|
Børn
bedst hjulpet i Charlottenlund
Forberedelsen
til din egentlige karrieres begyndelse kan trække ud og gå ud over dine
børns netværks-potens
Valg af bosted og
omgangskreds er nok det vigtigste for din karriere og for dine børns
fremtid.
Når man derfor i en
høj alder gør livsregnskabet op, så afslører det meget om ens måde at
leve sit liv på, hvordan man har valgt bosted og omgangskreds.
I Jyllands-Posten
kunne man i går læse denne udtalelse af en ung, succesrig direktør *:
”Mine børns
forudsætninger for at klare sig godt er større i Charlottenlund end i
Slagelse. I Charlottenlund er der mange ressourcestærke forældre, som
på positiv vis kan være med til at præge institutioner og skoler.
Samtidig kan mine børn få venner med forældre, der har spændende job og
liv, og som på den måde kan virke som inspirationskilder.”
Svært at være imod.
Men hvorfor har fruen og jeg så ikke gjort det samme?
Afledning fra det væsentlige
Da vi for ca. 50 år
siden skulle vælge vores første hus, så vi på mange huse i nærheden af
København, sikkert også i Charlottenlund og lignende steder. Men
parcelhuse var ikke vores kop the, fandt vi hurtigt ud af. I hvert fald
ikke parcelhuse, vi havde råd til at bo i. Derfor endte vi med at vælge
mellem to gårdhave-huse. Ét i Hedehusene og ét i Allerød. Men da det i
Hedehusene var et helvede af bil-støj fra motorveje, blev huset i
Allerød, så vores bolig.
Og vi brugte ikke
et sekund på at overveje kvarterets netværks-potentiale. Derimod gik vi
meget op i at få huset haste-indrettet til også at rumme vores første
barn som kort efter – som planlagt -- dukkede op.
Vi var i den grad
optaget af bare at overleve som offentligt ansatte lønmodtagere – nu
med barn --, at der ikke var overskud til også at vurdere kvarterets
netværkspotens.
Først verdensberømt forfatter
Det måtte så komme
til senere, når jeg var blevet en verdensberømt forfatter med
tilsvarende indtægter, berømmelse og passende bolig. Så skulle jeg vise
Verden, hvordan en omsorgsfuld far valgte at bo blandt forældre til
vores børns legekammerater, som både havde spændende job og levede et
inspirerende liv.
Men mit gennembrud
lod vente på sig. År efter år. Trods overmenneskelig selvtillid og
flid. Og i tilgift kunne vi ganske ofte i aviserne læse at vi i
virkeligheden slet ikke havde råd til de tre børn, vi efterhånden fik.
År efter år gik vi stadig katastrofalt mod fallit.
Børn overladt til filfældigheder
Nu er børnene så
for længst flyttet hjemmefra og har reddet os fra fallit. Til gengæld
truer alskens fysiske elendigheder. Og jeg har ikke fornemmelse af at
børnenes valg af bopæl hviler mere bevidst på netværkspotenser end
vores gjorde. Men hvor skulle de også have lært det?
Skylden er min.
Skæbnen ville ikke mit gennembrud ind i en højere sfære. Eller også lod
jeg mig bare altfor ofte aflede af mindre væsentlige ting. Måske havde
vi det lidt for sjovt. I hvert fald bor vi stadig i det samme hus. Som
i øvrigt er meget velegnet som senior-bolig -- i et kvarter med mange
livskloge seniorer. Uden vi skænkede det en tanke, da vi flyttede ind.
*)
Sander Janca-Jensen, 34 år, Administrerende direktør i Flatpay.
Jyllands-Posten Erhverv, 18-04-2024.
KLAUS
KJØLLER
|
