Rettidig læk

Der er især to interessante ting at kommentere på i den forgangne uge: Vederlagskommissionen og Köln-affæren. Tilsyneladende har de to historier ikke noget med hinanden at gøre. Og så alligevel.

Begge historier handler om ledelser, der fatalt overvurderer deres evne til at få baglandet til at holde tæt, så intet slipper ud i utide.

Politiken havde onsdag den lækkede nyhed på forsiden, at Vederlagskommissionen ville foreslå 15 procent lønstigning til MFer. Allerede tirsdag aften fortalte TV derfor om denne nyhed. Og derefter sprang partier, som – dengang kommissionen blev nedsat – havde lovet at stemme for kommissionens forslag, fra på stribe. Politikerne så de kioskbaskende Ekstra Blads-forsider for sig, som dette kommissionsforslag ville medføre, og frygtede, at lønstigningen ville øge politikerleden.

Politiske kommentatorer påpegede, at selvbevilgede lønstigninger ganske rigtigt kunne bruges mod politikerne. Men kommentatorerne gjorde samtidig opmærksom på, at det løftebrud som politikerflugten var, jo også kunne øge politikerleden.

Det er teoretisk set rigtigt. Løftebrud er alvorligt, fordi det svækker den mest grundlæggende dyd af alle: ærlighedsdyden.

Læs om de fire grundlæggende dyder.

Men når et af de store partier – så vidt jeg husker, var det Venstre – straks går ud og melder, at man ikke kan støtte kommissionens forslag om 15 procents lønstigning, så er det ikke bare svært, men direkte umuligt for de andre partier at gå ud og score stemmer på at fastholde løftet og på at angribe Venstre for at svigte det fælles løfte. Løftet er jo bare noget partierne har givet hinanden. Det er ikke et løfte til vælgerne. Man kan sige: tværtimod, for løftet har været en musketéer-ed, som partierne har givet hinanden, fordi de fra starten har indset, at det var den eneste vej frem, at der ikke gik partipolitik i spørgsmålet, dvs. at intet parti ville gå imod kommissionsforslaget for at score stemmer. Partiernes løfte til hinanden var i virkeligheden et gensidigt løfte om at holde vælgerne uden for direkte indflydelse i spørgsmålet. Derfor er det umuligt for partierne at argumentere for løftet, så snart bare et enkelt parti bryder det for at score den vælgergevinst, alle partierne ved, ligger og venter.

Politikernes domino-flugt fra Vederlagskommissionen kom tydeligt bag på den ellers yderst garvede kommissionsformand, DRs bestyrelsesformand og tidligere departementschef Michael Christiansen. Derfor stod denne gamle ræv i løbet af onsdag formiddag ene tilbage forladt af panikramte politikere. Han forsøgte så at vinde gehør for den sandhed, at kommissionens forslag samlet set ikke betyder indkomststigning til politikere. Der var tale om en form for oprydning, forklarede han, så politikeres underlige, uigennemsigtige indkomstforhold – løn, pension og diverse tillæg – gøres mere gennemskuelig og sammenlignelig med almindelige lønmodtageres. Men toget var kørt. Politikens lækage af en letfattelig, følelsesmættet detalje fra kommissionsforslaget, den efterfølgende TV-spredning og politikernes flugt havde afgjort kommissionens skæbne. Det forlyder dog, at kommissionens forslag om forringelser angående politikerpensioner stadig skulle have en chance.

Michael Christiansen burde i god tid have lækket til pressen, at kommissionen ikke foreslog indkomststigninger til politikere, men at der udelukkende var tale om en normalisering af deres indkomstfordeling. Så havde politikerne ikke haft nogen grund til at flygte. Men han troede så meget på politikernes løfter til ham, at han ikke fandt det nødvendigt at forebygge lækage af denne detalje og politikernes efterfølgende panikflugt.

Læs Groft sagt’en ”Gammel ræv forladt”.

