|
Læs originalen med links.
Læs originalen med links.
Læs originalen med links.
Læs originalen med links.
Venstres politiske
ordfører, Sophie Løhde, har udsendt en skriftlig kommentar: ”Der skal
vist mange års retoriske studier til at gøre det til en stor konflikt.”
Konflikten er i Venstre,
som har Inger Støjberg som næstformand. Op til weekendens landsmøde har
fem af partiets MF’ere fået optaget et debatindlæg i Jyllands-Posten.
Her går de imod et indlæg, som Inger Støjberg havde i begyndelsen af
måneden i B.T. i anledning af en undersøgelse fra Mandag Morgen, der
viste, at 28 % af danskerne mener, at muslimske indvandrere bør sendes
ud af landet.
Både i Støjbergs og i de
fems indlæg sejrer banaliteter og platheder over kontroversielt stof.
Støjberg siger, at hun er bekymret over, at islam ofte bruges som
bortforklaring og undskyldning for vold og andet, men at det ikke
betyder, at hun er racist. De fem MF’er siger, at ”vi skal ikke tøve
med at vise udgangen til dem, der hellere vil bo i et land, hvor sharia
og social kontrol er fremherskende.”
De er enige om, at det er
forkert at sende velfungerende muslimer ud af landet, fordi et
mindretal af muslimer dominerer kriminalstatistikkerne.
Uenigheden handler i
virkeligheden om den rette håndtering af Mandag Morgens undersøgelse.
Her benytter Støjberg lejligheden til at slå nogle pointer fast. Det
finder de fem MF’ere forkert. De havde helst set undersøgelsen fortiet.
Ligesom næsten alle medier i landet har gjort.
Det er komisk, at vi i
denne weekend skal se uenigheden om, hvordan Mandag Morgens stue-urene
kendsgerninger bør håndteres, opført som dramaet ”Venstres interne
strid om udlændingepolitikken”. Med en politisk ordfører, der svømmer i
et hav af Venstre-eksperter i retorik.
Læs originalen med links.
11-09-2019: Inger Støjberg har meget lettere ved at styre sit
ansigt end den anden næstformandskandidat i Venstre, Ellen Trane Nørby,
som aldrig har fundet ud af, hvilke folder hendes ansigt og specielt
hendes øjne bør lægges i.
Den
anmelderroste forfatter Kaspar Colling Nielsen sætter sin karriere på
pause for at blive embedsmand. Han skal skrive
taler til klimaminister Dan Jørgensen.
Det er fint, at en
ministers taler forbedres af en professionel. Men at holde tale er kun
en lille del af en politikers udadvendte aktiviteter. På TV er det
således særligt vigtigt med de rigtige grimasser. F.eks. er det
tydeligt, at Inger Støjberg har meget lettere ved at styre sit ansigt
end den anden næstformandskandidat i Venstre, Ellen Trane Nørby, som
trods mange år i første række aldrig helt har fundet ud af, hvilke
folder hendes ansigt og specielt hendes øjne bør lægges i. Hun virker
derfor næsten altid panisk uden synlig grund. Hun bør overveje omgående
at hyre en af landets bedste ansigtsgrimassespecialister for at have en
chance mod Støjberg som – grotesk smilende i et TV-indslag allerede her
til morgen – viser, hun har hyret en smileekspert.
Andre specialer, som
politikere har mindst lige så meget brug for som tennis- og
fodboldsstjerner, er humørindpiskere, terapeuter,
udholdenhedsspecialister og afslapningspædagoger. Sådanne folk vil
kunne udvirke mirakler i dansk politik. F.eks. vil Stram Kurs’ leder
Rasmus Paludan formentlig stryge ind i Folketinget ved næste valg, hvis
han anskaffer en afslapningspædagog til sit ansigt.
