Forside KlausKjoeller.dk >< Forside KJOELLER.dk >>> Kommentarer og moraler, menu

		Først lagt op 13-02-2016, senest opdateret 13-02-2016 17:49:20 Skriv eventuelle kommentarer til kommentaren på www.facebook.com/klauskjoeller
	Den ideologiske integration Integrationen er først lykkedes, når migranter i deres hjertes inderste faktisk accepterer, at deres religion er indlejret på en ydmyg plads i demokratiet. Og ikke omvendt.
	Det er sådan set ligegyldigt, om folk er kristne, muslimer, jøder, sikher, tilhængere af Det flyvende Spaghettimonster eller ateister: Alle skal være så hjerteligt velkomne her i demokratiet Danmark. Det er jo netop ideen med demokratiet, at folk – inden for demokratiets rammer – må indrette sig, som de lyster. Men uanset hvad man i øvrigt tror på, så skal man først og fremmest tro på demokratiet. Det vil bl.a. sige, tro på, at sandheden om samfundets tilstand og om, hvordan vi løser udfordringerne, er noget, som borgernes valgte repræsentanter finder ud af gennem en fri, offentlig diskussion. Sandheden om samfundets rette indretning og politiske løsninger er altså ikke noget, som man finder i en tekst, som er skrevet af en gud eller af en guds repræsentanter her på Jorden for nogle tusinder eller hundreder år siden. Men da forestillingen om en personlig gud, som man kan bede til, og som er et evigt vidne til ens liv, er så udbredt overalt, også iblandt demokratiets borgere, så er det nødvendigt at indrette demokratiet således, at troen på en guddommelig tekst kan forenes med opfattelsen af det frit diskuterende demokrati. I praksis sker det ved, at den guddommelige tekst kun bruges i privatsfæren. På denne simple måde løses paradokset mellem demokratiets tro på, at sandheden er noget, vi diskuterer os frem til, og den religiøse tro på, at sandheden findes i en guddommelig tekst. Samtidig løses de potentielle konflikter mellem forskellige trosretninger, som bygger på skrifter med vidt forskellige løsninger, dogmer og virkelighedsforestillinger. Når enhver trosretning kun udfolder sig i privatsfæren, så opstår der jo ingen store religiøse konflikter i den politiske offentlighed. At forene demokrati med religiøs tro er kun muligt, hvis trosretningers tilhængere er ydmyge over for det politiske maskineri. De må anerkende, at demokratiets sandhedskriterium står over det religiøse, når det kommer til at finde ud af, hvordan virkeligheden er, og hvordan vi løser udfordringerne. Demokratiets injurierådgivning og straffelov begrænser religiøse fundamentalisters muligheder for at få deres guddommelige tekst gjort til en almentgældende lovtekst og dermed afskaffe demokratiet. Men det er langtfra tilstrækkeligt til at sikre demokratiet. Demokrati er jo meget mere end lovgivning, domstole og politimagt. Vi har lært af forløbene i Afghanistan, Irak og Libyen, at man kan indføre alle demokratiets formelle spilleregler uden i virkeligheden at få demokrati. Tværtimod har man fået noget, der må karakteriseres som kaos. Og erfaringerne fra disse tilfælde viser klart, at demokrati kun virker i praksis, hvis borgerne – ud over at have demokratiske love og institutioner – tror på demokratiets værdier og praktiserer dem. Demokratiets regler og institutioner har vist sig nærmest at have en ødelæggende virkning i samfund, hvis borgere har svag eller ingen tro på demokratiets værdier. Især mangler den indsigt, at det er nødvendigt at henvise guddommelige tekster til privatlivet for at få en fri, offentlig diskussion i et demokrati til at give mening. Det betyder, at integrationen af migranter her i landet fra lande uden demokratiske traditioner, men med meget stærke religiøse opdragelser, især bør handle om, at få migranterne til at acceptere, at religion hører hjemme i privatsfæren. Men det er langtfra nok. De skal også lære at tro på demokratiets sandhedskriterium: den fri diskussion som den eneste vej frem mod noget bedre her på jord. De skal lære at acceptere, ja leve godt med det paradoks, at det religiøse sandhedskriterium, som officielt gør krav på at være den højeste indsigt, er en anordning, som kun kan benyttes i privatlivet. Og kun hvis det ikke overskrider demokratiets love og regler. Al erfaring har vist, at frie demokratiske rammer desværre af folk, som er opdraget under udemokratiske forhold og under éntydige religiøse sandheder, som regel ses som et svagt, andenrangs politisk system, som kun venter på at blive reddet af den rene lære. Det gælder, hvadenten denne opdragelse er sket i et andet politisk system, eller her i Danmark, men i en familie, som er indrettet efter autoritære principper og derfor opdrager børnene, som om alting stadig foregik uden for demokratiet. Og det handler om meget mere end politik. Alle videnskabelige fremskridt gennem århundreder, herunder den øgede indsigt om universets indretning og historie, er frugter af selvsamme forholdsvis respektløse diskussion, som dyrkes i demokratiet. Derfor er det vigtigt, at migranter, som agter at leve her hos os, ikke kun lærer at leve med den demokratiske diskussion. Integrationen er først lykkedes, når de i deres hjertes inderste faktisk accepterer, at deres religion er indlejret på en ydmyg plads i demokratiet. Og ikke omvendt. Det er lettere sagt end gjort. Men nu er det i hvert fald sagt. Læs kommentaren Migrantkrisen: Hvorfor skal det gå galt, før det kan blive godt? Læs kronikken Gud som en retorisk nødvendighed. Læs kronikken Bander begynder i familien.
	**********************
	Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk Øverst i dokumentet
		Skriv eventuelle kommentarer til kommentaren på www.facebook.com/klauskjoeller