Affæren i Köln har fået et ekstra puf opad i medierne, fordi både politiledelsen og medierne forsøgte at nedtone den i de første dage. Det er en af de bedste måder at sikre eksploderende medieinteresse for noget, at nogle – helst nogle mægtige personer – forsøger at holde det hemmeligt. I Den politiske komedie er denne kraft udtrykt i denne regel (”Store scene” er dér, hvor alle vælgerne sidder, altså i praksis TVs nyhedsføljeton; reglen findes s. 99.)

Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen (paperback), Hovedland 2011

Stærke dokumenter fødes med smerte

Jo vanskeligere det har været for et medium at fremskaffe et dokument til Store scene, jo større betydning har det.

I Köln-affæren er dokumentet generelt hele begivenheden, men mere konkret: den politirapport, som ledelsen først syltede og nedtonede, og som siden blev lækket.

Link til TV2.dk: Intern rapport: Tysk politi ydmyget af sexforbrydere.

På grund af ledelsens modstand fremstår denne rapport nu med ekstra troværdighed i medierne. Den ville være endnu større, hvis den ikke bare var blevet lækket, men først var blevet fremskaffet ved aktindsigt trods politiledelsens aktive modstand. (Sådan som vi har set, at Københavns Politis ledelse har forsøgt i Tibet-sagen.)

Hverken politiledelsen eller ledelsen i de medier, som de første dage undlod at berette dækkende om begivenhederne, kan være uvidende om denne generelle mekanisme i politisk kommunikation. Og da de samtidig har vidst, at utallige menige betjente og civile, bevæbnet med mobiltelefon (hvis de ikke var blevet stjålet) har overværet begivenheden, så har hverken politiledelse eller medieledelser kunnet tvivle på, at sandheden ville slippe ud. Ovenikøbet med få sekunders forsinkelse, fordi en en masse kvinder var blevet rasende, og fordi alle og enhver er næsten non-stop på de sociale medier.

Det er altså ikke bare en irrationel, men en direkte idiotisk handling af politiledelse og medieledelser at forsøge at hemmeligholde, ja bare forsinke sandheden om begivenheden. Derfor er den eneste forklaring, at det har givet følelsesmæssig tilfredsstillelse hos disse ledelser at tilbageholde informationer, som de vidste, ville kunne blive farlige våben i hænderne på indvandringskritiske politiske kræfter. Disse følelser har været så stærke, at de har fået disse ledelser til at handle irrationelt, hvilket har bevirket, at de politiske kræfter, som de forsøgte at hæmme, nu har fået en ideel platform for deres argumentation.

Det havde de også fået, hvis politi og medier straks havde fortalt ligeud, hvad der var foregået. Men så havde den tyske befolkning og resten af verden ikke fået et rystende klart indblik i, hvor stærkt en politiledelse og medieledelser i Tyskland ved undertrykkelse af væsentlige informationer politiserer i et særdeles kontroversielt spørgsmål. Og at de føler så stærkt for sagen, at de er villige til at demonstrere deres sindelag ved at ofre deres sunde fornuft. Ja, for den netop fyrede politichef i Köln blev det jo en ren selvmordsaktion.

Både vederlagskommissionsformand Michael Christiansen og ledelserne i politi og medier i Tyskland blev i denne uge Sorte-Per. Og af næsten de samme grunde. Michael Christiansen undervurderede faren for lækage fra skræmte politikere. Politiledelsen i Köln og medieledelser i Tyskland overvurderede deres muligheder for lækagekontrol af deres ansatte. Samtidig demonstrerede de en blåøjet tro på at den almindelige politiske korrekthed i befolkningen var så stærk, at rasende, forulempede kvinders eventuelle skriverier og videoer på de sociale medier ville prelle af på almindelige tyskere.

**********************

Øverst i dokumentet

Skriv eventuelle kommentarer til kommentaren på www.facebook.com/klauskjoeller