyder på, at den politiske komedie bliver kedeligere, selv om vi nu må undvære Thorning. Og det er godt. For denne komedie-føljeton er det, der holder nationen politisk sammen og sikrer vores høje stemmeprocenter, som kun overgås af diktaturstater.

Men de næste dage står på afvænning. Snart vil vi kunne åbne for TV uden at se en politiker. TV vil sende maniske studieværter på afspadsering. Politik bliver igen mere kedeligt for ikke-nørder. Velkommen tilbage til virkeligheden.

*********************************

Til toppen af siden