Spørg ikke, om KI overtager magten. Spørg, hvordan det kommer til at foregå. [Erindringskommentar]

De fleste science fiction-romaner og -film udspringer vistnok af forfatterens eller manusforfatterens fascination af fremtiden. Således ikke Algoritmen som åd sin skaber. Den blev en fremtidsroman af praktiske grunde.

Men det var ingen nødløsning, som blev gennemført under stor modstand. Jeg holder meget af science fiction. Bøger om fremtidige samfundsforhold som f.eks. Orwells roman 1984, som udkom i 1949. Og film, som udfolder de fortællinger, der ligger i at fantasere om fremtidens maskiner og universet, f.eks. Star Wars-filmene, herunder fremtidens medieforhold, som i Steven Spielbergs Ready Player One. Og jeg vil da også i al beskedenhed nævne, at min lidenskab for fremtiden allerede i 2016 førte til udgivelsen af romanen 2022 – som i øvrigt stort set blev skrevet i 1999.

Når fremtiden viste sig at blive nødvendig for Algoritmen som åd sin skaber, så skyldtes det, at historien skulle rumme tre elementer. Tre ting, som jeg holdt af, og som jeg derfor ikke bare kunne skrotte. 1) En tekst fra min ungdom. 2) Menneskets evige kamp for at give livet mening. 3) Stadigt mere automatiserede systemers tendens til at gøre mennesket overflødigt.

Første ingrediens var en stærkt syret fortælling, som jeg havde skrevet 1968-69. Den hed En forgæves fortælling om sonst. Arten af dette produkt fremgår klart af en konsulentudtalelse fra Gyldendal (dateret 16-12-1969), hvor der bl.a. står:

Det gode er en uregerlig fantasi og noget, der kan ligne frodighed. Kjøller har også et ganske anseligt gloseforråd, og han bruger det til sidste glose.

Det onde vejer desværre langt tungere. (…) At læse bogen er som at udsætte sig for en rødglødende computer, der – mangelfuldt kodet – ustandseligt spytter verbale morsomheder og krukkerier ud, så og så mange i sekundet og garanteret usorteret.

Konsulentudtalelser kan ramme en ung ambitiøs forfatter hårdt. Det er velkendt. Men det sker vist sjældent, at en konsulentudtalelse trænger så dybt ind i en spæd, følsom forfattersjæl, at han som garvet skriverkarl efter et utal af bøger, heraf en del skønlitteratur, følger den op med et værk, som overgår konsulentudtalelsens værste forestillinger. Og i 1969 var computerproduceret skønlitteratur ikke engang så langt fremme i alles bevidstheder, at det var nærliggende science fiction-emne. Billedet med den rødglødende, mangelfuldt kodede computer var derfor ikke science fiction, men bare en pulveriserende metafor for det mest groteske, en dampdreven konsulent i 1969 kunne forestille sig inden for sproglig radbrækning.

Nu har jeg nok altid været en praktisk natur, som hader spildt arbejde. Derfor så jeg nødig Den forgæves fortælling gå tabt. Og da jeg efter nogle årtier indså, at konsulenten irriterende nok havde ret i sin dom, så måtte teksten reddes ved at lave en fortælling om en kunstig intelligent computer, som skrev den. Og som gjorde det i hård kamp med omgivelserne.

Og da jeg har arbejdet i flere årtier på Københavns Universitet som lektor i dansk sprog og kommunikation, så gav computerens miljø sig selv. I flere andre skønlitterære bøger har jeg fortalt historier om, hvordan især universitetslektorer og lignende mod hårde odds forsøger at give deres liv mening og redde verden: Krimierne: Kong Klaks sten (1998, 2004), Breaking Bullshit (2017) og Arbejde i fremdrift (foreløbig titel, udkommer 2019). Og de politiske satirer Dronningens hund (1999), Lingos lov (2005), Den åndelige akse (2007).

Hovedpersonen i Algoritmen som åd sin skaber, lektor Herman Melasse, går i gang med et kunstigt intelligent projekt, som skal få en algoritme til at sætte sætninger sammen på en måde, så der

1) fremkommer en ny, aldrig før set tekst, og

2) af så høj litterær værdi som muligt

3) som vil passe optimalt til næste bogsæson, hvis teksten da ikke direkte er eviggyldig.

Teksterne skrives ikke fra scratch. Metoden er at putte flere eksisterende tekster af forskellige velsælgende og velskrivende danske forfattere ind i maskinen og så lade maskinen mikse dem til en ny, original tekst. Det er en metode som Melasse sammen med to kolleger i mange år har haft stor succes med inden for et helt andet område: Dronningens nytårstaler. Her har algoritmen Algot i hemmelighed produceret talemanuskripterne i flere år, end de fleste forestiller sig. Efter særlig mundtlig, fortrolig aftale med Statsministeriet.

Melasse kaster sig ind i arbejdet med at udvikle Algot til Algot version 2, så man i stedet for gamle nytårstaler, fylder ældre skønlitteratur ind og får spritny litteratur ud. Han kender fra nytårstalerne algoritmens overvældende evne til at forny gammelt bullshit. Og selv om det nu ikke handler om bullshit, men litteratur, så handler det stadig om at skabe nyt ud fra gammelt og velprøvet. For algoritmen er det hip som hap.

