|
Medierne
elsker Trumps løgne
Løgne
er ikke spor ny i politik. Både J.O. Krag og Anders Fogh Rasmussen løj
også lodret. Det ny ved Trumps løgne er, at han bruger dem til at
skaffe sig overdådig dækning i medierne.
Trumps teknik for
mediestyring er enkel: Han skal sige noget opsigtsvækkende ved enhver
lejlighed.
Og noget som er en
løgn, er altid opsigtsvækkende. Og jo grovere løgnen er, jo mere
opsigtsvækkende er det, at en tilsyneladende seriøs præsidentkandidat
lyver. Kan det virkelig passe, spørger seerne, mens de studerer hans
ansigt og gebærder for at finde sandheden. Er det en dyds-scoring eller en
dumhed? Men hvordan kan en toptrænet mediefigur, succesrig
forretningsmand og tidligere præsident dog opføre sig så tåbeligt?
Det skal derfor
gøres muligt for mange at tro på at løgnen er en humoristisk
overdrivelse. Det klares med adfærdsnuancer som Trump mestrer gennem
sine mange års oplæring som leverandør til TV-mediet. Adfærdsnuancer
som kun kan improviseres i situationen.
Løgne er
almindelige i politik. Men det originale ved Trumps løgne er at han
intet gør, for at sandsynliggøre at løgnene i virkeligheden er
sandheden. Hans madding til medierne er sensationen, at
præsidentkandidat Trump lyver. Og medierne bider på hver gang og
belønner ham med god placering i tv-nyhederne.
Men løgne er ikke
spor ny i politik. Det ny ved Trumps løgne er, at han bruger dem til at
skaffe sig overdådig dækning i medierne.
Foghs løgne havde
modsat formål
De løgne som Anders
Fogh Rasmussen fx stak, da han afviste at være kandidat til posten som
generalsekretær i NATO i 2009, havde et helt andet, ja stik modsat
formål: At komme mindst muligt i medierne.
Politik på TV blev
– før Trump-løgnene -- aldrig stærkere end, når en toppolitiker kæmpede
for at forsvare sin ærlighed samtidig med, at alle vidste, at han løj.
Derfor måtte Anders Fogh Rasmussen på sine faste, ugentlige pressemøder
i Statsministeriet besvare journalisternes spørgsmål.
Politiske
journalister og kommentatorer var enige om, at når Fogh svarede:
·
Jeg er ikke
kandidat til nogen international post
·
Jeg agter at blive
som statsminister, så længe vælgerne vil have mig
·
Jeg svarer af
princip ikke på hypotetiske spørgsmål.
Så betød det i
virkeligheden:
·
Jeg siger ja, hvis
jeg får tilbudet om at blive generalsekretær for NATO.
Tolkningen – at han
ville sige ja – byggede mindst lige så meget på, hvad han ikke sagde,
som på, hvad han eksplicit sagde. Det han ikke sagde, var fx:
·
Jeg lover jer, at
jeg klart afviser tilbuddet om at blive generalsekretær for NATO, hvis
jeg får det. Eller:
·
Jeg sværger ved
Anne-Mette og vores børn og børnebørn, at jeg bliver som statsminister,
så længe man vil have mig.
Den mest
iøjnefaldende regel, som viser sig i dette eksempel, er:
·
For at forstå
meningen med en politisk udtalelse, skal man vide, hvad der netop ikke
blev sagt.
Den eneste
fornuftige forklaring på, at Fogh undlader at sige det, som kan lægge
”sagen død”, er, at mere engagerede, forpligtende løfter og garantier
vil være vanskeligere for ham at bortforklare – hvis han får jobbet.
Men denne enighed
og totale klarhed om, hvad Fogh gik efter, var ikke nok for medierne.
Der gik sport i at prøve at få Fogh til at være ærlig og faktisk sige
det, som enhver vidste, at han ikke kunne sige – hvis han ville bevare
chancen for NATO-jobbet.
Løgnens
fascinerende effekt er evig
Ud fra en streng
rationel betragtning var det egentlig unødvendigt at bore mere i sagen
om Foghs NATO-drømme. Alt var jo klart, og statsministeren havde ikke
mere han ville sige. Men det var elementært pirrende for seerne at
iagttage, hvordan landets statsminister hver gang kæmpede for sin
ærlighedsdyd, samtidig med, at alle vidste, at han løj.
Det pirrende for
seerne ved Trumps løgne er også gang på gang at vurdere om manden
virkelig lyver seerne direkte ud i ansigterne.
Men Trumps forhold
til sine løgne er helt anderledes end Foghs: Trump er en avanceret,
kreativ, nyskabende politisk løgner som med åbenlyse løgne dagligt
tvinger medierne til at dække hans figur for at score flest mulige
seere. Fogh var derimod en fanatisk løgnefornægter – lige indtil han
fik NATO-jobbet og dermed blev tvunget til at retfærdiggøre sine løgne
bedst muligt.
Hvis Trump vinder
præsidentvalget, vil ingen kræve hans løgne retfærdiggjort. Tværtimod
vil løgnene automatisk blive betragtet som sandheder eller som
vittigheder, fordi han jo blev valgt.
Læs om Foghs løgn.
Læs om J.O. Krags løgn.
©
KLAUS KJØLLER
|
