Først lagt op 03-11-2016, senest opdateret 13-12-2022 10:49:13

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER SENESTE ÅR

	Plejehjem invaderer beboere Plejehjemmenes særlige udfordring er at begrænse organisationens invasion af afmægtige beboeres krop og sjæl. Når man, som jeg har gjort, har studeret magtforhold, sprogbrug og manipulation, herunder hjernevask, intenst igennem mange år, så kan man ikke lade være med at se en lighed mellem krigsfanger, der underkastes hjernevask, og så beboere på et plejehjem. Uden at gå i detaljer så ligger ligheden i, at hjernevaskens resultat afhænger af graden af afhængighed af den, der vasker.”
	TV 2 kører i øjeblikket historier om plejehjem. Vi ser eksempler, hvor beboere er blevet behandlet utilfredsstillende. Umiddelbart fungerer offerhistorier fra social- og sundhedssektoren som politisk argumentation for flere ressourcer. Men nærmere eftersyn af TV 2’s plejehjemshistorier viser, at de faktisk – når man også inddrager historiernes ”happy end” – ikke først og fremmest argumenterer for flere ressourcer. De argumenterer meget klart for bedre ledelse. (Jeg bruger her ”argumentation” i en bred betydning: mediehistoriens påvirkning af vælgerne.) Offerhistoriers nødvendighed for ressourcefordelingen Offerhistorier i medierne spiller en vigtig rolle for ressourcefordelingen. For forholdene inden for social- og sundhedssektoren er så uoverskuelige for almindelige vælgere, at deres eneste mulighed for at vurdere generelle forhold er at vurdere de enkelttilfælde, som medierne vælger at fortælle om. Disse enkelttilfælde vil næsten altid være leveret af pårørende, som normalt allerede længe forgæves har forsøgt at få personalet til at levere en bedre behandling til deres familiemedlem. Enkelttilfældene efterfølges så af interview med de ansvarlige: plejepersonale, politikere og administrativt ansvarlige i kommunen, regionsrådspolitikere, ministre og eventuelt sundhedsordførere i Folketinget. Det nærmeste personale vil normalt ikke lade sig interviewe. De må ikke tale med medier om enkelte beboere. Det er ledelsens ansvar. Plejehjemmets ledelse svarer normalt, at der er tale om et enkeltstående tilfælde og undskylder med manglende ressourcer. Det sender så bolden længere op i systemet. Herefter kommer så kommune, region og staten på banen. Deres repræsentanter – embedsmænd og politikere – vil nægte at gå ind i det konkrete tilfælde, men fortælle om reglerne for behandling af beboere og om alle de penge, der er afsat. Den samlede effekt af disse overordnede instansers interviewsvar er typisk, at vælgerne får indtryk af, at det er det pågældende plejehjems ledelse, der ikke er effektiv nok. Eventuelt også, at plehjemmets ”varme hænder” er inkompetente. Samtidig benytter landspolitikere naturligvis altid lejligheden til så vidt muligt at trække partipolitiske kæpheste af stalden. I denne sag vil S-politikere gøre opmærksom på, at enhver gennemblødt tisseble skyldes, at de Borgerlige årligt kræver 2 %’s generel beskæring af bevillingerne. De Borgerlige svarer så, at alle penge leveres tilbage til området til ledelsens disposition, og at ideen er at animere til effektivisering, dvs. sikre, at ”plejer” ikke regerer, og opmuntre til, at man tænker nyt. Borgerlige vil også gøre opmærksom på, at der løbende er blevet tildelt flere midler til området. Happy End Dette argumentationsmønster, som vi har oplevet i forbindelse med TV 2’s plejehjemshistorier, gennemspilles rituelt hver gang, medierne kører enkeltsager frem. Da medierne også altid helst skal levere gode historier, dvs. historier med en art happy end, så bliver historierne normalt afsluttet med, at ofrenes lidelser lindres, gerne takket være mediernes indsats. I TV 2’s ene historie får en pårørende flyttet en tilsyneladende døende mor til et andet plejehjem, hvorefter moderen liver op, kan forlade sengen og sidde i kørestol og genvinder evnen til at tale og genfinder sin livslyst. I en anden historie får plejehjemmet en ny ledelse, hvorefter faste tisseregler og lignende ophæves og servicen forbedres gevaldigt, uden det koster mere for det offentlige. De stærke følelser, som det vækker at se ofrets lidelser, betyder, at også de løsninger, som de stærke offerhistorier munder ud i, kommer til at stå stærkt. I begge de ovenstående eksempler var løsningen ikke flere ressourcer, men bedre ledelse. Plejehjemmet invaderer beboeren Når man, som jeg, flere gange har fulgt nær familie tæt til det sidste, så mærker man selvfølgelig tydeligt den store betydning, som ressourcer og ledelse har. Det er en banalitet, som alle kender. Derimod er jeg ikke så sikker på, at den psykologiske påvirkning, som beboere udsættes for, er særlig kendt. Den oplevelse, jeg hver gang har haft som pårørende, er, at jo svagere beboeren er, jo mere flytter ”systemet plejehjemmet” ind i beboeren. Beboerens krop bliver så at sige en organisk del af plejehjemmets organisation. Langsomt tilpasses beboerens krop til institutionens organisatoriske behov. Den institution, som egentlig skal servicere beboeren, er et så stærkt kollektivt arbejdsfællesskab, at institutionen altid kan begrunde reduktioner i beboerens åndelige og fysiske muligheder ud fra hensyn til beboeren selv. F.eks. kan den faste sovepille som alle får hver aften, begrundes med at den sikrer en rolig nattesøvn. Så er det unødvendigt at fremføre det benhårde, institutionelle argument, at fast beboersøvn er en nødvendig foranstaltning for, at et par faste nattevagter, som