KOMMENTAR:
CORYDONS
AMBIVALENTE AFGANG. |
KOMMENTAR:
ER MOGENS LYKKETOFT DEN HEMMELIGE SOCIALDEMOKRAT? |
BREVKASSEN:
GØR SASS’ SYGEMELDING DET LETTERE ELLER SVÆRERE FOR HAM? |
|
Først
lagt op 24-02-2019,,senest opdateret 16-06-2019
10:03:19 Sass,
tidsindstillet finansminister
Der kan sidde folk i socialdemokratiet, som vil bruge Sass’ hemmeligholdte forfatterskab til satiren ”Den hemmelige socialdemokrat” til at få skovlen under ham. |
|
|
Sass er i dag politisk hovedperson i Politiken. Historien er, at han gennem to måneder, oktober-november 2018, gik til psykolog næsten dagligt med en depression. Nu er han erklæret rask, og ifølge Politiken har psykologen foreslået ham at finde sig et andet arbejde. Men det afviser han. Han er klar til at sige ja til finansministerposten, hvis Mette Frederiksen kalder på ham efter et valg. Og det melder hun allerede på Facebook, at hun gør. Sagen begyndte med, at Ekstra Bladet afslørede, at Sass er udeblevet fra flere møder som rigsrevisor til 330.000 årligt oveni sit honorar som medlem af Folketinget. Det fik Sass til at beklage sig over at være forfulgt af Ekstra Bladet på Folketingets gange. Socialdemokratiet har formelt klaget til Folketingets præsidium over Ekstra Bladets arbejdsmetoder. Der klages over, at journalister står uden for mødelokaler og toiletter og forsøger at få kommentarer fra og "chikanerer" gruppeformand m.m. Sass Larsen. Ekstra Bladet afviser kritikken og kalder Sass en ”tudeprins”. Og bladet bebrejder ham, at han ikke, da han havde en depression, meldte sig syg, for så ville bladet naturligvis ikke have kritiseret ham for ikke at deltage i rigsrevisorernes møder. Samtidig undrer bladet sig over, at han godt i sine sygdomsmåneder, oktober - november 2018, kunne deltage i en TV-optagelse med Søren Pind til deres fælles show på TV 2 gennem efteråret: ”Pind & Sass.” Hverken medier eller Sass Larsen angiver en konkret grund til depressionen. Det behøver der heller ikke være. En depression kan udløses af en eksistentiel krise eller af noget, der sker i privatlivet, som ikke rager andre. Men på baggrund af Sass Larsens velkendte image som hård hund i Folketinget og i den socialdemokratiske gruppe og hans håndtering af sin karrieres hårdeste nedtur, da han gik glip af finansministerposten i Thorning-regeringen i 2011, så kan man godt undre sig over, at han bryder sammen med depression på et tidspunkt, hvor adgangen til magten ligger mere åben for ham end længe. Magten og drømmejobbet som finansminister har sjældent været mere hjemme for Sass end magten og drømmejobbet var i efteråret 2018 – og stadig tilsyneladende er. Hvad får dog Sass til at optræde så irrationelt og selvdestruktivt netop på et tidspunkt, hvor han bare skal blive ved med at gøre det, han er så god til: bevare roen og optræde voksent? Den eneste forklaring jeg kan få øje på, er, at han frygter, at der skal dukke noget op, som ødelægger drømmen om finansministerjobbet. Ligesom der gjorde i 2011, hvor PET fandt nogle gamle SMS’er, han havde udvekslet med en rocker. Det, der kan dukke op denne gang, er Sass’ forfatterskab til satiren Den hemmelige socialdemokrat (2014). Teksten
fortsætter efter annoncen Det er ellers gået særdeles godt for Sass med at holde satiren væk fra sin person. Selv i disse dage, hvor Sass er top-aktuel i alle medier med sin skæve historie om depressionen, er der ingen medier, der benytter lejligheden til at lufte hans mulige forbindelse til ”Den hemmelige socialdemokrat”. Der findes vel i landet kun en eneste person, som stadig jævnligt i offentligheden forbinder ham med denne bog, nemlig min ringhed. Mit motiv for stadig at holde denne sag i live, er, at historien er en sjov udfordring i dansk politik og for mig som professionel analytiker af politisk kommunikation. Det særligt sjove er, at hele banden af politiske journalister og alle de medier, som dagligt mener, de er en nødvendighed for forståelse af, hvad der i virkeligheden foregår i dansk politik, nu i ca. 5 år har holdt massivt bøtte med enhver tanke om, at Sass er forfatter. Sass behøver sådan set ikke frygte mig – direkte. Jeg er ikke ude efter Sass’ skalp. Tværtimod. Det er vist klart for alle, at jeg beundrer hans (og ghostwriterens) indsats og betragter bogens forlægger med stor respekt. Det er et originalt stykke dansk politisk litteratur. Men der kan sidde folk i Socialdemokratiet, som vil bruge Sass’ forfatterskab til denne satire, til at få skovlen under ham. Og de vil jo kunne hente en del inspiration både i min bog ”Hvem skrev ’Den hemmelige socialdemokrat’?” og i de analyserende kommentarer, jeg har skrevet i de fem år, der efterhånden er gået, fra satiren udkom. (se links over denne kommentar). Jeg kender ikke følelseslivet i den socialdemokratiske top godt nok til at udpege Sass værste fjender. Men jeg kan bare konstatere, at der løbende gennem de 5 år, der er gået, har været interesse for at læse mine argumenter for Sass’ forfatterskab. Og mine argumenter mod enhver anden, som foreslås, fx Lykketoft. Og endda en klar stigende interesse i det seneste år. Læs Mest læste på Kjoeller.dk. Jeg har flere gange her på sitet foreslået Sass at stå frem. Der har være et par særdeles gode anledninger de seneste par år: Læs KOMMENTAR: SPRING UD, SASS! Læs STORYBOARD: EXODUS – VEJEN FREM FOR SASS Men intet er sket. Formentlig vurderer Sass, at hvis han står frem, vil hans fjender i partiet bruge det til et karaktermord på ham, som vil ryste både Mette Frederiksen og planerne for den kommende S-regering (med DF-støtte). Så han kører stadig sin strategi fra 2014: Han benægter forfatterskabet. Og håber fortsat at også forlægger, ghostwriter, skatteadvokat og revisor, som har ordnet og administrerer den skattebefængte aftale om millionhonoraret, og andre holder bøtte. Men hver gang han holder den kørende med ikke at indrømme, så skaber han hos sig selv større frygt for, hvad der sker, når han afsløres. Måske har han, som såkaldt hemmelig forfatter, allerede fra partifæller i al fortrolighed fået stikpiller, som giver ham anledning til en vis kvalme – og, hvem ved, depression. Her kan dagens historie i Politiken om Sass’ depressive sammenbrud i efteråret være optakt til, at han fortæller sandheden om, hvad der skete i 2011. Sass’ beretning om dette kan begynde således: ”Jeg brød også sammen i 2011 efter at have mistet alt i Det sorte tårn. Dengang gik jeg ikke til psykolog, men skrev i stedet gennem flere måneder en bog, som fortalte min historie. Det reddede mit liv.” |
|
|
|
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
KOMMENTAR:
CORYDONS
AMBIVALENTE AFGANG. |
KOMMENTAR:
ER MOGENS LYKKETOFT DEN HEMMELIGE SOCIALDEMOKRAT? |
BREVKASSEN:
GØR SASS’ SYGEMELDING DET LETTERE ELLER SVÆRERE FOR HAM? |