Trumps trumf: Eliten tilstår

Det er tumpet, at den politiske elite kritiserer Donald Trump på måder, som bekræfter hans påstande om, at eliten lever i sin egen verden og ikke fatter en skid af, hvad der foregår.

Donald Trump, den republikanske topkandidat til nomineringen på partiets kongres senere på året, vækker stor bekymring i toppen af sit eget parti, i eliten i Washington og blandt kommentatorer verden over. Han ses som en amerikansk parallel til de såkaldte populistiske, højreorienterede, flygtningekritiske partier, som i disse år fejrer triumfer i Europa. Også disse partier vækker stor bekymring – ikke kun blandt de gamle partier, som mister vælgere, men også blandt kommentatorer.

Og bekymringerne giver sig udslag i handlinger. I Sverige indgik de gamle partier en aftale om at holde Sverigedemokraterne væk fra indflydelse. I USA forsøger den republikanske partitop at banke en modkandidat til Trump frem. Hverken den svenske eller den republikanske metode har hidtil været særlig succesfuld.

I Danmark i 1970’erne forsøgte de gamle partier og DR i begyndelsen at fryse Mogens Glistrup ud. De lod som om, han ikke eksisterede.

Som nogle måske husker, førte Glistrup sig frem med et stærkt antibureaukratisk og skattekritisk program. Og da han var landets førende skatteekspert med en trækprocent på nul og desuden var leder af en advokatvirksomhed med 77 ansatte, så talte han med stor vægt både om bureaukrati og om skat. Desuden havde han en fængende, polemisk mundtlig udtryksform med tydelige bornholmske rødder. Han var en enestående tv-figur: både professor i skat og kommet ind med natbåden fra det bornholmske grundfjeld. Og altid gav han eliten det glatte lag. Så den etablerede elite hadede ham intenst lige fra begyndelse – og senere mere og mere i takt med at flere og flere vælgere støttede ham.

Både Trump, de ”populistiske” europæiske partier og Glistrup forstår (forstod) at nå vælgere, som normalt står meget langt fra det politiske. Mange af dem, som fylder ved Trumps valgmøder, tilhører således de ca. 50 procent af amerikanske vælgere, som normalt ikke stemmer.

Men den klare demokratiske værdi i, at flere vælgere aktiveres i demokratiets proces, hører man stort set aldrig noget om, når kommentatorer analyserer og vurderer disse politiske bevægelser. Derimod hører man fyldigt om al den uro og uforudsigelighed og uansvarlighed, der ligger i, at disse bevægelser aktiverer så mange vælgere, som helt klart ikke har forstået alvoren i det, der foregår.

Der er som om, at demokratiets politiske elite af etablerede partier, toneangivende medier og dertil hørende kommentatorer og lederskribenter egentlig ikke har forstået, at demokrati bygger på, at alle vælgere har én og kun én stemme. Og at det gælder uanset uddannelse og viden. Det er som om, eliten mener, at det kun er i orden, at folket stemmer, hvis de stemmer på politikere og politikker, som eliten har godkendt. Det lyder mere som oplyst fåmandsvælde end som demokrati.

Demokratiets elite har her et stort problem. Eliten forstår åbenbart ikke, hvordan det demokratiske system i virkeligheden fungerer. Eller ønsker ikke officielt at forstå det. Og når der så opstår politikere og partier, som effektivt udnytter, at systemet i virkeligheden fungerer helt anderledes, end vi lærer i skolen, så er elitens eneste våben nytteløs klage og jammer. Det er da for dårligt!

Læs kronikken Demokratiets kroniske jammer.

Donald Trump er ikke til at stoppe, bl.a. fordi han forstår at bruge ethvert angreb på sin person, som afsæt til et endnu værre karaktermord på sin angriber. Selv et angreb fra paven har han på denne måde kunnet afværge omgående til egen fordel.

Metoden med angreb er ikke usædvanlig i politik. Den er heller ikke spor forkert. Tværimod er det en af de grundlæggende metoder i al demokratisk politisk debat:

Kingos lov

Man styrker vælgernes tro på sin politik ved at fremføre rædselsvækkende eksempler på hvad modstanderens politik indebærer. [Loven er opkaldt efter salmedigteren Thomas Kingo hvis salmer rummer mange saftige, inspirerede vers om jordelivets elendighed, men kun få, meget blodfattige vers om himmerigets velsignelser.]

Men hvad har det med politikerens person at gøre? Alt. Da modstanderens politik altid føres frem af modstanderens person, således som vælgerne kender ham eller hende fra tv-skærmen, så er det i praksis umuligt for vælgere at sondere mellem en tv-figur og tv-figurens politik. Især umuligt for vælgere, som ikke interesserer sig særligt meget for politik. Derfor bliver personangreb altid i princippet til et politisk relevant angreb.

Selvfølgelig er der grænser for, hvor groft man kan angribe. Men den grænse bestemmer vælgerne. Der er intet principielt forkert i at angribe personer i politik.

Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen (paperback), Hovedland 2011

Det er en grundregel for politik, som det faktisk foregår, at den dokumentariske, politiske tv-serie, som kører i nyhedsudsendelserne, og som er almindelige vælgeres basis for forståelse af politik, drives frem af strid mellem personer. En politiker, som ikke indgår i strid, er en død politiker. Den politiske substans af økonomi, jura og administration, som håndteres bag lukkede døre i ministerier og internt i partierne, kommer kun ind i den politiske tv-føljeton i småbidder, som kan anvendes til strid. Politisk formidling bygger på strid. De enorme dele af den politiske substans, som ikke kan bruges i stridigheder i tv-serien, henligger i mørke. Det gælder f.eks. mere end 99 procent af finansloven.

Strid er den politiske tv-series nåleøje for detaljer

Detaljer fra substansen bag lukkede døre importeres kun til den politiske tv-serie, hvis de kan bruges af stridende parter i jagten på dyderne.

Læs om de fire dyder ærlighed, idealisme, stabilitet og kompetence som politikere til stadighed jagter.

Der er store fordele ved at sikre sin tv-optræden ved en generel strid med eliten fremfor at være afhængig af brugbare detaljer, som hives frem fra substansen i de tekstmasser, som håndteres bag lukkede døre. Striden med en etableret elite er ideel som motor, når en ny politisk figur skal gøre sin entré i den politiske tv-serie. Glistrup brugte den dygtigt, alle de ”populistiske” partier bruger den og Donald Trump bruger den.

Eliten af etablerede politikere og medie-kommentatorer skal naturligvis kritisere og vurdere Donald Trump og andre nye tv-figurer, som vil ind på scenen. Men det virker ikke særligt smart at kritisere og vurdere på måder, som bekræfter opkomlingenes påstande om, at den politiske elite lever i sin egen verden, hvor almindelige vælgere ikke har adgang. På denne måde giver eliten Trump en trumf på hånden.

Læs kronikken Forståelse er Gud!

**********************

Øverst i dokumentet

Opdatering 20-03-2016: korrektur og småforbedringer i tekten.

Skriv eventuelle kommentarer til kommentaren på www.facebook.com/klauskjoeller