|
De senere års store
indvandring og vores deltagelse i krige mod religiøs terror og tyranner
i Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien har lært os, at demokrati hverken
gror let frem som politisk system, eller som idé i mennesker, som har
fået indpodet andre systemer.
Vi har måttet indse, at
demokrati ikke mere er den selvfølgelighed, som det var for få år
siden. Midt i demokratiet Danmark fravælges den demokratiske styreform
dagligt i sejlivede parallelsamfund med dårligt integrerede indvandrere
fra andre systemer. Trods årtiers intensivt integrationsarbejde.
Mentalt og ideologisk set er vores
demokrati derfor mere udfordret i øjeblikket, end det har været siden
den nazistiske besættelse i 1940’erne.
Demokrati bygger som
bekendt officielt på nogle værdier og opfattelser, bl.a. forenings-,
forsamlings- og ytringsfrihed, privat ejendomsret og ligestilling
mellem kønnene. Også statsmagtens tredeling i besluttende
(Folketinget), udøvende (ministerier med styrelser, regioner og
kommuner) og dømmende magt (domstole) er grundliggende.
Disse frihedsrettigheder
og regler om magtens deling sikrer os demokratiske borgere en stor grad
af frihed til at indrette vores liv efter egne valg. Men det medfører
også, at demokratiet på overfladen fremtræder mere kaotisk end f.eks.
det kommunistiske étpartisystem, man har i Kina, og det muslimske
sharia-styre, man har i Saudi-Arabien.
I modsætning til demokratiets
magthavere, som ustandseligt løber spidsrod i frie medier, så kan
ledere i diktaturer, étpartistystemer og præstestyrer sole sig i
mediernes beundring.
Når et politisk systems
medier hele tiden bekræfter den politiske elites selvopfattelse og
ideologi, så tegnes et roligt, stabilt og harmonisk billede. Når et
politisk systems medier hele tiden konkurrerer frit om at kritisere
magthaverne på deres ømmeste punkter, så tegnes et uroligt, skiftende
og kaotisk billede.
I politik betyder
borgernes bevidsthed næsten alt. For intet politisk system kan overleve
alene ved, at statsmagten udøver fysisk magt over befolkningen. Ingen
befolkning kan fysisk kontrolleres 100 %. End ikke af den mest
tyranniske, terroristiske diktator. Derfor afhænger systemets styrke og
overlevelse af, i hvor høj grad magthaverne får mental kontrol over
borgerne, dvs. får borgerne til at synes, at landets ledelse er
troværdig og kompetent. Her er topstyring af medierne et vigtigt
middel.
Og langt de fleste mennesker i
sådanne topstyrede systemer vil gennem selvcensur underkaste sig
propagandaen, fordi de foretrækker en fredelig hverdag fremfor en
livsfarlig kamp mod systemet.
Topstyret indoktrinering
er umuligt i demokratiet. Det følger af demokratiets frihedsprincipper,
som jo også gælder for medieorganisationer. Derfor skabes den
nødvendige mentale opbakning til demokratiet på andre måder: I
familiens opdragelse, i skolen og gennem deltagelse i demokratiets
festligheder og ritualer som folketingsvalg, mærkedage og historiske
jubilæer. Og ved at følge med i og måske indgå aktivt i det politiske
livs stridigheder og bidrage til debatten.
På denne måde sikres her
i landet og i andre demokratier en meget stor opbakning til det
demokratiske system, og dermed også et særdeles velfungerende,
tillidsfuldt og ukorrupt samfund. Disse kvaliteter opnås kun i
systemer, som mentalt bakkes fuldt op af borgerne.
Der er i Danmark og i andre ægte
demokratier en udbredt, stærk opfattelse af, at demokratiet er det
bedste system at leve i.
Det har naturligt ført til den
holdning, at andre systemer er mindre udviklede, og at borgerne i disse
lande bare venter på, at blive befriet fra deres tyranner,
étparti-kommissærer eller præster, således at demokratiet kan gro frem.
Her er det så, at vi
gennem vores deltagelse i krige mod religiøs terror og tyranner har
lært, at demokrati overhovedet ikke er den styreform, som hele verden
sidder på spring for at overtage. I magttomrummet efter en væltet tyran
eller en nedkæmpet terroristbevægelse opstår typisk nye små tyranner og
mindst én ny terroristbevægelse. Det skal selvfølgelig ikke få os til
at opgive at udbrede demokratiet. Men det kan ikke ske med samme
blåøjede optimisme som for bare få år siden. Vores argument for at gå i
krig i dag er ikke, at vi skal ud og indføre demokrati, men at
alternativet – at holde os ude – ville være endnu mere uværdigt og
farligt i længden.
Disse voksende udenrigs-
og indenrigspolitiske, mentale udfordringer gør det ekstra nødvendigt
for os at opgradere den demokratiske opdragelse her i landet.
Den opfattelse holder ikke mere, at
demokratiet er så indlysende rigtigt, at ethvert skolebarn af sig selv
vil indse demokratiets fortræffeligheder efter en årrække i en dansk
folkeskole.
