|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Først
lagt op 27-12-2019,,senest opdateret 27-12-2019
16:44:53
Nytårskur:
Hvordan dansk politik reddes
Siden formandskåringen har Jakob Ellemann-Jensen intet foretaget sig, som kan fjerne billedet på vores nethinder af den henslængte Ellemann på bagsædet af den golfvogn, som Løkke og Jensen kørte søgende rundt i på det sidste, fordi de åbenbart endnu ikke havde fået øje på deres efterfølger Ellemann lige bag dem. |
|
|
|
Politik er først og fremmest et tv-reality-show. For sådan opfattes politik af 94 % af vælgerne. Derfor bør dansk politik også her ved årets udgang vurderes på sin kvalitet som tv-reality-show. Med al respekt for de gravalvorlige politiske kommentatorer, som skriver om politik for den udsøgte minoritet af nørdevælgere på højst 6 %. Som også ser tv-programmer som Besserwisserne og Mogensen og Kristiansen. Læs TV’s diskrete politiske propaganda, Kommentar Hvor meget politik fylder i nationens daglige nyheds-tv-reality-show, afhænger af redaktionernes mulighed for at fortælle en god historie over nogle hårde politiske kendsgerninger. --- Aha, tænker de 6 % politiske nørder, hvoraf desværre kun et forsvindende mindretal læser denne fremragende kommentar, --- så indrømmer du altså, at hårdt politisk stof, kendsgerninger, også er fundamentet under ethvert indslag også i Det politiske TV-reality-show. Skudt forbi! Den eneste kendsgerning, som er nødvendig i et politisk tv-indslag i en nyhedsudsendelse, er, at indslaget handler om politikere. Alene herved bliver det dokumentarisk i modsætning til et stykke ren fiktion. Emnet kan fx være, om en politiker faktisk har sagt noget, som en anden politiker påstår, han eller hun har sagt. Historien er så, at mediet tager ud og spørger ham, om han har sagt det – med håbet om et godt svar, dvs. et svar som rummer en masse strid. Det politiske tv-realityshow er helt uafhængigt af nørdestof. Ellers er det ikke et realityshow. Derimod er en god historie altid nødvendig for reality-showet. Politiske dokumentations-historier måles som alle andre dokumentations-historier på manus (plot, replikker), dokumentation og casting. Så lad os da se på et par aktuelle historier i det lys for at lære. Space Force Forleden lancerede Donald Trump den amerikanske Space Force. Det skete få dage efter premieren på den seneste Stjernekrigs-film. På flere fotografier fra begivenheden sås bag ham en smilende Melania i en frakke, som lignede udstyr fra Star Wars-filmen (se billedet over denne kommentar). Ingen kunne være i tvivl om, at Trump hermed klart viste sig som lederen af de gode kræfter, som bekæmper Darth Vader og hans onde slæng her i vores fælles virkelighed. Denne fantastiske historie vil mange foretrække fremfor den konkurrerende historie om impeachment, som forekommer fjern og ond. Samtidig står vores egen leder, Mette Frederiksen, overfor anklager om magtmisbrug i forbindelse med ansættelser i hendes ministerier af en masse pressechefer med fortid i socialdemokratiet. Det har Mette Frederiksen og hendes medierådgivere ikke formået at skabe en fængende historie ud af. Tværtimod har de forsøgt at lade sagen dø i stilhed, bl.a. ved at Frederiksen har undgået at svare på spørgsmål. Hvor ville det og være forfriskende, hvis hun var gået til modangreb med gode historier om Venstre, Konservative og andre borgerlige lederes møghistorier om misbrug af presserådgivere gennem tiderne. Når hun nu straks i det nye år kommer i samråd og tvinges til at svare, får vi en sludder for en sladder, udtænkt af hendes superpresserådgivere. Gab. Den politiske superreality-stjerne Donald Trump har vænnet os til, at ethvert hårdt angreb på hovedpersonen straks besvares med et endnu hårdere modangreb på angriberen. Altid underholdende. Og store, dominerende medier får ofte det glatte lag. Herligt at nogen tør gå i flæsket på disse selvglade foretagender. Ikke siden Anker Jørgensen engang for mange år siden lagde Ekstra Bladet på is, har nogen dansk politiker turdet lægge arm med noget dansk medium i en tung vægtklasse. Selv ikke i dag, hvor Ekstra Bladets trykavis er en bovlam politisk korrekt skygge af sig selv. Tværtimod fedter danske politikere om kap for medierne. Hvor ynkeligt og kedsommeligt! Og hvorfor? Trump får hver dag lov at fylde de samme amerikanske medier, som han systematisk kritiserer og rakker ned. Kiosk mig her, kiosk mig der For et par dage side var Venstres ellers helt usynlige