Danmarks
højeste kontanthjælp? Aldrig!
Selvfølgelig
skal regentparret, som andre offentligt lønnede, honoreres efter faste
takster og klare kriterier.
At staten øger
betalingen til vores kongehus uden at kræve ekstra ydelser for det,
duer ikke.
Der må objektive
kongehus-bedømmere på banen for at fastsætte rimelige priser på
kongehusets ydelser.
Kongehus-eksperter kan blive landets
undergang
Men det er lettere
sagt end gjort. Ganske vist ved vi fra TV, at landet myldrer med
kongehus-eksperter, som kan udlægge detaljer i de kongeliges minespil,
adfærd og påklædning, både mens de optræder på skærmen, men også inden
de optræder og efter. Fyldigt og kompetent.
Men da alle disse
eksperter altid søger at overgå hinanden i at rose de kongelige, så bør
man undgå at fylde dem ind i udvalget til objektiv bedømmelse
af kongehusets ydelser. Ellers risikerer taksterne for de
kongeliges ydelser til nationen at blive langt større end staten har
mulighed for at betale.
Margrethe II’s abdikationstale og
forhenværende amerikanske præsidenter
Kongehusets ydelser
bør naturligvis prissættes anstændigt. Men det er ikke let, fordi
ingen, så vidt vides, nogensinde før har prissat en regents nytårstale
eller andre ydelser.
250.000 kr. for
talen er sikkert for lidt, i hvert fald i et gammelt kongehus som
vores. Vi er nok et godt stykke oppe på million-skalaen -- som når
forhenværende amerikanske præsidenter rejser rundt i verden og holder
foredrag.
Men hvor mange
millioner? Og bør en nytårstale med overraskende abdikation, som den,
dronning Margrethe II holdt, udløse en særlig bonus? En vaskeægte
dronning som kommer bag på alle med en så slagkraftig, overraskende
tale, må rangere flere klasser over forhenværende amerikanske
præsidenter som år efter år rejser verden tynd med samme rutine-tale.
Og dette er kun et
enkelt eksempel.
Heldigvis blev
dronningens tale holdt inden prissættelsen af kongehusets ydelser.
Ellers kunne den have ruineret landet.
Andre ydelser som skal prissættes
Andre mere
rutineprægede ydelser som skal prissættes er:
Fødselsdagsoptræden
med balkon-hurraråb. Kongeskibsbesøg i havne i provinsen med landgang
og reception af lokale kyrofæer. Statsbesøg. Audiens med
ordensuddeling. Udsættelse af hjorte i Dyrehaven. Deltagelse i Royal
Run: Skal en førsteplads, en tredjeplads og en 26.plads udløse samme
ydelse?
Det forventes at udvalget
til objektiv bedømmelse af kongehusets ydelser kan nedsættes
inden afslutningen på kong Frederik X’s regentperiode.
©
KLAUS
KJØLLER
|