EU-valget i søndags
(10-06) blev som sædvanligt i vores landsdækkende to tv-stationer en
fest for politiske nørder.
Politiske
journalister og politiske kommentatorer og – ikke mindst -- de
opstillede kandidater viste sig fra deres bedste side på skærmen i
dagene op til valget. Og takket være alles indsats nåede Danmark en
stemmeprocent på ca. 60 %. Mod ca. 85 % eller mere ved Folketingsvalg.
Problemet med EU
er, at ingen uden for landets 6 % politiske nørder følger bare lidt med
i, hvad der foregår. Og det gør de 94 % ikke-nørder ikke, fordi det i
praksis er umuligt for dansk tv dagligt, eller bare ugentligt, at
bringe indslag i vores politiske TV-realityshow med politikere som er
medlem af EU-parlamentet. EU forsvinder i vores nationale
TV-realityshow om stridigheder mellem nogle få, udvalgte
Folketingspolitikere.
[Læs om det
politiske TV-realityshows nødvendighed i demokratiet i kronikken ”Alle vælgere er kompetente”.]
Hertil kommer at
Danmarks 15 medlemmer ud af de i alt 720 medlemmer, der vælges i EU's
27 medlemsstater, drukner i mængden. Desuden er de 15 medlemmer fordelt
på forskellige af EU-parlamentets 8 (vistnok) partier.
Den eneste
antydning af drama, danske EU-parlamentarikere gennem årene har været
leveringsdygtige i, er, at de lancerer et forslag som de vil kæmpe for
i EU. Det gav fx engang en del opmærksomhed omkring den tidligere
tv-journalist Morten Løkkegaard, da han for nogle år siden erklærede at
ville kæmpe for afskaffelsen af skiftet mellem sommer- og vintertid i
EU.
TV-reality-potentialet
i et dansk medlem af EU-parlamentet er, at han/ hun springer ud som
Holger Danske og kæmper tappert mod et trægt, bureaukratisk system for
at redde Danmark og Europa. Men sådanne indslag vil virke som
propaganda mod EU, og vil derfor yderst sjældent blive lavet og vist på
vores to public-service-kanaler.
Desuden vil ethvert
dansk EU-medlem som har talent for at spille hovedrollen i
TV-realityshowet ”Holger Danske i EU-parlamentet” aldrig blive sendt
til EU, fordi vedkommende med et så stort tv-dramatisk talent sagtens
kan få en hovedrolle i vores lokale danske daglige TV-realityshow om
stridigheder mellem MF’ere i Folketinget.
Men EU er
nødvendigt. Især for et lille land som vores. Derfor bør vi glæde os
over vores danske politiske nørders EU-fest i tv hvert 5’te år, når der
er EU-valg. Og sammen med dem give den hele armen. Og huske at stemme.
© Klaus
Kjøller
|