I øvrigt: Hvorfor kun
bruge en kapacitet som Colling Nielsen til taleskrivning, som er en ret
eksotisk politisk aktivitet? Han bør også skrive de ministertekster,
som i langt højere grad når ud til folket: ministerens Tweets og
Facebook-indlæg. Om Dan Jørgensen til sidst helt kan undværes, må tiden
vise.
Læs originalen med links.
Kunstneren Suste Bonnén
er nu blevet dømt for krænkelse. Hun sendte en film med nøgen eksmand
til 13 bekendte. Det giver betinget fængsel og bøde, fordi manden følte
sig krænket. Bonnén selv mener, filmen er erotisk kunst. Det korte af
det lange er, at hun med sagen, filmen og sit penisrensede ansigt som
reklame bag på busserne har fået stor opmærksomhed om sin kommende
foredragsrække ”Kunst eller krænkelse?”
Og efter Inger Støjberg i
medierne havde stjålet dagsordenen på Venstres landsmøde sidste weekend
med sine spæde formandsdrømme, så røbede hun til medierne, at hun ti
dage tidligere var blevet opsøgt af en drabssigtet mand på en bar, kort
før han dræbte en anden kvinde.
Ved at levere sine
opsigtsvækkende begivenheder til medierne kort efter hinanden opnår man
en langt større samlet opmærksomhed end enkelte spredte begivenheder
ville give.
Fremtiden tilhører derfor
dem, der i medierne kan kombinere formandsdrømme med mordtrusler. Og
som med glat ansigt bag på busser finder erotisk kunst i en krænket
ægtemand.
Læs originalen med links
Store verdensmedier,
danske medier, eksperter og ledere af busselskaber kører i øjeblikket
en kampagne for, at man ikke, som hidtil almindeligt antaget, behøver
spise flere gange dagligt. Kampagnen sker efter inspiration fra
integrationsminister Inger Støjberg.
Det har vist sig, at vi
kun en gang i døgnet behøver bruge tid på fødeindtagelse. Det hverken
skader helbredet, øger operationsskader og trafikuheld eller nedsætter
samfundsproduktionen. Medier, eksperter og ledere af busselskaber
anbefaler, at dagens ene, store måltid lægges bedst i døgnets mørke
timer – for tiden mellem 21.30 og 04.44 – så der ikke spildes tid med
det i arbejdstiden.
Ved de netop overståede
overenskomstforhandlinger brugte man ellers flere uger og megen
medieplads på uenigheder om ansattes ret til frokostpause.
Men nu kan alle se, at
ordet ’frokostpause’ med sin hørm af leverpostej og madpapir er håbløst
forældet. Vi behøver en visionær betegnelse, som kan indgive alle
arbejdsgejst og få os til at glemme sulten. Groft sagt skal
derfor foreslå betegnelsen ’bønnemøde’.
Læs originalen.
Løkke har bedt ministrene
Støjberg, Pape og Ammitzbøll om at komme med ideer til afvikling af
parallelsamfund. Uden om ministeriers embedsmænd og eksperter skal de
tre ministre brainstorme direkte til Løkke.
Sidst Løkke satte
parallelsamfund på dagsordenen var i 2010. Og hvis Løkkes efterfølger
ikke igen i 2024 skal sætte det på dagsordenen, så burde vi løse det i
stedet for at brainstorme om det hvert syvende år.
Uden brainstorm ved vi,
at over 30 procent børn fra indvandrermiljøer hverken lærer at læse
eller regne i skolen. Og mange forlader skolen uden at tage nogen
afgangsprøve. Uden brainstorm ved vi, at der stadig ankommer
immigranter til landet, som mangler enhver forudsætning for nogensinde
at yde noget.
Så hvis bare skolen
passer sit almindelige arbejde: at lære de tosprogede at læse og regne.
Og hvis bare vi lukker grænserne for folk, som hverken vil eller kan
leve i et sækulariseret, vestligt demokrati. Så kan vi både undgå, at
ministres hjerner blæses igennem med overflødige brainstorme, og at
parallelsamfundene bliver værre.
