Først lagt op 22-07-2024,,senest opdateret 20-08-2024 14:21:58

 

 

 

 

Foto: Privatfoto fra Politiken, 12-07-2024

 

 

Far til ca. 55 bøger

 

Som med børn kan de værste bøger set udefra være de mest elskede indefra.

 

Mærkelig situation. Jeg føler mig ydmyg, efter at have læst Politikens fødselsdagsportræt af mig 12-07-2024.

Der står så mange glædelige ting. Nu er jeg selvfølgelig heller ikke spor objektiv, men alligevel. Den fortættede tekst rummer mange glæder.

Bl.a. står der: ”Han har gennem sin karriere været en markant stemme i offentligheden og har bidraget væsentligt til forståelsen af kommunikationens rolle i samfundet.”

Og: ”Siden 1973 har han skrevet omkring 55 bøger, både baglitteratur og skønlitteratur. Flere har fokuseret på, hvordan sprog og kommunikation kan bruges til at påvirke og manipulere mennesker. Blandt titlerne er ’Manipulation. En håndbog’, ’Den politiske komedie’ og ’Opdræt af småbørn for begyndere’.”

 

 

Hvis Politiken havde ringet og spurgt, hvilke 3 bøger jeg selv ville fremhæve i dagens anledning, så kunne det i farten sagtens være blevet de samme 3. Selvom det selvfølgelig smerter mig at ingen skønlitterære er blandt dem. Som forælder til alle 55 bøger elsker jeg dem alle. Ofte af vidt forskellige grunde. Jeg ville derfor aldrig kunne vælge 52 bøger fra.

Som med børn kan de værste set udefra være de mest elskede indefra.

Derfor er jeg glad for at mit forhold til Politiken ikke er sådan at de ringer om så intime ting til mig.

Og derfor er det så glædeligt for mig at se resultatet. Især at se ’Den politiske komedie’ blandt dem, en bog som Politiken ved udgivelsen i 2011 frakendte enhver kvalitet i en stor anmeldelse.

Tak, tak og tak. 80 år kan ikke rundes bedre.

 

 

KLAUS KJØLLER

 

 

 

 

 

 

 

 

KLAUS KJØLLER