ny formand Jakob Ellemann-Jensen så ude med meldingen: ”Blå partier skal passe deres egen kiosk”. Det rejser alvorlig bekymring om Ellemanns dømmekraft, at han tilsyneladende anså denne melding for så hårdt et politisk angreb, at det kunne fjerne indtrykket af måneders politikdræbende passivitet. Intet har Ellemann foretaget sig siden formandskåringen, som kan fjerne billedet på vores nethinder af den henslængte Ellemann på bagsædet af den golfvogn, som Løkke og Jensen kørte søgende rundt i på det sidste, fordi de åbenbart ikke havde fået øje på deres indlysende efterfølger Ellemann lige bag dem. Og Støjberg? Nævn hende ikke. Hun ville for længst være blevet næstformand i Venstre, hvis partiet havde vidst, der ikke skulle mere til at få hende til at holde kæft. Der går en halv time, så har de købt
eller stjålet noget nyt I dag raser så Pia Kjærsgaard i Ekstra Bladet: - Spær dem inde til efter nytår! Det gælder de fyrværkeri-bøller, som skyder mod hinanden og forbipasserende på Nørrebro: - Det nytter ikke noget bare at tage det fra dem. Der går en halv time, så har de købt eller stjålet noget nyt. Det er den slags Mutter Skrap-tale, der har begejstret Dansk Folkepartis vælgere i årtier. Dansk Folkepartis mest iøjnefaldende udfordring i det nuværende politiske realityshow er, at hver gang Pia K siger sådannoget, der giver genlyd i medierne, så undrer folk sig over, at det ikke er Thulesen Dahl, der siger det. For mange husker sikkert stadig, at det faktisk er ham, der nu er formand. Men for at sige opsigtsvækkende ting, så skal Thulesen Dahl bryde med sin casting som bankmand. Elendig casting rider dansk politik
som en mare Dette castingproblem er Thulesen ikke alene med. Dansk politik lider i disse år under udbredt fejlcasting af partiledere. Mette Frederiksen er castet som husholdningslærerinde, Jakob Ellemann-Jensen som lun rad i en ellers ubegribelig ond verden med nådesløse magtkampe, som andre heldigvis tager sig af. Her var Løkke egentlig bedre med sin casting som handelsrejsende med mange særlige tilbud – tilbud som ovenikøbet er øget, efter han gik af. Det eneste plot, der kan redde alle disse fejlcastede ledere – og der er flere, end der er plads til her i teksten – er, at de begynder at fortælle en historie, hvor de tvinges til at springe ud og vise, hvem de i virkeligheden er, altså en helt anden end deres håbløse casting. Der skal optrappes en konflikt omkring dem, hvor de af overlevelsesgrunde tvinges til at gøre oprør mod deres casting. Fortvivl ikke. Det er jo i sig selv allerede en god historie. Thulesen, nu med lattergas Mette Frederiksen tvinges fx til først at trodse og derefter til at fyre alle sine medierådgivere og blomstre med udslået hår som spontan figur i direkte følelseskontakt med vælgerne. Thulesen Dahl må simpelthen øve sig på de replikker som Pia Kjærsgaard ellers bare slipper løs. Trump har her vist vejen, da han engang medbragte et papir med enkle talepunkter i stor skrift, som han helt naturligt viderebragte til pressen. Thulesen Dahl må nok tage en del lattergas for at blive i stand til at sige Kjærsgaards talepunkter naturligt på direkte tv. Men det er nødvendigt for at bevare formandsposten og for partiets overlevelse. Og så er der Jakob Ellemann: Den lidt underlige ide med kioskerne kan sådan set godt bruges, men bare helt anderledes, end han gjorde. Han skal uden mindste ironi angribe hver eneste af de andre partiers kiosker, når han passerer dem. Med spyt, slag og råb. Og desuden ved enhver lejlighed bede medierne passe deres egne stadig mere usle kiosker og overhovedet ikke blande sig i, hvad hans parti går rundt og laver inde i sin kiosk– ud over bare at gengive partiets udspil med fotografisk nøjagtighed. Det sværeste for Ellemann bliver nok at gøre alt dette uden spor ironi. Det, jeg her nævner, er bare muligheder, som vil skaffe partilederne en masse plads i medierne. Ikke så meget som Trump, men det vil alligevel være store skridt fremad. Dansk politik er i uhyggelig grad præget af, at alle forsøger at holde sig mest muligt ude af konflikter. Derfor holdes dansk politik i disse år i et skruestik af elendigt tv-realityshow. |
|
|
|
Læs
Hele verdens politiske
reality-stjerne, Køllebank Læs
Fremad! Rap, rap!, Køllebank Læs Politisk nørds Pyrrhussejr, Køllebank |
|
|
|
Klaus
Kjøller, © klaus@kjoeller.dk
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|||
|
|
|
|
|
|||
|
Senest
opdateret 27-12-2019
16:44:53 |
|
|
||||