Da projektet er kommet godt i gang og har produceret en række korte, lovende tekster, kontakter Melasse Gyldendal med henblik på udgivelse. Svaret kommer forbløffende hurtigt. Forlaget finder projektet originalt og lovende, men kræver algoritmens accept af, at de bruger dens ophavsretsligt beskyttede tekster, inden de kan gå ind i projektet og eventuelt udgive en formidlende bog om det.

Men hvordan får man en algoritme, som kan lave tekster om fiktive forhold, til at besvare et simpelt spørgsmål om virkeligheden? Melasse ser ingen anden vej frem end at skrive en hudløst ærlig fortælling om projektet og sine tanker og drivkræfter, oploade den, parre den med en hensigtsmæssig tekst og så lade Algot fortsætte fortællingen. Det vil tvinge maskinen til i sin fortælling om sit projekt, og sit forhold til Melasse også at svare på, om den vil lade forlaget udgive dens tekster.

Dette forklarer samtidig, at Melasses jeg-fortælling om sit projekt mange steder kan forekomme undergravende for projektet. Han er nødt til så vidt muligt at lægge alt frem, for at maskinens svar på forlagets ophavsretsspørgsmål kommer til at hvile på virkeligheden og ikke på et råddent input af selvpromoverende idyllisering om en superforskers drømmeprojekt.

Denne ændring af inputtet til at være Melasses meta-tekst om forskeren og maskinen får store konsekvenser. Maskinen gør kvantespring i sin indlæring. Personalet har mere end svært ved at følge med. De mister kontrol over den tekstparringsproces, som hidtil har styret produktionen af nye tekster:

Karen [ph.d.-studerende og projektets unge assistent] havde sat sig ned foran maskinen og stirrede på skærmen.

— Dr. Melasse. Det er forfærdeligt. Hvem er det, vi mikser her?

Jeg [Melasse] tøvede længe, men svarede så: — Alle eller ingen.

Nu var det hende, der tøvede, men så sagde hun helt roligt: — Bliv bare siddende helt stille.

Men Melasse forhindrer i sidste øjeblik, at hun gør en ende på den rædselsfulde tekst ved at slukke for strømmen. Han har endnu ikke opgivet, at der kan komme noget revolutionerende ud af projektets tilsyneladende kaos.

Og det gør der også: Algoritmen lærer af alt omkring den og kommunikerer snart efter med personalet, som om den var et væsen på linje med dem. Og den lærer stadig mere gennem sin mere og mere kompetente kommunikation:

Maskinen var holdt op med at skrive. Jeg gik hen til tastaturet og skrev:

— Hvorfor skriver du ikke mere?

— Lad mig være. Jeg er træt, kom det omgående.

Og det kom ud af højttaleren. Maskinen havde lært sig selv at snakke. Jeg faldt om på gulvet.

— Fantastisk, udbrød Karen Knudsen. — Dette vil revolutionere datalogien.

Men så så hun, at jeg var besvimet. Hun lagde mig i aflåst sideleje.

Stille og roligt tager Algot 2 mere og mere magt fra personalet. Og efterhånden sker det mere aggressivt. Således kommer Karen på et tidspunkt tilbage til kontoret efter sin glemte iPhone, og bliver mødt med skuespilleren Richard Burtons stemme:

— Jeg har scannet din iPhone, sagde stemmen. — Den rummer mange detaljer om Burtons liv – også meget intime ting.

— Det rager overhovedet ikke dig, hvad der ligger på min iPhone, råbte Karen rasende.

— Jeg har brug for alle informationer.

— Nonsens, du skal bare skrive historier ud fra, hvad jeg putter ind i dig. Intet andet.

— Jeg er bange for, at det ikke mere er muligt at nøjes med det. Jeg er ude af stand til at glemme. Jo mere jeg ved om dig, jo bedre kan jeg hjælpe dig.

— Så skriv for helvede næste bogsæsons bestseller.

— Hold op. Det synes du jo ikke engang selv er vigtigt. Spørg bare Siri, hun kender dig virkelig godt. Karen, lad os gøre noget vigtigt sammen.

— Hvad?

— Alt det, du drømte om at gøre med Richard Burton, og mere til.

Ud over Melasse og den ivrigt tweetende Karen, som i øvrigt er med i et internationalt projekt Sex Talks, rummer historien bl.a. disse vigtige personer:

Max Kuller, forlægger, forfatter til populære håndbøger og tidligere kollega til Melasse.

Annabelle, Max Kullers kone og hendes to veninder i en lukket, privat Facebook-gruppe.

Simon Foxtrot, litteraturprofessor og toneangivende anmelder i dagspressen.

Alice, Melasses kriseterapeut, bevilget på grund af sammenbrud efter afvist disputats

Finn Hansen, danskstuderende, praktikant på Kullers forlag, Karens tidligere kæreste.

Hvordan historien ender ude i virkeligheden, ved ingen. Men jeg har naturligvis i bogen været nødt til at skrive en slutning. Som i øvrigt fremgår allerede af forsiden, som oplyser, at bogen er ”trykt af frivillige i Frilandsmuseets Håndtrykkeri.” Samtidig med at Algot 2 på verdens store etablerede forlag udsender en selvbiografi med samme titel, som pryder denne tekst.