Læs originalen.
Berlingske inviterede
onsdag to kendte eksperter fra Politikensegmentet, retorikprofessor
Christian Kock og samfundsforsker Johannes Andersen, til objektivt at
vurdere integrationsminister Inger Støjbergs grundlovstale. Den
objektive vurdering fastslog, at Støjberg manipulerede, så det kom til
at se ud, som om Danmark var et polariseret land, hvor Politiken og
venstrefløjen stod over for Støjberg. Og hvor hun kæmper mod barnebrude
og tvangsægteskaber, mens hendes modstandere går op i bureaukratiske
detaljer.
Og hvad så?
Det var jo en festlig
grundlovstale, hvor hverken Politiken, Enhedslisten eller Kock og
Andersen og andre fjender af Støjberg var til stede.
Derimod var hun blandt
venner. Og de var da blevet svært skuffet, hvis Støjberg havde holdt en
tale, som Politiken bagefter kunne bringe som leder.
Læs originalen.
Den
politisk engagerede, forhenværende biskop Kjeld Holm er ude med riven
efter Folketingets formand Kjærsgaard og integrationsminister Støjberg,
fordi de med øl har indviet et tempel for gamle nordiske guder på Fyn.
”Det er grotesk, at en minister og folketingsformand deltager i et
arrangement, der ligger langt ude på det religiøse overdrev. Hverken
Inger Støjberg eller Pia Kjærsgaard ville drømme om at være med til at
indvie en moské,” udtaler Holm. Det er åbenbart undgået den kirkelige
stridsmands opmærksomhed, at stadig flere danskere, især nydanskere,
ikke er meget for den overreflekterede og tvivlende Jesus, som er
hovedperson i Det ny Testamente. Den religiøse mode i landet går i
retning af krigeriske guder, som uden tvivlens nådegave håndhæver
guddommelige værdier med sværd. Men hvorfor dog importere den slags til
landet fra Mellemøsten og indvie flere alkoholfri moskéer, når vi i
vores egen kulturarv har både Odin og Thor, som vi kan bygge templer
til, der døbes med øl?
I
anledning af påsken har paven vasket og kysset 12 flygtninges fødder,
otte mænd og fire kvinder. Mange af dem græd, da paven først hældte
vand på deres fødder, derefter tørrede dem rene, inden han kyssede
foden som tegn på respekt og underdanighed. Alle medier har andægtigt
bragt billeder fra begivenheden. Det er let at gøre grin med, at
Jordens mægtigste, kristne mand, som står direkte under Gud, får alle
medier til at danse efter sin pibe ved at optræde som fodvasker og
–kysser. Og at han jo ikke kan sammenlignes med Jesus, da han vaskede
sine disciples fødder inden korsfæstelsen. Fordi Jesus som religiøs
figur var præcis det modsatte af det, som en mægtig pave i sin egen
rige, jordiske stat er. Men det ville være tonedøvt at gøre det. I
stedet vil Groft sagt ydmygt og
konstruktivt foreslå, at en ledende imam her i landet efter næste
fredagsbøn offentligt vasker og kysser Løkkes og Støjbergs fødder for
at demonstrere respekt og underdanighed.
Som
bekendt sker udvikling gennem kriser. Danmark har i årtier haft brug
for en udvikling væk fra bøvl og bureaukrati. Allerede
Schlüter-regeringer i 1980-erne havde regelforenkling på programmet. Og
andre efter ham. Alligevel er regelværket kun blevet større og værre.
Men det kan skyldes, at vi har manglet den alvorlige krise, som gør det
til et spørgsmål om liv og død at forenkle regler. Nu står vi så i en
flygtningekrise, som betyder velfærds-Danmarks undergang, hvis vi bare
fortsætter efter reglerne som hidtil. Derfor skal flygtninge nu straks
i arbejde i stedet for først at sidde i årevis på skolebænk og i
jobcenter. Det skal ske gennem to- og tre-partsforhandlinger, som ser
usikre ud. Men Inger Støjberg erklærer i den forbindelse, at vi skal
luge ud i bøvl og bureaukrati. Det er godt, for alt tyder på, at
flygtningekrisen er den eksistenskrise, Danmark tidligere har manglet,
for at det kunne blive til noget med den nødvendige regelforenkling –
ud over en masse uforpligtende snak.
Det
fremstod i medierne, som om Inger Støjberg og hendes ministerkolleger
fra Sverige og Tyskland var nede i EU for at få kommissionens
velsignelse til midlertidig grænsekontrol. Medierne kunne åbenbart ikke
se, at EUs formål med arrangementet var at gøre opmærksom på, at EU og
Schengen skam stadig eksisterer, selv om tre lande indfører
grænsekontrol, som om hverken EU eller Schengen eksisterede. Når den
slags selvmodsigelser opstår, reagerer EU altid med teater og
besværgende ord, som her den græske migrationskommissær Dimitris
Avramopoulos, der konkluderede mødet med, at kontrollen bør ophæves så
hurtigt som muligt. Men enhver kan jo se, at hvis bare den fine
migrationskommissærs eget land fra starten havde overholdt Schengen, så
havde vi været fri både for dette møde, for kommissærens indholdsløse
konklusion og for at pressen måtte stive stadige mere groggy EU af ved
at få det til at se ud, som om mødet gik ud på, at nogle nationale
ministre stod "skoleret".
Et seriøst amerikansk
medium, Wall Street Journal, raser over os danskere, fortæller Ekstra
Bladet. Under overskriften ”Danmark vil tage smykker og penge fra
flygtninge” kritiserer det amerikanske medium, at et folketingsflertal
vil beslaglægge asylansøgerens værdigenstande som smykker og kontanter
for at kunne betale for deres ophold i landet. Og på sociale medier
raser ansete amerikanske journalister videre og sammenligner med
nazisternes jødeforfølgelser. Det er tydeligt, at disse afsindigt
rasende amerikanere i blad-eliten slet ikke forstår, at her i landet
får selv de rigeste asylansøgere alt betalt af skatteydere, som i
forvejen plyndres. I stedet for at forsøge at få amerikanerne til at
begribe, hvordan et velfærdsdemokrati økonomisk fungerer, så kunne
Inger Støjberg tilbyde amerikanerne at overtage de velhavende
asylansøgere. Selvfølgelig med deres værdier intakte. Ellers har de jo
ikke noget at betale deres integration med derovre. Det er en ren
win-win på tværs af Atlanten.
Sverigedemokraterne
(SD) er blevet inspireret af Støjbergs annoncekampagne og vil nu i
mellemøstlige medier indrykke annoncer med oplysninger om de reelle
forhold i landet: kulde, overfyldte teltlejre, fortvivlede kommuner. I
SVTs modsvar til vores seriøse radioprogram ”Orientering” bragte man
torsdag et topplaceret interviewindslag om dette. Det er et stort
fremskridt for partiet, at denne annonceaktion tvinger de statslige
svenske medier til at dække partiet som tophistorie. Men intervieweren
fokuserede ikke på annoncernes indhold og årsagen til dem, men på,
hvordan SD ville sikre, at modtagerne ikke fik indtryk af, at
annoncerne var indrykket af den svenske stat. Det er med
substansafledende minimanøvrer som disse, at de statslige svenske
medier i realiteten optræder som den dominerende politiske magt i
landet. Det bliver spændende at se, om Sveriges fanatiske etablissement
beordrer hæren ud mod SD, den dag partiet får mandater nok til at gribe
regeringsmagten. Lidt for spændende.
To
ministerier og Københavns Kommune har startet en postkortbåret
kampagne, som skal gøre danske studerende opmærksomme på, at man ikke
nødvendigvis kan lave en baby, så snart man smider præventionen. Æg og
spermatozoer har en udløbsdato. Så det gælder om at komme i gang med
avlsarbejdet. Kampagnen markerer en revolution i seksualundervisningen,
som i årtier har handlet om effektiv brug af sæddræbende cremer og
korrekt påsætning af kondom. Men det gamle, alt for succesfulde
undervisningsmateriale bør ikke skrottes. Det bør bruges til en massiv
fødselsforebyggende pædagogisk indsats i Mellemøsten og Afrika. Gerne
promoveret med Støjbergannoncer i lokale medier. For det kan ikke være
rigtigt, at de ønskebørn, som vi her i landet ikke gider avle, mens vi
stadig kan, i stedet skal masseavles i udlandet under risikable
forhold, hvorefter de i store flokke skal kæmpe sig hele vejen op
gennem Europa for at udfylde de tomme pladser som
kontanthjælpsmodtagere og skatteborgere her i landet.
Grundfos’
kommunikationsdirektør Kim Nøhr Skibsted og Stine Bosse udtrykte i
Berlingske forleden bekymring over Støjbergs annoncer til potentielle
flygtninge med oplysning om reglerne i Danmark. De mener, at det sender
et gå-væk-signal til alle – også til højt specialiserede folk, som kan
være interesseret i at komme her til landet for at arbejde. Til dette
er vel bare at sige følgende: Hvis en udenlandsk ingeniør,
maskinoperatører eller IT- og biotek-fagperson ikke er i stand til at
få øje på en væsentlig forskel mellem sig selv og så en daglejer fra
Nigeria eller en gedehyrde fra Somalia, så er vedkommende simpelthen
bare for dum til vores land. Så må han søge lykken i et andet land
eller blive, hvor han er. Groft sagt respekterer
både nigerianske daglejere og somaliske gedehyrder, men har ikke megen
respekt for en nok så højtuddannet udenlandsk ingeniør, som er ude af
stand til at se, at han ikke er nogen af delene. Så blev den ged vist
barberet, så selv Stine Bosse kan se det.
Ganske
overraskende findes der satirikere i Libanon og andre arabiske lande,
som dagligt gør grin med ekstreme, militante muslimer. Det fortalte
Berlingske lørdag i en lille artikel, som er et lyspunkt i den
nedslående historie om fundamentalisternes held med at få alle vestlige
medier, inklusive satiremagasinet Charlie Hebdo, til at undlade
satiriske Muhammed-tegninger. Hvis man i de kaotiske, korrupte og
bombeattentatramte arabiske lande kan lave satire mod Islamist Stat
uden straks at blive slået ihjel, så kan man også overleve at lave
satire mod islamistisk galskab i Danmark og andre velordnede vestlige
lande. Bare man ikke tegner profeten, så kan man åbenbart gøre tykt
grin med muslimsk fundamentalisme og forblive i live, selv om man
selvfølgelig rutinemæssigt modtager dødstrusler. Hvis det fortsat
kniber med danskfødt satire mod IS og muslimske terrorister, så bør
Inger Støjberg annoncere i Libanons og andre arabiske landes medier
efter arabisk satirisk arbejdskraft.
Alle
tænker som Inger Støjberg, lyder budskabet i en annonce, som en
nyetableret Facebook-gruppe arbejder på at samle penge ind til. I
Jyllands-Posten tirsdag oplyser initiativtageren, Marianne Rosenkvist,
at annoncen skal henvende sig direkte til potentielle flygtninge til
Danmark, bl.a. med ordene: ”Så kære flygtning: Der er en anden røst i
Danmark. En røst, der står for fred, hjælpsomhed og anstændighed.” Så
langt, så godt. Men det vækker en fæl mistanke, når Marianne samtidig
oplyser, at plan A er at indrykke annoncen helsides i den britiske avis
The Guardian. Og at plan B er at indrykke den i Politiken. For der
findes jo ingen potentielle flygtninge til Danmark i disse avisers
læsergrupper. Derimod giver disse medier de ideelle betingelser for
politisk korrekte, gode mennesker til at få bekræftet deres
ekstraordinære godhed af jublende ligesindede. Det er tragisk, at
intetanende flygtninge på denne måde misbruges af gode mennesker, så de
kan føle sig endnu bedre.
