FORSIDE KJOELLER.dk

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER

 

 

 

 

 

Først lagt op 24-06-2017, senest opdateret 15-09-2019 11:06:44

 

TV’s diskrete politiske propaganda

I går aftes illustrerede man i tv’s nyhedsudsendelser striden mellem Støjberg og Politiken med et flygtningeægtepar med et lille barn. Manden var atten, kvinden sytten. De var tydeligt glade for hinanden.

 

 

 

6 - 94 – reglen medfører, at et enkelt offer i TV Avisen eller i TV 2 Nyhederne politisk set tæller langt tungere end fem timers samråd i Folketinget, som sendes live på TV 2 News og analyseres af kommentatorer i landets fornemste aviser.

 

6 – 94 – reglen
 

6 % af vælgerne diskuterer og analyserer politik. Men 94 % af vælgerne følger uden mange ord nogle politikere i et tv-realityshow. I et demokrati bestemmer 94 % over 6 %, og dermed realityshowet med politikerne over politikken.

 

Når dagbladet Politiken i ugevis kører en kampagne mod Inger Støjberg, så står og falder den ifølge 6 – 94 – reglen med, hvad TV Avisen og TV 2 Nyhederne finder af ofre til at illustrere historien med.

I går aftes illustrerede man – vistnok på begge nyheds-tv-kanaler – striden mellem Støjberg og Politiken med et flygtningeægtepar med et lille barn. Manden var atten, kvinden sytten. De blev bl.a. optaget i et dansk indkøbscenter og interviewet. De var tydeligt glade for hinanden.

Samme dag havde Støjberg endnu engang jokket rundt i sit administrative kludder og sine selvmodsigelser. Det var andet samråd i sagen. Et samråd på et par timer. Inden Folkemødet var hun i samråd nr. 1 i sagen. Det varede fem timer.

Der er altså blevet produceret meget tale i sagen. Kværnen har kørt. Og det hele er blevet udsendt live på TV 2 News. Jeg ved ikke, hvor mange der gider sidde og se på det. Men det er i hvert fald kun en del af vores lands særligt politisk interesserede, der har set noget af det. Og en del af samme gruppe har også læst, hvad politiske kommentatorer og lederskribenter mener om det.

Det drejer sig om højst 6 % af vælgerne. Et forsvindende mindretal.

Læs, hvordan jeg afgrænser de 6 %, i den korte kronik Alle vælgerne er kompetente.

På den anden side har vi alle de 94 % af vælgerne, der hverken har fulgt live-transmissionen fra samrådet eller læst kommentarer og avisartikler om sagen.

Mange af dem ser tv-nyhederne som en del af deres daglige ritual. Og de følger til hverdag udelukkende politik gennem det, der måtte dukke frem i disse udsendelser. Mange ser dem forskudt på nettet.

Politiske nyhedsindslag skal være korte og med kød og blod. Det handler om at levere følelser. Derfor ses et eller to korte klip fra samrådet. Klip, hvor konflikten er let at fatte. Og der bringes korte klip med de mest følelsesladede reaktioner. Bl.a. af Johanne Schmidt-Nielsens (EL) ophidselse og Sofie Carsten Nielsen (R) og Tesfaye (S).

Men alle ved jo godt i forvejen, at de fleste af disse figurer hader Støjberg for hendes hårde linje i flygtningespørgsmålet. Alle husker stadig lagkagebilledet prydet med tallet 50 og det ståhej den skabte. Derfor er disse figurers ophidselse ikke noget, der skader Støjberg. Det handler om gammelt, velkendt had. Det eneste nye er, at Tesfaye i denne sag slås sammen med dem. Men det er en ligegyldig detalje i Mette Frederiksens månedlange intense lovestory med Thulesen Dahl.

Læs om Støjbergs lagkage i kommentaren Othellokagen, som gik over grænsen.

Heller ikke dagbladet Politikens kampagne rammer Støjberg direkte. Men den rammer indirekte, fordi Politiken er den avis, som de fleste journalister læser frivilligt (ud over Information). Politikens vinkler og historier har derfor en særlig let gang ind i public service-tv’s nyhedsudsendelser.

Men tv’s valg af et flygtningepar til at illustrere virkeligheden bag Christiansborgs sædvanlige trakasserier rammer Støjberg direkte. Det giver jo klart ingen mening at adskille dette sympatiske par, hvor manden er atten og kvinden sytten. Og barnet tilmed ser saligt ud.

Alternativet var jo at vælge et eksempel, hvor manden var betydelig ældre, og hvor kvinden yngre end sytten og tilmed glad for at være undsluppet et utilfredsstillende tvangsforhold. Det kan nok være svært. For i sådanne tilfælde vil kvinden foretrække at holde sig skjult for at undgå overgreb og psykisk pres.

Ved valg af eksempler udøver tv-nyhedsudsendelserne en stor politisk påvirkning. Fordi eksempler ikke handler om ord og snak, men om at vise mennesker i kød og blod, som alle kan opfatte straks. Og derved automatisk få sympati eller det modsatte med de optrædende personer.

På basis af public service-mediernes store troværdighed får et tendentiøst eksempel, som er vand på Støjberg-hadernes mølle, her status af at tegne alle flygtningepar med ”barnebrude”.

Men er det ikke at blande substans og proces sammen? For samrådet handler jo udelukkende om proces og dermed ikke om flygtningepolitik. Ja, godmorgen. Sådan tænker de artige 6 % af vælgerne under ledelse af indsigtsfulde kommentatorer og politisk redaktør Langballe og konsorter. For de 94 % tæller den slags forskelle ikke. De ser en strid, som går ud på at få Støjberg ned med nakken. Og alle kneb gælder. Det er jo netop det, der gør det så spændende.

6 – 94 – reglen medfører, at public service-tv’s nyhedsredaktioner har magten til at flytte de mange stemmer, som tæller. En af måderne er ved at vælge de ”rette ofre”, således som det skete her. Og alle æder det råt, fordi den officielle holdning er, at ord i samråd, i politiske kommentarer og avisledere tæller langt mere end et ”tilfældigt” indslag med en flygtningefamilie i tv-nyhederne.

Samme dag havde Støjberg endnu engang jokket rundt i sit administrative kludder og sine selvmodsigelser.

 

 

 

 

 

 

 

170514TakFordiDuKomForside

”Tak fordi du kom”. Realityshowet DEMOKRATI (paperback), KJOELLER.dk 2017

Tv’s politiske magt bygger på tyrkertroen blandt de 6 % på, at de tegner alle vælgerne. I ly af denne ædle, men naive tro kører public service-tv nemlig under radaren som landets stærkeste politiske påvirker. Men det kan selvfølgelig ikke lave om på den nådesløse 6 - 94 - regel om, at realityshowet altid vinder over politikken.

 

Læs Politisk placeboforståelse, Køllebank

Læs Ghita, nørdernes befrier, Køllebank

Læs Populisme, Catch 22-kommentar

 

Læs i ”Tak fordi du kom”. Realityshowet DEMOKRATI mere om, hvordan vores demokrati i realiten fungerer, bag højstemt skønsnak; læs bl.a. om flytte-høste-reglen: Flyt stemmer med eksempler. Høst dem med rationelle argumenter.

 

 

 

 

Klaus Kjøller, © klaus@kjoeller.dk

 

 

 

FORSIDE KJOELLER.dk

ALLE BØGER

KOMMENTARER OG MORALER, MENU 1

KJOELLER NEWS

BREVKASSEN

PROFIL

MEST LÆSTE PÅ KJOELLER.dk

BEDST SÆLGENDE BØGER