ikke kender beboerne fra dagvagter, kan klare pasningen af alle beboere fra aften til morgen. Af samme grund begynder alle beboere tidligt med natteble – for en sikkerheds skyld. Den sløvende bieffekt af unødvendig sovemedicin, som en beboer måtte mærke, er ikke noget, der registreres officielt. Hvis en sløvhed registreres, kan den let gives andre grunde, og måske føre til at der gives opkvikkende medicin. På denne vis kan institutionelt nødvendig kollektiv medicinering af beboerne på enkelte områder medfører udbredt individuel følgemedicinering. Som pårørende er det vanskeligt i detaljer at følge med i årsagerne til de forskellige piller, som ens kære efterhånden overraskende nok indtager. Og den medfølgende åndelige sløvhed kan jo skyldes almindelig alderdom. Hertil kommer den mere direkte psykologiske påvirkning. At en beboer, som skal have hjælp til toiletbesøg, føler behov for at komme ofte på toilettet og sidde der længe, er yderst arbejdskrævende. Derfor vil personalet gøre, hvad det kan for at ”normalisere” beboerens toiletbesøg. Dette kan ske med ganske fine magtmidler. Som beboer på et plejehjem er man i tæt fysisk og psykologisk kontakt med personalet. Det er nødvendigt af hensyn til plejen. Men det giver også personalet ideelle betingelser for påvirkning af beboeren med næsten umærkelige metoder. Den ret afmægtige, afhængige beboer vil uvægerligt søge at please det ret mægtige personale, som ovenikøbet udgør et professionelt kollektiv. Efter kort tid på plejehjemmet har de personer, som især plejer beboeren, fået så meget psykologisk magt, at man som pårørende tydeligt mærker, at beboeren ikke ønsker, at man brokker sig over det mindste. Når man som pårørende kommunikerer med personalet, sker det derfor under overholdelse af alle høflighedsregler og med omhyggelig pleje af personalets ansigt. Så selv om ens pårørende fortæller om frustrerende toiletbesøg, småirriteret, utålmodigt personale og tilfælde, hvor den pårørende er blevet ”glemt” på toilettet af personalet, så må man endelig ikke sige noget om det – hverken til de ”varme hænder” eller til ledelsen. Eksemplerne fra TV 2 viser, at det ikke er alle pårørende, der lader sig disciplinere. Derfor får vi debatten. Men der er ikke tvivl om, at pårørende, som går til medierne, er undtagelsen. Stort set alle pårørende lader sig stille og roligt disciplinere af institutionens indbyggede logik og deres kære beboers ulyst til at være til besvær. Men behersker man kommunikationsteknikker, som undgår at fornærme personalet, er det min erfaring, at man faktisk godt kan få meddelt en masse ting på en konstruktiv måde til gavn for alle. Det er en vigtig pointe her, at denne ”institutionens erobring af beboeren” ikke skyldes en bevidst indsats fra personalet. Jeg har stort set kun oplevet dygtigt, samvittighedsfuldt personale, som jeg i dag tænker på med varme. Erobringen af beboerens krop og sjæl sker, fordi magtfordelingen er så skæv. Og bliver stadig mere skæv i takt med beboerens svækkelse. Og beboeren vil samtidig underkaste sig stadig mere.	Beboerens krop bliver så at sige en organisk del af plejehjemmets organisation. Langsomt tilpasses beboerens krop til institutionens organisatoriske behov.
Manipulation. En håndbog. 2. reviderede udgave. (paperback), Borgens Forlag 2007	Når man, som jeg har gjort, har studeret magtforhold, sprogbrug og manipulation, herunder hjernevask, intenst igennem mange år, så kan man ikke lade være med at se en lighed mellem krigsfanger, der underkastes hjernevask, og så beboere på et plejehjem. Uden at gå i detaljer så ligger ligheden i, at hjernevaskens resultat afhænger af graden af afhængighed af den, der vasker. Men hvor hjernevask af krigsfanger (og tilsvarende aktiviteter i fanatiske religioner og politiske bevægelser) er en bevidst aktivitet udført af specialuddannede hjernevaskere, så er hjernevasken af plejehjemsbeboere en følge af institutionelle forhold. Og hjernevasken mildnes, hvis plejehjemsbeboeren har god kontakt til sine pårørende og dermed kontakt til verden udenfor plejehjemmet og personalet. Og det korte af det lange er, at plejehjemmenes særlige udfordring er at begrænse organisationens invasion af beboernes krop og sjæl. Og det er kun muligt, hvis man har et tilpas antal ansatte og en god ledelse. Læs om hjernevask i Manipulation. En håndbog. Læs om magtforhold i social- og sundhedssektoren, herunder på plejehjem, i Håndbog for undertrykte. Links til TV 2: Plejehjemsbeboer gennemblødt af tis: Jeg opdager det ikke, før det er for sent http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-11-29-plejehjemsbeboer-gennembloedt-af-tis-jeg-opdager-det-ikke-foer-det-er-for-sent Ældreudvalgsformand: - Jeg tænker ikke, det er usædvanligt, at man kan tisse igennem en ble http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-11-29-aeldreudvalgsformand-jeg-taenker-ikke-det-er-usaedvanligt-at-man-kan-tisse Gerda var døende, indtil hun skiftede plejehjem: Nu beklager kommune http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-12-01-gerda-var-doeende-indtil-hun-skiftede-plejehjem-nu-beklager-kommune Fortalte med tårer i øjnene om faste toilettider - nu er det nye tider på plejehjemmet http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-12-02-fortalte-med-taarer-i-oejnene-om-faste-toilettider-nu-er-det-nye-tider-paa	Håndbog for undertrykte – med nøgle til kommissærernes bullshit (paperback og e-bog), KJOELLER.dk 2015
	Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk