Den
ene af Inger Støjbergs forsvarere, advokat Jonas Christoffersen,
lovede, ifølge Politiken 16/12 2021, under et Djøf-webinar, at han
spiste sin gamle hat, hvis hun blev dømt. Webinarets vært advarede ham.
Men han fastholdt uden vaklen.
Men
nu ønsker Jonas Christoffersen alligevel ikke at spise nogen hat. ”Det
var en kæk bemærkning, som jeg må indrømme var lidt for kæk.” Og så
giver han i Politiken en længere juridisk forklaring på at det er
rimeligt, at vi alligevel går glip af hatteædningen.
Så
let slap Henrik Qvortrup ikke i 2011, da Liberal Alliance kom i
Folketinget første gang. Som politisk redaktør ved TV2 havde han lovet
at spise sin hat hvis partiet kom ind. Mediets troværdighed var på
spil. Det blev derfor en sag for morgen-TV.
En
stråhat blev først udvandet en masse gange og derefter ovnbagt med
bl.a. tomater og krydderier efter en italiensk opskrift. Tilberedningen
var lagt i hænderne på en professionel kok, som havde brugt hele
natten.
Holdt
Qvortrup så hermed sit løfte? Næh. For det første var det ikke hans
egen hat. For det andet var det ikke en rigtig hat, men en stråhat. For
det tredje åd han ikke hele hatten, men en brøkdel af den. For det
fjerde var det ikke en hat naturel, han fortærede,
men en lækker italiensk ovnret med en hel del tilbehør, som Qvortrup i
høj grad gumlede løs på, mens selve hatten lå ret urørt.
På
denne måde gav Qvortrup en smertelig klar demonstration af, hvordan man
i politik lover noget og så bagefter kringler sig smart udenom – og
hvordan en gammel spindoktor og daværende politisk redaktør ubesværet
får det naive morgen-TV til stolt at promovere et svindelnummer som et
scoop.
Men
ret skal være ret. Qvortrups mediemanipulerende hatteædning var langt
mere underholdende end det juridiske hatte-bullshit, som er en klar
vælgerprovokation.
|