Forside KlausKjoeller.dk >< Forside KJOELLER.dk >>> Kommentarer og moraler, menu

		Først lagt op 07-05-2016, senest opdateret 08-05-2016 14:38:01 Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste)
	Løkke, Putin og Erdogan Putin og Erdogan har demonstreret, hvor sårbart demokratiet er, og hvor det er mest sårbart: mediestyringen. Men selv om Løkke holder nallerne væk fra landets medier, så foregår der alligevel en kraftig politisk styring fra vores kaotiske, decentraliserede mediesystem.
Netværk på godt og ondt. Magtmisbrug for begyndere (paperback og e-bog), SAXO.com 2016	Det er tydeligt, at både Putin og Erdogan har forstået, at nøglen til magten ligger hos journalisterne. Begge demonstrerer, hvordan man kan trone som en slags diktator i et system, som officielt er et demokrati, bare man tøjler journalisterne ved landet største medier. I meget korrupte systemer som Rusland og Tyrkiet er det ikke svært for Putins og Erdogans mægtige, uformelle netværk at få placeret netværksbrødre i høje poster i landenes medier. Når det er sket, foregår journaliststyringen med fyringer og almindelig disciplinering. De fleste journalister vil her falde til patten. Kun særligt stædige og principfaste journalister vil holde fanen højt. Men de kommer så til at leve livet yderst farligt. Når en journalist først er kommet i ”bad standing” i de mægtige netværk, som Putin og Erdogan er med i, så vil mange af netværkets ”hangaround”s, ”prospect”s og ”member on probation”s chikanere dem på alle måder for selv at komme mere ind i netværket. Det er heller ikke noget stort problem at få sådanne journalister myrdet af lejemordere, hvis alt andet glipper.
	Selv om man ofte mistænker Putin og Erdogan for mord, så er det som regel svært at finde gerningsmændene. Og hvis man finder dem, umuligt at bevise nogen direkte forbindelse med landets præsident, som naturligvis altid tager kraftigt afstand fra den slags. Men det korte af det lange er, at det virker. Desværre. Når man med teknikker som disse styrer sit lands medier, så har man magten. Og jo mere landets leder formår at få landets medier til at opføre sig som et personaleblad i en privat virksomhed, jo mere kommer lederen til at ligne en stor leder. Herved får stadig flere borgere i landet den opfattelse, at lederen faktisk er vidunderlig og umulig at erstatte i den virkelighed, som de kastrerede medier synkront fremstiller. Og det gør det lettere for lederen både at ødelægge ethvert tilløb til intern politisk opposition, og at optræde som stor, stærk mand udadtil i internationale konflikter.
	Putin og Erdogan demonstrerer, hvor sårbart demokratiet er, og hvor det er mest sårbart: mediestyringen. Og de demonstrerer, hvorfor nøglen til vores ret vellykkede demokrati her i landet, er vores kaotiske mediesystem. Selvfølgelig disciplineres vores journalister også af deres ledelser. Mediets brand skal jo holdes, og markedsandele erobres fra konkurrenterne ved topstyret disciplin. Men alle i vores system er enige om at bekæmpe tendenser til tæt forbindelse mellem det politiske system og landets to altdominerende public service-medier, DR og TV 2. Disse to medier sætter i høj grad dagsordenen og bestemmer vinklingen i de dominerende historier, bl.a. ved at udvælge historier og vinkler fra den brogede private presse og ophøje dem til at have landsdækkende interesse. Både på nettet og på den mere traditionelle elektroniske medieflade har vores public service-medier en gennemslagskraft, som gør, at de tilsammen udgør den lyd og billed-føljeton, som hele landet følger med i. Ethvert privat medie er i den forbindelse et niche-medium og samtidig en underordnet leverandør af informationer og kommentarer til DR og TV 2, som har magten til at ophøje alle andre mediers stof til at have landsdækkende betydning for den brede befolkning. Men selv om Løkke og andre af vores mest magtfulde politikere holder nallerne væk fra landets medier, så foregår der alligevel en kraftig politisk styring fra vores kaotiske, decentraliserede mediesystem. Landet blev fx sat på den anden ende, da der pludselig trådte flygtninge over vores lands grænser i september 2015. Mediernes daglige billeder af flygtningeofre gjorde det umuligt for politiet at bruge magt for at opretholde ro og orden og gjorde det nødvendigt for politikere straks at konkurrere om at hjælpe flygtningene på iøjnefaldende, hurtige måder.			