Forside KJOELLER.dk >>> Kommentarer og moraler, menu

		Først lagt op 23-04-2016, senest opdateret 30-05-2023 14:33:41
	Idoler vinder ved at dø Det er en mærkelig oplevelse for os, som ikke kender Prince, i dagevis at skulle propfodres med ham i alle medier. Det lykkedes os at leve et langt liv uden Prince, men det gik ikke i længden, for så døde han og nu slipper vi ikke længere for Prince.
	Da popidolet Prince døde for et par dage siden, var det breaking news. Selv et adstadigt medie som BBCWorldNews ryddede næsten hele deres udsendelse kl. 20 (dansk tid) d. 21-04-2016 for at sende klip med Prince og interviews med eksperter. Denne prioritering placerer Prince på linje med verdens største politiske ledere. Om så Obama eller Putin faldt døde om i dag midt i deres livsgerning, så kunne BBCWorldNews ikke i aftenudsendelsen i dag vise det større opmærksomhed end Princes død.
	Det er godt for Prince og for hans fans. Men det er en mærkelig oplevelse for os, som knap nok kender ham, nu i dagevis at skulle propfodres med ham i alle medier. Det lykkedes os at leve et langt liv uden Prince, men det gik ikke i længden, for så døde han og nu slipper vi ikke længere for Prince. Det var det samme, da Michael Jackson døde for et par år siden. Men da oplevede jeg ikke mediernes proportionsfordrejninger helt så mærkeligt. For Michael Jackson kendte jeg lidt til. Min musiksmag ligger meget langt fra popmusik. Min smag er sådannoget som Beethovens sene strygekvartetter, altsaxofonisterne Charlie Parker og Lee Konitz, trompetisten Chet Baker og pianisten Oscar Peterson. Men når store popnavne jævnligt kommer ind i mainstream-tv, så støder jeg selvfølgelig på dem. Og her har jeg aldrig – ud fra de småbidder jeg gennem årene har hørt fra Michael Jackson, når jeg sad foran tv for at se noget andet – et øjeblik tvivlet på, at han var noget specielt og kunne noget særligt. Ligesom en figur som Madonna. Ganske vist siger disse kunstneres musik og optræden mig ikke en pind personligt, men rent professionelt kan jeg godt se, at de kan noget, som både får folk til at skrige og pengene til at fosse ind i kassen. Og ikke mindst har jeg altid interesseret mig professsionelt for, hvordan man bærer sig ad med at komme ud til et stort publikum. Og her har både Jackson og Madonna demonstreret en forbilledlig evne til at administrere sig selv, både kunstnerisk og som forretning. Det imponerer mig. Fuldstændig som jeg er imponeret over Steven Spielberg af samme grund. Og ham opsøger jeg ovenikøbet frivilligt, ligesom jeg frivilligt opsøger Beethoven og Chet Baker, som i øvrigt også disker op med sang ind imellem.			Fansene er ikke fortvivlet over, at de nu ikke længere fysisk kan omgås Prince i hverdagen. For det har de aldrig gjort.
En person, som man beundrer, et idol, er en magthaver i ens bevidsthed.	Men Prince har altså aldrig gjort noget som helst indtryk på mig. Jeg må vel have stødt ind i ham, ligesom jeg er stødt ind i Michael Jackson og Madonna. Men han er helt prellet af på mig. Og heller ikke de seneste dages tvangsfodring med Prince i anledning af hans død har medført, at jeg ved selvsyn og –hørelse har forstået, hvad han kan. Der bringes nemlig ingen længere klip, som viser, hvad han kan. Men alle medier fortæller side op og side ned, med store billeder og indslag i nyhedsudsendelser, at han var fantastisk og enestående, så det må vel passe. Og da grunden til, at medierne behandler ham så udførligt er, at alle kender ham så godt i forvejen, så er vi, der ikke kender ham, altså fortabt. Vi kan så studere fansenes fortvivlelse. Det er ikke en mors, fars, ægtefælles eller et barns sorg og fortvivlelse over at have mistet en nær, elsket person i familien. Fansene har i modsætning til familien og nærtstående personer stadig alt det, som fansene elsker: alle musiknumrene. Fansene er ikke fortvivlet over at de nu ikke længere fysisk kan omgås Prince i hverdagen. For det har de aldrig gjort. Fansenes fortvivlelse er den fortvivlelse, som tilhængere af ethvert idol føler, når idolet går bort. Det gælder uanset om idolet er en religiøs figur, en stor politiker eller en kulturpersonlighed, som man beundrer. Det kan endog være en kongelig, som man så det, da prinsesse Diana døde. Og det kan så selvfølgelig også være et popidol. En person, som man beundrer, et idol, er en magthaver i ens bevidsthed. Ikke en slem tyran (forhåbentlig ikke, så bør man søge læge), men en elsket magthaver, som man nyder at være underkastet. Og hvis øjne man ser sig selv igennem og vurderer sit liv ud fra. Sådanne indre magthavere har vi alle sammen. Mange af dem kan være døde, som fx en kær forælder eller en gammel, elsket skolelærer. Andre kan være hentet i fiktionen, som fx James Bond, Leopold Bloom (hovedperson i Joyces roman ”Ulysses”) eller edderkoppen Peter (hovedperson i den Sisyfos-mytiske børnesang ”Lille Peter Edderkop kravled’ op ad muren”). Andre indre magthavere kan være berømte historiske eller religiøse figurer som Jesus, Muhammed, Tordenskjold, Ludvig Holberg eller Albert Einstein. Link: Læs om idoler og indre magthavere i Overbevis dig selv og Håndbog for undertrykte – i den sidste med fokus på ydre magthaveres oprettelse af sig selv som indre magthavere i undersåtternes bevidsthed med efterfølgende total overtagelse af undersåtten.
	Et menneske præges stærkt af sine indre magthavere. Inden for religion ser vi i disse år, hvordan en stærk indre magthaver i form af et religiøst idol kan få sin bærer til at blive selvmordsterrorist for at please sin indre magthaver. Heldigvis trækker idolet Prince ikke i den retning. Men hans død illustrerer endnu engang, hvor stærke kræfter der er på spil i samfundet, når en masse mennesker har samme indre magthaver. Når et lyslevende idol pludselig dør, så oplever idolets bærere stor frygt. Dels er idolets død en påmindelse om altings skrøbelighed og tilfældighed, dels svækker det følelsen af nærhed til idolet, at idolets fysiske, jordiske repræsentant, her personen Prince, forsvinder. Dette skaber hos alle hans fans et akut, stort behov for at bekræfte over for hinanden, at han stadig lever i deres bevidsthed. Det sker ved valfart til hans bolig, blomsterlægning, lysafbrænding, samling om hans sange. Og ved at fylde alle verdens medier med stærk hyldest af hans storhed, som boostes af hans fysiske død. Det giver god mening for alle dem, der har ham som indre magthaver. Ja, kan gøre dem lykkelige ved, at de sammen gennemfører en mægtig, global demonstration af, at de er forenede undersåtter i den indre magthaver, Prince’s mægtige rige. Et rige som ikke slutter med magthaverens død. Tværtimod: Et rige, som bliver endnu mægtigere takket være hans død, fordi hans styrke som indre magthaver i fansene vokser gennem deres fælles sorgaktiviteter, som hele verden inddrages i. Selv en komplet udenforstående ignorant som mig, bliver da også lidt mere nysgerrig efter en dag tilfældigvis at finde ud af, hvad det var, han egentlig kunne.
	**********************
	Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk