Klaus Kjøller forside >>> Kommentarer og moraler, menu

Først lagt op 28-11-2015, senest opdateret 28-11-2015 18:12:09

Flygtninge krydsede Løkkes spor

Derfor kom EU-afstemningen til at handle om noget forkert. Og derfor blev Løkke tvunget til at bruge sin egen flossede troværdighed som fældende argument mod Tulle.

Dengang Lars Løkke udskrev folkeafstemningen om EU-retsforbeholdet, lignede det en sikker sejr. 58 procent ville stemme ja. Men så gik Europa agurk i flygtninge og terror i Paris, og nu vil kun 34 procent stemme ja og et lille flertal på 38 stemme nej.

Afstemnings-temaet er indviklet. Noget med 22 retsakter, som vi får mulighed for at tilslutte os, hvis vi stemmer ja. Derefter er det op til Folketinget at vælge, hvilke af de 22 der skal gælde for Danmark. Blandt dem er det politisamarbejde, som vi hidtil har været tilsluttet. Men der er også mulighed for, at Folketinget kan tilslutte os til EU’s fælles flygtningepolitik, selv om denne mulighed ikke indgår i de 22 retsakter, som vi direkte i denne omgang stemmer om. Det er så det, som Løkke og Mette Frederiksen har garanteret aldrig vil ske uden en folkeafstemning. Denne garanti er der et meget stort flertal af vælgerne, som ikke tror på. Kun 13 procent tror, at et ja på torsdag ikke vil føre til en tilslutning til en fælles EU-flygtningepolitik, før eller siden.

Vejen til status quo

Både ja- og nej-siden gør sig umage for at fremstille det som et valg mellem noget trygt og velkendt, og så noget ukendt og angstskabende. Det gælder om, at få vælgerne til at forstå, at henholdsvis ja og nej fører mest muligt til bevaring af status quo. Det er klogt af begge sider at lægge denne strategi, for alle afstemninger om EU-spørgsmål gennem tiderne har bekræftet, at danske vælgere er tryghedsnarkomaner: De elsker, hvad de har, og vil kæmpe som løver for at bevare det. Ikke noget at sige til det, for vi er det bedste, eller ét af de bedste, politiske systemer og velfærdssamfund her på Jord. Derfor er denne valgkamp som alle tidligere, et spørgsmål om, hvem der kan gøre vælgerne mest bange for den situation, som vil foreligge, hvis modstanderen sejrer. Denne debat folder sig ud efter Kingos lov, som styrer al politisk debat i et velfærdsdemokrati:

Afstemningen, som kom fra det ukendte

Det er pudsigt, at nej-siden endnu ikke, så vidt jeg kan se, har fremhævet, at det er EUs skyld, at vi overhovedet nu skal til at spekulere over noget så dødsygt, som et retsforbehold og en tilvalgsordning. Og så midt i begyndende forberedelser til julen. Det er EU's skyld, for det er EU, der har skabt den angstvækkende og besværlige situation, at vi skal til folkeafstemning. Og det er yderst brugbart i nej-kampagnen, hvis skyld afstemningen er. For i kampen om tryghedsnarkomanerne gælder det om, at udpege den skurk, som truer trygheden. Og der er jo i Danmark en stor tilfredshed med det gældende retsforbehold. Det fremgår da også af debatten indtil nu, at det hele går ud på, at redde Danmark mest muligt igennem, så de vilkår vi har i øjeblikket, også gælder – eller kan bringes til at gælde – efter afstemningen. Men hvorfor så overhovedet holde den dødsyge afstemning?

Selvfølgelig er det i sidste ende politikere, der har vedtaget den Lissabon-traktat, der trådte i kraft i 2009, og som gav det 22 år gamle danske retsforbehold langt flere konsekvenser, end det oprindeligt var tiltænkt. Fordi traktaten gjorde hele det politiske, strafferetlige og civilretlige samarbejde i EU overstatsligt. Det er derfor, at vores gamle, mellemstatslige aftale om retsforbeholdet nu skal til folkeafstemning. Tiden i EU er løbet fra mellemstatslige aftaler, hvor alle har vetoret. Trenden er, at det skal være overstatsligt og besluttes ved flertal.

Denne tendens mod det overstatslige kan man så mene om, hvad man vil. Som sædvanligt er jeg ikke ude i partipolitiske ærinder med mine kommentarer. Min pointe her er, at den situation, som tryghedsnarkomanerne nu befinder sig i, er skabt af nogle abstrakte kræfter. Ganske vist er det hele engang i fortiden besluttet af nogle politikere, som i princippet ikke er abstrakte kræfter, men mennesker af kød og blod. I princippet. Men ingen danske vælgere kender de politikere, som i sin tid besluttede denne proces, da de vedtog Lissabon-traktaten. Og ligesom Vorherre efter mange naturvidenskabsfolks vurdering trak sig tilbage fra Verden efter at have skabt den, således har den politikerskabte Lissabon-traktat efter undfangelsen for længe siden kørt sit eget løb bestemt af EU-systemets love og processer. Og nu er vi så altså kommet dertil, at danske tryghedsnarkomaniske vælgere skal stemme.