Den politiske Komedie. At forstå politik uden at forstå sagen (paperback), Hovedland 2011
Men det betyder altså også, at demokratier med kaotiske mediesystemer altid er meget bagefter med at finde holdbare langtidsløsninger.	Medierne har let ved at vise konkrete ofre, men svært ved at vise dem, som det går ud over, når ofrene skal hjælpes. Det er svært at vise med følelsesstærke billeder, at det går ud over nogle, at politiet lader en masse flygtninge vandre på vores motorveje i strid med alle regler. Det er også svært at vise, hvem det går ud over, når politikere fra hoften optræder som frelsere for de flygtninge, som alle vi seere føler med, når vi ser dem vandre på motorveje. Derfor skaber mediernes argumentationsform med at fremvise ofre, som producerer stærke følelser, generelt et indtryk af, at det ikke koster noget at hjælpe. Spørgsmålet er altid, hvordan vi hjælper. Det er så først mange måneder senere i begyndelsen af 2016, at Kommunernes Landsforening kræver flere penge af staten for at kunne håndtere de mange flygtninge efter forskrifterne. Ellers må kommunerne tage pengene til flygtninge fra skoler, ældre og lignende. Men det er stadig umuligt for medierne at konkretisere lidelserne hos de skolebørn, lærere, sosuer og ældre på plejehjemmene, som det går ud over, hvis de skal afgive penge til flygtninge. De gode billeder og let-høstede stærke følelser, der ligger i at fortælle om flygtninge, bevirker altså, at vores kaotiske, decentraliserede mediesystem kører en ret ensidig politisk propaganda i sagen. Og det betyder, at problemet med at finde pengene ignoreres, mens politikere konkurrerer om at hjælpe akut. Det åbenlyst absurde i at hjælpe nogle få, forholdsvis privilegerede, som ved egen kraft har kunnet bevæge sig til vores land, ignoreres også, selv om enhver med sin fornuft godt kan se, at de massevis af flygtninge, som befinder sig i lejre i nærområdet, har langt mere brug for hjælp. Det er der ikke meget at gøre ved, for disse grundlæggende mekanismer i vores mediesystem hænger jo sammen med, at medierne må søge hen, hvor seere, lyttere og læsere gider være med. Og det er der heldigvis ingen, der ønsker at lave om på. Det er jo samme mekanisme, der får medierne til igen og igen at pille Løkke og vores andre politikere ned, hvis de så meget som leger med tanken om at lave en Putin eller Erdogan her i landet. Læs kronikken ”Mens vi venter på Den store leder”. Men det betyder altså også, at demokratier med kaotiske mediesystemer altid er meget bagefter med at finde holdbare langtidsløsninger. Således som ikke bare lille Danmark er, men hele EU er i flygtninge- og migrantsagen. Og derfor kan præsident Erdogan i øjeblikket spille rollen som den store leder, der redder alle Europas demokratier. Og Putin spille rollen som den store leder, der tilbageerobrede civilisationens vugge i de romerske ruiner i Palmyra i Syrien og straks demonstrerer sin totale kontrol ved at opføre en koncert på amfiteatret med et orkester, som er fløjet ind fra et teater i St. Petersborg.
	**********************
	Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk Øverst i dokumentet Opdatering: 08-05-2016: link indsat til kronik.
		Link: Mine mest populære, mest sælgende bøger på SAXO.com (dagligt opdateret hitliste) Hvis du vil af med noget efter at have læst kommentaren, så skriv på www.facebook.com/klauskjoeller