|
|
|
|
Først
lagt op 22-12-2018,,senest
opdateret 22-12-2018
09:43:57 |
|
|
Troen på et evigt liv efter dette burde
forbydes
Selvcensur er et dødsensfarligt emne. Så farligt, at man kun bør udøve det, aldrig nævne det. Slet ikke samme uge som to unge kvinder myrdes, mens de er ude for at opdage verden. |
|
||
|
|
Kære alle tre, Tak fordi I læser mine kommentarer her på kjoeller.dk. Google Statistics har nu i mere end et år afsløret jeres antal. Jeg kan ikke takke for jeres trofasthed, for jeg ved ikke, hvem I er. Jeg ved ikke engang, om I er de samme tre, som læser kommentarerne. Og på en god dag kan I blive til fire. Tabellerne med statistikkerne over jeres adfærd – som jeg ikke er specielt god til at forstå og for doven til at sætte mig mere ind i – tyder på, at kjoeller.dk har yderst få trofaste brugere. Næsten alle mine brugere anføres som ”nye brugere” i tabellerne. Men det bliver til 4-500 brugere om måneden og 12 gange så meget i løbet af et år. Tak også for det. I øvrigt bruger jeg sporingsfilter, så mine egne besøg på kjoeller.dk ikke registreres i statistikkerne. Men jeg har en mistanke om, at filtret ikke er helt tæt. Så måske er I kun to. To tapre brugere – dog næppe de samme to – som hver gang jeg skriver en kommentar her på sitet, kort eller lang, straks skal ind og læse. Læsningen kan tage flere sekunder, måske endog komme op over et minut. Tak, tak, tak. Og hvorfor nu disse fuldstændig ligegyldige detaljer? Fordi der er så mange ting, som det er farligt at skrive kommentarer om. Livsfarligt. Der findes idioter derude, som – hvis man fornærmer, krænker eller provokerer dem – vil slå én ihjel. Og måske lægge en video på nettet af drabet. Det er der ingen fare for, at nogen vil gøre over en kommentar om mine besøgstal. Der findes ikke en sekt her i verden, der er så vanvittig, at dens tilhængere vil slå mig ihjel, fordi jeg gemytligt-ironisk hudfletter mig selv og min heroiske forfattergerning til verdens frelse her på sitet. Emnet er så dødfødt, at jeg kan håne, mobbe, satirisere over mig selv på livet løs, uden nogen vil så meget som løfte et øjenbryn. Måske får mine brugere kvalme og vil brække sig. Men tanken om at skære mit hoved af med kniv i den anledning og lægge det på nettet vil være fjern for mine to læsere på gennemfart. Herligt. Men nu sidder jeg så alligevel i sumpen. Selvforskyldt. Selvcensur er et dødsensfarligt emne. Så farligt, at man kun bør udøve det, aldrig nævne det. For når man nævner det, så fremstår man så ynkelig, at man er nødt til at bryde ud af selvcensuren for at holde sig selv ud. Især når man, som mig, ynder at opfatte sig selv som en stolt, fri oprører. Holdbar selvcensur forudsætter en skudsikker bortforklaring af den mest ædle art. Sådan en som dagbladet Politiken så forbilledligt præsterede i forbindelse med Muhammedaffæren og erstatningen til profetens påståede efterkommere. Læs Kølletæppebank Selvcensur. Man burde forbyde troen på et evigt liv efter dette. Denne uges mord i Marokko på den danske kvinde, Louisa, og norske Maren skyldes nogle unge mænds fanatiske tro på, at der findes en almægtig gud, og en belønning, som venter i et evigt liv efter det aktuelle forbigående ophold her på Jorden. Et ophold, som opfattes som en kvalificeringstest til det egentlige liv. Denne tro er velkendt også i vores samfund og prædikes i denne juletid ihærdigt for danskerne, når de myldrer til kirkerne for at høre juleevangeliet. Fint nok, for ingen i den danske folkekirke tror så fanatisk på det, at de dræber vantro for at fremme karrieren i det evige liv. Desværre er et forbud ikke realistisk. Ingen kan forestille sig, at FN vil vedtage det over hele kloden. Troen på det evige liv er så udbredt og stærk, at tanken om et forbud virker latterligt. Og desuden vil et forbud bare udløse endnu flere mord. Erfaringer både fra Romerriget og kommunistiske systemer, som har forsøgt at forbyde monoteistiske religioner med tro på evigt liv, er, at det øger antallet af religiøse martyrer, dvs. vold. Det evige liv er derfor uovervindeligt. Og da det ligger uden for naturvidenskabens muligheder at bekræfte eller afkræfte at det findes, så findes det – hvis man tror på det. I løbet af de næste hundrede år, bliver man i stand til at opnå evigt liv her i dette jordiske liv. Udskiftning af organer, bioscience og kunstig intelligens vil være avanceret så meget, at dem, der har råd, i praksis ikke behøver dø. Læs Catch 22: Evigt liv i Danmark. Teoretisk og ideologisk vil det betyde, at den ideologiske konstruktion det evige liv efter dette er overflødig. Det samme vil forestillingerne om, at ethvert menneske har en unik, evig sjæl, være. Læs Lært og påtalt: Homo Sapiens Sisyfos Dette vil de jordisk evigt levende velhavere have let ved at indse. Men flertallet af denne verdens mennesker – især de voksende folkemasser i dårligt fungerende u-lande, men også middelklassen i velfungerende demokratier – vil ikke få færre grunde til at tro på det evige liv efter dette. Tværtimod. Og den religiøse fanatisme angående det evige liv i det hinsides kan meget vel vokse og gøre det ekstra attraktivt at dræbe en af dem, der troede, at de levede det evige liv her på jord. Og ikke nok med det. Dannelsen af en helt ny slags mennesker, der lever evigt, mens flertallet stadig dør på gammeldags vis, vil udløse så omfattende sociale turbulenser, at demokratierne kan vise sig at være dødsens som styreform. Måske burde jeg derfor bare have holdt mig til at mimre uskadeligt om de tre, som om lidt læser dette. Men nu er det for sent. Alligevel tak til jer tre – eller så mange af jer, der måtte være tilbage her så sent i kommentaren. For tanken om, at det, jeg skriver her, skulle være så opsigtsvækkende, at det blev delt af millioner og oversat til verdenssprog og førte til drab på forfatteren, fylder mig med afsky.
|
|
||
|
|
|
|
||
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
|