I
anledning af integrationsminister Inger Støjbergs planer om at bringe
oplysende annoncer i tyrkiske og andre landes medier om de danske
flygtningestramninger, udtaler Enhedslistens Nikolaj Villumsen: ”Folk
flygter ikke fra Syrien for at få velfærdsydelser i Danmark, men for at
undgå halshugninger og massevoldtægter fra Islamisk Stat.” Men det kan
Inger Støjberg og enhver anden dansker kun være enig i, så det kan jo
ikke være et særligt argument mod at annoncere stramningerne, som har
til formål at få forholdsvis færre flygtninge til at foretrække
Danmark. Kun Islamisk Stat vil være lodret uenig med Nikolaj Villumsen.
De vil indvende, at de udelukkende halshugger og massevoldtager vantro.
Og at alle rettroende trygt kan opholde sig i Islamisk Stat og derfor
ingen grund har til at flygte til et hedninge- og velfærdsland som
Danmark for at få ydelser. Villumsen bør lade sig inspirere af Støjberg
og bringe sit argument som annonce i IS-medier for at finde nogen at
være uenig med.
Hvorfor
i alverden spilder TV2 dog tid på at interviewe en formørket islamist,
som opfordrer alle muslimer til ikke at stemme? Og det foregår på
direkte TV, så hans afsluttende ”I helvede med grundloven” går direkte
ud og gør ham til en stor helt blandt sine egne. Det gør TV2 for at
sætte gang i seernes følelsesliv. Kampen om seerne består nemlig i dag
mere og mere i at sætte seernes følelsesliv i gang, så de skriver om
deres medieoplevelse på Facebook. Om noget er vigtigt eller
ligegyldigt, måles i dag på antallet af visninger på Facebook. Derfor
er den formørkede islamist vigtig. Men han er ikke så vigtig som Zenia
Stampes opdatering ”I dag er vi alle danske muslimer” med 2,8 million
visninger, eller Inger Støjbergs opdatering om indvandrerdrenges støj i
biografen, som gav halvanden million visninger. Målemetoden afslører,
at meget traditionelt, sagligt oplysende mediestof er helt ligegyldigt.
Derfor skrumper sådant stof til fordel for stadig flere tosser, som
rabler på direkte TV.
Forsvarsadvokat Thorkild
Høyer har anmeldt seks politikere, som har kommenteret terrordommen
over Said Mansour. Høyer har anmeldt politikerne, fordi han frygter, at
deres kommentarer kan påvirke den endelige dom i retning af, at hans
klient får en udvisningsdom oveni den fængselsdom, han allerede har
fået. Det forudsigelige resultat af anmeldelsen, er, at medierne nu i
ekstrem grad viderebringer politikernes kommentarer, som hermed –
ifølge Høyers egen argumentation for at anmelde – får mulighed for
endnu større påvirkning af resultatet. Da Høyer både er en intelligent
jurist og som erfaren forsvarsadvokat er vant til at spille på
mediernes reflekser, så skader Høyer altså bevidst sin egen klient med
sin anmeldelse. Den mest sandsynlige forklaring på Høyers irrationelle
optræden er, at han hader Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg og
strammertendensen i dansk flygtningepolitik så meget, at han har tabt
hovedet og nu med åbne øjne skader sin klient i sin politiske kamp mod
flygtningestrammerne. Den eneste anden mulige forklaring er, at
juristen Høyer ikke er i stand til at tænke logisk.
