|
|
|
|
Først lagt
op 10-09-2016,,senest
opdateret 17-12-2018
22:02:08 |
|
|
||||
|
|
|
|||
|
|
Min mislykkede flugt med ImageSjældent har et flugtforsøg fra faglitteraturen været en større fiasko, end dengang jeg i 1996 skrev bogen Image for at starte mit folkelige gennembrud med romaner. Og nu sættes der trumf på fiaskoen med udgivelsen af Image’s 2. reviderede udgave. |
|
||
|
|
Da jeg skrev førsteudgaven af denne bog i foråret og sommeren 1996, gjorde jeg det for at slippe for at skrive mere om dette emne. Denne bog skulle være mit punktum. Jeg havde undervist i emnet i ti år eller mere på universitetet og allerede dengang vejledt mange specialeskrivende i det. Men jeg trængte til at fylde mit hoved med noget andet. Denne bog skulle derfor være mit sidste ord i denne sag. Med den befriede jeg mig fra emnet. Sådan tænkte jeg, mens jeg skrev. Heri lå meget af min motivation. Der var så meget andet, jeg ville i gang med. Først og fremmest ville jeg i gang med at skrive romaner. Da jeg samtidig
(1994-1999) var institutleder for det daværende største institut på Det
humanistiske Fakultet, Institut for Nordisk Filologi, var det en ganske
pudsig situation. Men jeg har altid, når jeg
kigger tilbage på min karriere – hvis man kan kalde den det – fundet
åndelig frihed og energi i egentlig at være optaget af noget helt
andet, end omgivelserne forestiller sig, jeg er optaget af. Dog altid
inden for lovens rammer. Teksten
fortsætter efter annoncen.
Dengang var praktik meget ualmindeligt på Københavns Universitet. Men vores studerende på det fag, der dengang hed ”sproglig rådgivning” (senere ”Sprog- og kommunikationsrådgivning”), var ude i praktik under studiet. Desuden kombinerede mange af mine specialestuderende specialeskrivingen med praktiske erfaringer fra studiejob. Deres specialeopgaver udsprang af og behandlede ofte kommunikationsproblemer, de havde oplevet på arbejdet. Derfor var både min undervisning og min vejledning yderst jordbunden og no bullshit. Og det var altså denne direkte, håndfaste tilgang, jeg ønskede at indfange med denne bog. Som naturligvis samtidig skulle være en faglig kompetent universitetslærebog og præsentation af faget for kolleger og andre. Titlen ”Image” er ikke min egen. Mit titelforslag var: ”Giv virksomheden et bedre image. Effektive råd om sprog og kommunikation.” Men Akademisk Forlag foretrak en helt kort titel med en længere undertitel, da de antog manuskriptet. Jeg valgte Akademisk Forlag, fordi de havde ansat en tidligere studerende og kollega, Helle Lehrmann Madsen, som redaktør. Og vi havde allerede haft et særdeles godt forløb med gymnasielærebogen Få din vilje! (1996). Men den havde ikke solgt så godt som forventet, så jeg tror, at forlaget forestillede sig, at titlen ”Image” var mere sexy og derfor ville få eventuelle købere til at associere til min allerede dengang meget sælgende Manipulation. En håndbog (1991) og derfor omgående købe. Men det er jo to vidt forskellige bøger, selv om der i Image indgår enkelte regler fra Manipulation. Jeg har flere
gange som underviser haft oplevelsen af, at bogen Image
blev for let at læse og forstå for de studerende. Det kan lyde
mærkeligt for folk, der ikke kender til hverdagen på et universitet.
Men mange studerende er opdraget til, at universitetslærebøger skal
være med kringlet sprog og uforståeligheder, som gør det nødvendigt at
ledsage bogen med timevis af forelæsninger og forklaringer, som de
studerende så kan sidde og notere ned. Og der kan da også være noget
om, at mange universitetslærebøger er skrevet
ud fra devisen: jo mere letfatteligt stoffet er, jo vigtigere er det at
puste stoffet op med uforståeligt, akademisk Erasmus Montanus-sprog,
også kaldet bullshit. Men naturligvis kan en lærebog i praktisk, effektiv kommunikation ikke tyrannisere læserne med en masse af det imponerende, men bedøvende ordgas, som bogen netop skal lære dem at bekæmpe overalt, hvor de møder det. Image’s letfattelige sprog og no bullshit-tilgang gjorde det så nødvendigt at udfylde undervisningstiden med noget andet end fortolkning af bogen. Måske syntes nogle studerende også, at jeg trådte for meget frem med domme og holdninger. Men så er der ikke andet at gøre, end at forklare, at det er umuligt at give råd om sprog og kommunikation uden selv at komme på banen. Det var i øvrigt en af de største løbende udfordringer i min undervisning at få de studerende til at supplere den iagttagende, kritiske holdning med en udfarende konstruktiv kraft, dvs. rådgivning, til glæde for kunder, borgere og ansatte. Lykkedes bogens projekt med at slippe for at skrive mere om effektiv kommunikation? Nej, langt fra. Men det lykkedes at befri mig så meget, at det var muligt at skrive Kong Klaks sten (1998, 2.rev.udg. 2004) og Dronningens hund (1999). Før jeg så fik tilbagefald til faglitteraturen med Spindoktor (2001) og Aschehougs store bog om at holde tale (2002). Min undskyldning er, at disse to bøger blev jeg headhuntet til af forlaget, hvilket smigrede mig. Faktisk smigrede det så meget, at jeg nærmest blev hængende i faglitteraturen helt til 2004, uden at forlag behøvede at fedte og lokke. Og nu er det så kommet så vidt, at jeg også helt frivilligt og som min egen forlægger har taget endnu en omgang med Image, og lavet en 2. ret så kraftigt revideret udgave. Nok er den blevet noget tykkere: 244 sider mod førsteudgavens 144, men det skyldes bestemt ikke, at der er kommet mere bullshit ind. Der er kommet et helt nyt kapitel om rådgivning af ledere: ”Kapitel 9. TVs nyhedsudsendelser: Leder, kend din figur!”, og der er i bogen blevet indarbejdet nye forskningsresultater, som er fremkommet efter førsteudgaven. Selv om jeg forsøgte at skrive den afsluttende bog om emnet i 1996, så viste det sig, at andre fortsatte uanfægtet. Et par af dem endda som ph.d.-studerende under min vejledning. Moralen er klar: Hvis du gør oprør, så gør det konsekvent og 100 %. Ellers ender du midt i det, du gjorde oprør mod, bare mange år ældre. Men klogere og mere munter. Læs flere forfatter- og bogkommentarer.
|
|
||
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
||
|
|
|
|