Da demokratiet ikke mere
er en selvfølgelighed, skal elever og befolkning klædes ordentligt på
med argumenter for demokratiet. Og det skal være argumenter, som ikke
ignorerer eller idylliserer demokratiets sårbare punkter, som det er så
let for nytilkomne at få øje på, hvis de er opflasket i et andet system
med topstyrede medier, som har indoktrineret dem til at tro på en stor
åndelig eller fysisk leder som altings løsning bag det demokratiske
kaos. Alle skal klædes på med effektive argumenter for demokratiet mod
den kritik af de allermest sårbare træk, som demokratiets modstandere
bruger mod det. I stedet for at måbe over kritikken mod demokratiet og
lade os tage med bukserne nede, skal vi møde kritikken velforberedt. Og
gå velrustet til modangreb.
Konkret betyder det
bl.a., at vi i folkeskolens øverste klasser er nødt til at få alle
eleverne til at fatte, at stærk religiøs tro parret med en stærk
missionsk holdning, der indebærer, at man synes at en bestemt religions
præster bør styre et land, ikke duer i et demokrati. Religion er
udmærket i et demokrati, men kun som en fritidshobby.
Og man er nødt til i skolen ikke
kun at undervise i, at Hitlers nazi-diktatur og Stalins og Maos
étpartistystemer var rædselsfulde. Man er nødt til også at undervise i,
at præstestyrer er forfærdelige. Og gøre det så deltaljeret, at
eleverne kan argumentere effektivt mod enhver præstestyretilhænger på
deres vej.
Vi er i dagens danske
demokrati internt truet langt mere af mennesker, der er indoktrineret
af topstyrede medier i religiøst prægede politiske systemer, end af
nazister og kommunister. Ikke truet fysisk (bortset fra få
terrorgalninge), men mentalt.
Skolen er også nødt til
at konkretisere bedre, hvordan demokratiets mekanismer sikrer individet
mod overgreb. Demokrati handler grundlæggende om at begrænse uformelle
netværks hærgen ved at styrke de officielle mekanismer: love og
politiets voldsmonopol.
Utallige eksempler de senere år har
lært os, at den stærkeste argumentation i offentligheden ikke er
sproglig, men udføres med målrettet, disciplineret vold. Eksempler:
terror, som medfører
selvcensur og tåkrummende bortforklaringer, parallelsamfund, som ikke
informerer politi (og ikke bruger domstolene), men som selv sørger for
voldsbaseret justits. Demokrati handler derfor først og fremmest om at
begrænse uformelle netværks brug af vold, hjernevask og indoktrinering.
Når demokratiet ikke
længere er en selvfølgelighed, så er det nødvendigt at undervise i
demokrati ved at tage kontant fat om eksplosive emner som præstestyrers
udemokratiske elendighed og uformelle netværks hærgen i religion og
parallelsamfund.
Det går ikke længere at undervise
på en præmis om, at demokratiet er så indlysende bedre en samfundsform,
at enhver normalt begavet elev automatisk vil indse det uden en mere
håndfast påvirkning fra undervisningen.
Og uden at blive udstyret
med redskaber der billedligt talt kan bukke begge ender sammen på
enhver, der sværmer det mindste for præstestyret. Den tid er forbi,
hvor der kan undervises i demokrati uden at risikere at støde nogen.
[Kronikken bygger på
bogen ”Demokrati – mindst ringe, men mest udsat”,
som netop var udkommet.]
Efterskrift:
Hvordan pixi-bogen Demokrati blev til
Jeg spurgte mig selv om
det mon var muligt at skrive en lille, prisbillig bog om det
allervæsentligste i politik lige nu. Det gjorde jeg så.
Hvad er så det
allervæsentligste lige nu?
Det er at klæde os selv
på til at forsvare det demokrati, hvis grønne lunde vi elsker, men som
samtidig er alvorligt udsat. Udsat udefra, fordi diktaturer,
étpartisystemer og præstestyrer har topstyrede mediesystemer, som
indoktrinerer deres befolkninger mod demokrati.
Udsat indefra, fordi skolens
undervisning er præget af hallelujaer for demokratiets selvindlysende
idealer, og derfor ikke klæder eleverne på til at argumentere mod den
kritik mod demokratiet, som fremføres af politiske og religiøse grupper
i landet.
En kritik, som er blevet
styrket de senere år, bl.a. som følge af mislykket integration af
nytilkomne.
Den lille bog Demokrati
behandler fire af demokratiets mest ømme punkter:
• Den frie, offentlige
diskussion findes ikke.
• Den officielle
forventning om, at borgerne har ressourser (uddannelse, tid,
motivation) til at fatte den politiske substans, strider mod den
politiske kommunikations realiteter.
• Den stærkeste
argumentation i offentligheden er ikke sproglig, men udføres med vold.
• Den enkelte vælger er
kun én af demokratiets millioner af stemmer. Den enkelte vælgers
indflydelse er i bedste fald minimal.
Disse ømheder, som nogle
undervisere måske vil finde politisk ukorrekte,
masseres ikke bare væk med hallelujaer for demokratiet ved
Grundlovsarrangementer i grønne lunde.
Læs bogen, og gør
demokratiet mindre udsat ved at give dets modstandere tørt på. Eller
alternativt: Brok dig til forfatteren over, at han fyldte dig med
bullshit og i virkeligheden kun gjorde alting værre.
© Klaus
Kjøller
|