Groft sagt glæder
sig over redaktør Jesper Eisings ide i klummen mandag om, at vi her i
agurketiden skal møde nogle af Berlingskes skribenter på lidt mere slap
line end ellers. Og det bør ikke kun gælde Berlingskes skribenter. Alt
for meget i dansk presse og politik kører på rutinen i agurketiden. Tag
f.eks. ugens historie om Inger Støjbergs (V) kronik i Politiken, hvor
hun opfordrer muslimer, der nedgør danske værdier, til at finde et
andet sted at bo og leve. Hvorefter Martin Henriksen (DF) opfordrer
til, at V og DF går sammen til valg på at stoppe muslimsk indvandring.
Hvorefter Zenia Stampe (R) bliver meget forarget over, at Støjberg har
tyvstjålet det agurketidsindlæg, som DF plejer at lave. Groft
sagt vil rose Støjberg for dette tyveri. Det smager
da lidt af slapstick med dragen agurk. Men Groft sagt havde
langt hellere set, at det var Zenia Stampe, der gik agurk med at skrive
dette kroniske antimuslimindlæg. Hvorefter Støjberg kunne opfordre til
fælles front mellem R og DF. Hvorefter Henriksen fra DF kunne sidde
hele dagen i TV2 News med udslået hår og være forarget.
Det
er ikke til at holde ud at tænke på, at hvis det var Indre Mission i
Nordvestjylland, som havde en ekstrem gruppe martyrer, som overfaldt
fredelige muslimer og holdt hadetaler på Rådhuspladsen, så ville det
være Indre Mission og ikke mystiske muslimske sekter fra eksotiske
lande, som TV ville udsende over landet til gru og rædsel. Så ville det
være Indre Mission, som Inger Støjberg (V) måtte bede om at fise hjem
til sine tabersogne i udkantsdanmark i stedet for at stå på
Rådhuspladsen og male Fanden på væggen med lydoptagelser med
skrattende, svovlende prædikanter. Og så ville man velsagtens hverken
se muslimske skolepiger med slør eller kvinder i niqab rundt omkring på
skoler og på gaden. Fordi alle fornuftige, tænkende mennesker godt
kunne forstå, at muslimer ikke skulle provokere unødigt til vold og had
ved at tirre rabiate kristne grupper fra Indre Mission med sine
religiøse symboler. – Eller også ville Indre Missions martyrer være
massakreret på direkte TV fra Rådhuspladsen af endnu mere fanatiske,
muslimske martyrer. Det er heller ikke til at holde ud at tænke på.
Jyllands-Posten
fortæller, at Folketingets formand Lykketoft i juni udsender en pjece
om ”effektiv mødeledelse” og kortere samrådsmøder. Artiklen illustreres
af et billede fra et samråd, hvor den artige Inger Støjberg (V) igen og
igen spurgte justitsminister Bødskov om det samme uden at få svar.
Lykketofts tanke er, at håndfast mødeledelse skal forhindre den slags
irriterende udspørgen af en stakkels minister. Lykketofts argument er
bl.a., at det ikke ser for kønt ud for de seere, som kigger med. Men
her tager Lykketoft fejl. For bag Støjberg ses en uopdragen Joachim B.
Olsen, som uden held kæmper for at holde øjnene åbne. Og videoen med
den slumrende Olsen i det uendeligt lange møde er set 16.193 gange,
mens videoer fra samråd uden sovende Olsen normalt ses 435 gange. Intet
tyder altså på, at mødernes længde har nogen som helst betydning for,
om de ses. Derimod tyder alt på, at det, der skal til, er sovende
mødedeltagere. Groft sagt foreslår
derfor, at Lykketoft skrotter sin kedsommelige pjece om effektiv
mødeledelse og i stedet lader Olsen lave kurser i effektiv indslumring.
Politik er først og
fremmest et tv-reality-show.
For
sådan opfattes politik af 94 % af vælgerne. Derfor bør dansk politik
også her ved årets udgang vurderes på sin kvalitet som tv-reality-show.