Man må sige, at det er godt, at vi har Løkke og Frederiksen og Thulesen Dahl og alle de andre danske politikere. Uden dem var EU helt fortabt. For EU's ansigtsløse procedurer og traktater og skåltaler for Europa kan ikke vække almindelige vælgere til noget som helst andet end gab. EU's komplette mangel på genkendelige politikere, der med åbent visir kæmper mod hinanden om magten i EU med argumenter på TV, gør EU til en formidlingsmæssig ørkenvandring.

EU, streng fader og øm moder

Ja-sidens argumentation kører som nævnt meget på at skabe frygt for konsekvenserne af et nej. Heri indgår et billede af EU som tung at danse med. Melodien er, at vi danske opfører os uartigt, hvis vi stemmer nej. Derfor skal vi ikke regne med stor imødekommenhed fra EU. Far vil være både sur og skuffet over os. Det er paradoksalt, at ja-siden herved kommer til at fremstille EU på en måde, som svarer til EU-skeptikeres billede af EU: noget mørkt, dystert og uforståeligt. Men det er altså nødvendigt for at skabe den frygt, som muligvis er i stand til at flytte vælgere.

Nej-siden har så pikant nok brug for at fremstille EU som åben og vennesæl – en moder Europa, som omfatter alle sine børn med stor omsorg, især de vanartede – når vi efter et nej ved folkeafstemningen skal have forhandlet en Europol-aftale og andet på plads. Og nej-siden har brug for at skabe frygt for, at et ja vil medføre, at vi bliver indlemmet i en fælles EU-flygtningepolitik. Det har de haft stor succes med.

Paragraf-Tulle og lidenskabelige Løkke

Ja-siden forsvarer så sin garanti for, at dette ikke vil kunne ske uden en folkeafstemning. I partilederdebatten her til formiddag (28/11 2015) i TV gik Løkke hårdt til Thulesen Dahl for at så mistillid til danske politikere og danske politiske forlig, når han viser skepsis over for det brede garanti-forligs holdbarhed i en ukendt fremtid. Denne argumentation er meget op ad bakke for Løkke, efter det har vist sig, at kun 13 procent af vælgerne tror på garantien. Men han er naturligvis nødt til at forsvare den ved at angribe Thulesen Dahl for at undergrave danskernes tillid til vores politiske system. Og når Thulesen Dahl spørger Løkke, hvorfor garantien ikke står juridisk bindende oppe i paragrafferne i den tekst, som danskerne skal stemme om, så kan Løkke kun svare med mere generel tale om tillid, krydret med de stærkest mulige lidenskaber. Problemet med denne argumentation er, at ingen vælger forstår, hvorfor man ikke bare uden store falbelader og lidenskaber ganske nøgternt kan skrive garantien ind i paragrafferne, hvis garantien er så vigtig.

Thulesen Dahl kunne ikke ønske sig en bedre konfrontation med Løkke end én, hvor Løkkes stærkeste argument mod ham er Løkkes egen troværdighed. Det er et mareridt for Løkke, at være i en situation, hvor Løkke aktivt er nødt til at bruge sin egen troværdighed som argument for et ja, fremfor et nej.

Flygtninge krydsede Løkkes spor

I en folkeafstemning om et indviklet emne, som de færreste orker at sætte sig ind i, vil alting uvægerligt blive blandet sammen. Derfor spiller flygtningesituationen og terror-udåden i Paris også en stor rolle, alene fordi de rummer så mange følelser, og fordi vi alle har levet med i dem.

I flygtningesituationen har EU desværre vist sig helt ude af stand til at skabe ordnede forhold. Og opklaringen af Paris-terroren har afsløret, at flere af terroristerne har passeret grænser i dække af de flygtningestrømme, som EU er ude af stand til at kontrollere og styre. Selv fordelingen af en mindre del af de flygtninge, som allerede er kommet ind i EU, har været en fiasko indtil nu. Dette underminerer samlet EU's image, som i forvejen er svagt i befolkningerne. Men det skaber samtidig en stor frygt blandt danske vælgere for at stå udenfor det europæiske og internationale politisamarbejde, som alle ved er nødvendigt for at dæmme op for terror. Dette argument har ja-siden brugt udmærket på plakater og i debatter, men efter min vurdering er det ikke lykkedes dem særlig godt at få vælgerne til at acceptere, at Europol (og Interpol) ikke efter et nej vil være interesseret i en aftale med Danmark. Hvis det er elementært for alle vælgere, at et internationelt politi-samarbejde er nødvendigt for at forebygge terror, så må især de skarpe hjerner i en organisation som Europol vel være fyr og flamme for hurtigt at få os ind.

Ja’et, som var hjemme, bliver et nej

Flygtninge og terror kunne Løkke ikke vide noget om, da han udskrev folkeafstemningen med udsigt til, at den var garanteret hjemme med et ja. Så derfor er han lovligt undskyldt, når han efter mit bedste skøn, får danskernes nej på torsdag efter at have gennemført en valgkampagne op ad bakke. Et nej af to grunde:

1) Fordi især flygtninge har gjort afstemningen til en generel imageafstemning om EU. Og

2) fordi befolkningens voksende frygt for at blive overrendt af flygtninge og indvandrere, satte ekstra fokus på ja-side-politikere, som er nødt til at bruge deres deres flossede troværdighed som afgørende argument, fordi de ikke fik skrevet en garanti ind i paragrafferne.

*********************************

Klaus Kjøller, ©klaus@kjoeller.dk

Til toppen af siden