Med al respekt for de gravalvorlige politiske kommentatorer, som
skriver om politik for den udsøgte minoritet af nørdevælgere på højst 6
%. Som også ser tv-programmer som Besserwisserne og Mogensen og
Kristiansen.
Læs TV’s
diskrete politiske propaganda, Kommentar
Hvor
meget politik fylder i nationens daglige nyheds-tv-reality-show,
afhænger af redaktionernes mulighed for at fortælle en god historie
over nogle hårde politiske kendsgerninger.
---
Aha, tænker de 6 % politiske nørder, hvoraf desværre kun et
forsvindende mindretal læser denne fremragende kommentar, --- så
indrømmer du altså, at hårdt politisk stof, kendsgerninger, også er
fundamentet under ethvert indslag også i Det politiske TV-reality-show.
Skudt
forbi! Den eneste kendsgerning, som er nødvendig i et politisk
tv-indslag i en nyhedsudsendelse, er, at indslaget handler om
politikere. Alene herved bliver det dokumentarisk i modsætning til et
stykke ren fiktion. Emnet kan fx være, om en politiker faktisk har sagt
noget, som en anden politiker påstår, han eller hun har sagt. Historien
er så, at mediet tager ud og spørger ham, om han har sagt det – med
håbet om et godt svar, dvs. et svar som rummer en masse strid. Det
politiske tv-realityshow er helt uafhængigt af nørdestof. Ellers er det
ikke et realityshow.
Derimod
er en god historie altid nødvendig for reality-showet.
Politiske
dokumentations-historier måles som alle andre dokumentations-historier
på manus (plot,
replikker), dokumentation og casting.
Så lad os da se på et par aktuelle historier i det lys for at lære.
Læs originalen med illustrationer og links.
Inger Støjbergs lagkage
er i øjeblikket en kæmpe succes i medierne. Den ses overalt i alle
sammenhænge. Satiretegnere elsker den, lederskribenter fråser i den.
Den kage er splattet ud over landet.
Støjberg har tidligere
haft stor succes med andre madvarer. Hun viste således engang et
billede af sit ansigt ved siden af en hamburgerryg, og også dengang
skælvede landet. Alle kunne se, at meget få politikere ligner en
glaseret hamburgerryg mere end Inger Støjberg. Bl.a. af den grund er
hun nu regeringens mest populære minister.
Postyret om lagkagen
skyldes ikke substansen. Hverken kagens eller politikkens. For der er
en bred politisk enighed bag flygtningestramningerne. Og Berlingske
kunne forleden fortælle, at 64 % af borgerne mener, at den muslimske
indvandring skal begrænses.
Så hvad er der egentlig
galt med kagen?
Læs det hele med links.
Læs det hele med links
Opstandelsen i sidste uge
om Inger Støjbergs othellokage skyldtes, at kagebilledet satte fokus på
et grundlæggende paradoks i dansk flygtningepolitik: Flere og flere går
ind for stramninger, men kun ganske få ønsker at stå frem og promovere
dem eller vise glæde over dem. Det er vel kun Dansk Folkeparti, især
Martin Henriksen, og Nye Borgerlige, som militant og konsekvent på TV
viser glæde over enhver stramning, og som tydeligt fortæller, at de
egentlig ikke kan få nok stramninger.
Så selv om efterhånden
alle partier, bortset fra Enhedslisten og Alternativet, går ind for
stramninger, så sørger man normalt for at undgå at vise glæde over, at
det lykkes at holde flygtninge væk med målrettede stramninger.
Holdningen i landet er, at det er godt, hvis flygtninge bliver væk, men
det er ikke velset at glæde sig offentligt over det. Og direkte
uanstændigt at fremhæve, at det skyldes vores stramninger.
Læs originalen med links.
09-05-2015: Socialdemokraternes
Løkke-annonce er langt bedre end de Konservatives Stop-kampagne og
Venstres løftebrudsbanner på Det sorte tårn.
Læs originalen med konteksten og links.
|
|